Da Barbro trådte helt alene ind på den brandvarme Rising iført shorts, guitar og Debbie Sings merch, og slog de første akkorder an til ”I’m Fine”, havde jeg ikke forventet, at denne tidlige eftermiddagskoncert ville ende i en kæmpestor rørende og forløsende oplevelse. Bevares, en – omstændighederne i betragtning – stor gruppe havde samlet sig foran scenen inden showet, og Barbros vokal og guitar sad i skabet, men det var ikke nok til at få Rising til at ringe fra start.
Stemningen steg dog stødt da Barbros håndlangere trådte på scenen og Patrick Rathbun (Pardans) slog de første klavertoner an til den blå ballade ”Sweet Liberation”, der meget kært udførtes som en keyboard-duet mellem Barbro og Rathbun. Mindre kær var dog Ida Duelunds (Lueenas) kontrabas på samme nummer, der kunne føles hele vejen igennem den glohede jord og op ad rygraden gennem Risings lydanlæg. Barbro havde medbragt det musikalske tungskyts, og det kunne mærkes på stemningen blandt det svedende publikum.
Første gang, man for alvor mærkede Barbro for fuld force, var på den minimalistiske guitarballade, hvor Barbro igen stod alene med guitaren, men nu støttet af Rathbun, Duelund og Villads Thyregods (Liss) vokalharmonier i en inderlig levering af den bittersøde tekst. Man begyndte så småt at mærke gåsehuden på armene og vandet i øjnene – nogen fældede måske endda en lille tåre under Rathbuns brillante bratschsolo.
Publikums absolutte opmærksomhed var nu vundet, og det udnyttede Barbro til fulde ved at gå direkte over i deres queer-anthem, hvor der udbrød fællessang i omkvædet over Barbro og Thyregods hårdtslående guitarer. Herefter fik vi et nyt nummer, en rigtig 90’er rocket sag, med et snert af shoegaze, hvirvlende bratsch-melodier og noget næsten the Pogues-agtigt guitar. Her smed Barbro sin guitar, men så ud til at være høj på et sort skud publikumsenergi. De gik helt frem på scenekanten og udleverede deres »bad choices« med aggressive fagter og en intensitet i øjnene, der kunne spores helt tilbage til lydteltet. Barbros irsk folk-inspirerede vokalmelodier og fraseringer på det nummer, kommer til at hjemsøge mig i lang tid. Hold op, hvor er Barbro dejlig, når de føler sig hjemme på en scene!
Barbro formåede endda at overgå det skyhøje niveau, de havde lagt størstedelen af koncerten, på sidste nummer ”Don’t You Wait For Me”. Det var i hvert fald den valsende break-up sang, publikum var kommet for at høre, for hjertesorgerne blev skrålet væk fra både højre og venstre omkring mig. Da Barbro gik af, så både musikerne og det efterhånden talstærke publikum ud til føle, at de havde været en del af at skabe en speciel start på eftermiddagen.
Således kunne man gå rørt og forløst ud i solskinnet. Jeg håber, at det bliver et ”på gensyn” til Roskilde Festival for Barbro, forhåbentlig på en større scene og senere på dagen – det kunne klæde dem!
