Så kan du godt finde din overstregningstusch frem fra skuffen, for nu er Roskilde Festival nemlig klar med det store forkromede overblik over, hvem der spiller hvor og hvornår på årets festival.
Som vi tidligere har nævnt, bliver det amerikanske Lizzo, der får fornøjelsen af at lukke Orange Scene, men hvem skal egentlig skyde din fredagsfest i gang, og hvem skal du opleve på Gloria, men du søger ly for den obligatoriske danske sommerregn?
Det kan du finde ud af lige her, hvor du kan gå i gang med den helt store planlægning af de lange vandringer fra øst til vest på festivalpladsen, mens du samtidig forsøger at undgå (forhåbentligt ganske få) frustrerende overlap.
»Offentliggørelsen af tidsplanen er en stor begivenhed for de utålmodige festivaldeltagere, der nu for alvor kan planlægge deres festivalfærden. Roskilde Festival kan dog ikke altid planlægges – der skal være plads og tid til overraskelser, hvilket vores program i høj grad er bygget op for at afspejle og inspirere til,« lyder det fra festivalens programchef, Anders Wahrén.
Sammen med offentliggørelsen af tidsplanen er Roskilde Festival også klar med en lille håndfuld tilføjelser til musikprogrammet, hvor vi finder et par Undertoner-favoritter. Det gælder ikke mindst britiske Black Country, New Road, der i 2022 begejstrede hele den samlede redaktion med deres anden fuldlængde, Ants From Up There, som fortjent snuppede førstepladsen på vores opgørelse over årets bedste udenlandske plader, og som fik følgende ord med på vejen:
»Ants From Up There er en af den slags plader, der kan ændre livsbanen for den helt rigtige 20-årige på det helt rigtige tidspunkt. Dér hvor følelserne er større, end de måske nogensinde bliver igen, og hvor hjerter knuses til lyden af cinematiske crescendoer fremført med endegyldig vigør, som var det for sidste gang.«
Briterne – som forresten spiller på Arena, lørdag den 1. juli klokken 15.15 – får i dagens lille pakke med nye navne blandt andet også selskab af det hårdtslående danske hardcoreband Eyes, som er aktuelle med pladen Congratulations, og som man ligeledes kan opleve i maj måned på dette års A Colossal Weekend, samt de amerikanske indierockere i Whitney, hvis debutplade, Light Upon the Lake, vi smed på en 15.plads over 2010’ernes bedste udenlandske albums.
Her på Undertoner glæder vi os som altid til at lægge vejen forbi Dyrskuepladsen igen til sommer, hvor vi tilmed kan fejre, at det i år er 20 år siden, vi første gang dækkede Roskilde Festival.