Dansk-amerikaneren ALX leverer en gedigen omgang hardcore-inspireret hiphop, der både er fremragende produktionsmæssigt og til tider lyrisk. Dog skæmmes albummet af et par ganske unødvendige numre.
Skribent - Esben Rasmussen
The Kissaway Trail: Sleep Mountain
The Kissaway Trail tager på deres andet album fat, hvor de slap: med store korarrangementer, monstrøs intrumentering og voluminøse popkompositioner. Den følelsesmæssige respons mangler ikke, men de frigør sig aldrig fra forbillederne.
Causa Sui: Summer Sessions, Vol. 1-3
Causa Sui er noget så sjældent som et fuldstændigt kompromisløst og formidabelt dansk band, der spiller en gang halvjammet, anakronistisk, protopunk-inspireret syrerock.
Lars and the Hands of Light: The Looking Glass
Trods to rigtig gode åbningsnumre ender Lars and the Hands of Lights debutalbum med at være en tom omgang metervare-indiepop.
Television: Marquee Moon – syndefaldet i farver
Televisions debut Marquee Moon er en milepæl i rockhistorien og samtidig et forbillede for et utal af senere indierock-bands. Men hvorfor er albummet, der burde have været en dundrende fiasko, alligevel så umådeligt vellykket?
Bunny Wednesday: Demo 09
Den københavnske trio Bunny Wednesday spiller alternativ rock med flere tydelige inspirationer, og det gør de egentligt jævnt godt. Men skal potentialet forløses, skal der fokuseres både sangskrivningsmæssigt og rent kompositorisk.
Syreregn: OCD
Syreregns debut album OCD låner (sagde nogen stjæler?) ganske skamfrit deres musikalske og lyriske udtryk fra en stribe højt besungne 60'er-grupper. Det er ikke med det store held.
Wolfmother: Cosmic Egg
Wolfmother kender deres rockhistorie, og selvom de i uhørt grad lever højt på andres meritter, så lyder de stadig ganske charmerende på dette tungrockende album med syng med-omkvæd.
A Mountain of One: Institute of Joy
I pressemeddelelsen står der, at A Mountain of One har kreeret et af årets bedste album, med en eksperimenterende blanding af psychrock, gospel, folk og pop. Det er ikke sandt. De har leveret et halvkedeligt album uden gode sange.
Mumford & Sons: Sigh No More
Mumford & Sons spiller på deres debut en moderne omgang folkrock, der er inspireret af lige dele Beach Boys og The Band. Desværre bliver bandets ene trick ret hurtigt gammelt, for den dynamiske struktur bliver på intet tidspunkt udfordret.
Simon Gylden: Stoopid Love Songs
Stoopid Love Songs er det første album i en trilogi, der kredser om kærlighed, død/sex og ensomhed. Om det ikke er tre sider af samme eksistentialistiske sag, kunne man nok diskutere, men albummet tager i hvert fald sit emne ganske let.
Atlas Sound: Logos
Bradford Cox' øre for uimodståelige popmelodier er i dén grad intakt på andet album under aliaset Atlas Sound, men trods tre af årets måske bedste numre, er det ikke det mesterværk, det mere og mere virker, som om Cox blev sat på jorden for at levere.
Giana Factory: Bloody Game EP
Giana Factorys debut-ep Bloody Game rummer nogle lovende elementer og en pæn portion ambition, men hvad bandet rent faktisk vil med denne udgivelse, er stadig en smule uklart.
The Bitter Tears: Jam Tarts in the Jakehouse
The Bitter Tears spiller en moderne retrospektiv folk-rock, der til tider bevæger sig helt op i de højeste luftlag og andre gange bevæger sig i det landlige Amerikas tætteste krat af underspillet, traditionel sangskrivning.
Death to Frank Ziyanak: We Are Not Kids EP
Death to Frank Ziyanaks nyeste udspil indeholder én fin dynamisk og lyrisk ide. Desværre gentages den på samtlige af pladens skæringer, og pladen skændes også af en uheldig coverversion af en udødelig klassiker.
BLK JKS: After Robots
Et fremragende album af et ganske unikt og udefinerbart sydafrikansk band. I et ingenmandsland mellem afropop, world, traditionel 'hvid' indie, jazz og postrock opstår sporadiske øjeblikke af høj, høj klasse.
V/A: Saluting The Crunchy Frog-a-Logue
Til tider deciderede fremragende momenter redder ikke helt Crunchy Frogs fejring af sig selv fra at lyde en kende ufokuseret, men pladen er en underholdende og passende fejring af et af Danmarks mindst konforme pladeselskaber. Tillykke Crunchy!
Brendan Benson: My Old, Familiar Friend
Brendan Benson kan spille guitar. Han har mange venner, der også kan spille rock-instrumenter. Det viser han på hans fjerde soloplade My Old, Familiar Friend. Og det er så også sådan cirka det, manden formår at bevise på pladens 11 numre.