Lars and the Hands of Light er det danske indieselskab Crunchy Frogs nyeste signing, og bandets debutalbum, The Looking Glass, har da også nogle af de elementer, der normalt kendetegner det københavnske selskabs udgivelser: En til tider næsten ironisk tilgang til eget materiale, finurlige tekster og sprøde guitartoner, men albummet åbner sig aldrig rigtigt og ender som en tam omgang metervare-indiepop. Åbneren ”Me Me Me” lover ellers godt, for her indrammes tongue-in-cheek-lyrikken fint af melodiske akkorder og klokkespil, håndklap og diverse andre produktionsmæssige finurligheder.
»I want you to open your eyes up,« synges der, og man er egentlig indstillet på at følge anvisningen, for det er et ganske underholdende og melodisk åbningsnummer. Andenskæringen, ”Stranger to the Sea”, er ligeledes ganske medrivende, med nogle stærke rytmiske virkemidler og et rigtig godt omkvæd. Men herfra går det hastigt ned ad bakke.
Man leder forgæves efter en melodistump, en særligt interessant rytmik eller blot nogle ord, der kan fange én, holde én fast eller blot trække pladen op af det middelmådige dynd, den hensynker i efter de første sange. Men der kommer bare ikke rigtig noget sådant, og det er en skam, for når bandet er bedst, som det uden tvivl er på de to første numre, så er det faktisk et virkelig charmerende bekendtskab. Problemet med et velproducerede ‘indie’-band som Lars and the Hands of Light er, at når de gode sange udebliver, er der altså ikke meget andet tilbage. Der er ikke nogen befriende sonisk mur af støj, ingen vildskab og ingen kompromisløshed. Der er blot en kastreret vellyd tilbage, og den er altså hverken original eller synderlig interessant at lytte til.
Et andet problem er måske også den næsten sarkastiske tilgang, bandet har til sit eget materiale. Kvartetten trækker på inspirationer fra 50’ernes amerikanske pigegrupper; bandet har produceret pladen, således at den indeholder så mange spøjse input som muligt; og der er klasket strygere på, hvor end de kan tilføje lidt ekstra volumen. Men det kommer til at fremstå en smule uærligt – som en postmoderne frygt for at udkrænge sin sjæl af respekt for fortidens meritter, og det hele kommer således til at lyde som et semipastichefyldt udtryk, der ikke rigtigt vil noget. Dette er lige så meget en kritik af bølgen af danske indiebands, der i fuldstændig mangel på kompromisløshed tillægger sig et velproduceret, velmenende udtryk, der absolut intet formår, ud over at producere noget poleret vellyd til A- og FM-bølgerne. Og selvom pladen ikke er dårlig – blot dybt uinteressant – så er det en skam at se Crunchy Frog satse på en så middelmådig gruppe (desværre blot som det seneste i rækken af mange), når de tidligere har udgivet bands som Epo-555 og The Tremelo Beer Gut, der begge er langt bedre bands – både rent sangskrivningsmæssigt, men også set i historisk kontekst.
Numrene ”The Looking Glass” og ”Face Your Lover” er mindre højdepunkter, der begge er melodiske og godt udførte baroque pop-inspirerede sange, men helt godt bliver det aldrig. Der er simpelthen satset for lidt, når et nyt band på debutpladen lyder så konforme og vage. Der er gode elementer, men pladen ender i sidste ende med at blive en rammende diagnosticering på en stagneret, selvsmagende dansk indiescene.
