Skribent - Kasper Würtz

På Vibration Festivals sidste dag fik alle tilstedeværende en invitation til at overskride tyngdekraften og svæve rundt i de tyndeste luftlag. Stafrænn Hákons statiske landskaber satte til tider kloden i stå, mens Efterklang fik salen til at løfte sig mod fjernere højder, end vi ellers er vant til. Stafrænn Hákon Foto: jint.dk En rød guitar og en laptop. Mere havde islandske Stafrænn Hákon ikke brug for, da han denne aften sendte små salver af salighed ud over Lille Vega. Islandske Olafur Josephsson, som gemmer sig bag Stafrænn-pseudonymet, har et par enkelte udgivelser bag sig samt et opvarmningsjob for Godspeed You Black Emperor! – og at sætte ham sammen med GYBE! og Efterklang gav egentlig god mening. Ganske vist indeholder Stafrænn Hákons melodier ikke samme vulkanudbrud som de to førnævnte bands, men på trods af sine forholdsvis statiske toner besidder musikken en filmisk kvalitet, der ligger i samme stemningsleje. Og det var det visuelle i selve musikken, som skulle bære Hákons show. Her var ingen billedmæssig understøttelse; al fokus lå på musikken, og det var med den som udgangspunkt, at forskellige situationer og fortolkninger forekom inde bag øjnene hos enhver, der fik lyst til at undersøge Josephssons landskaber. Bløde guitartoner over for den gnistrende electronica skabte rammerne om hver af Stafrænn Hákons kompositioner, der alle var instrumentale. Flere gange blev tankerne ledt hen på Ulrich Schnauss, der dog har et lidt fyldigere lydspektrum at arbejde med. Musikken var generelt lavmælt og spartansk. Der blev leget med støj og feedback, og den letbenede guitar fik god understøttelse fra laptoppen, som ubestrideligt var det musikalske omdrejningspunkt. En enkelt gang blev guitaren brugt som xylofon, men det var tydeligt, at tonerne fra det røde instrument kun skulle bruges til at svæve blidt over electronicaen. Her kunne det have været forfriskende, hvis guitaren til tider fik en større rolle, mens laptoppen så kunne stå for de luftige krumspring. Var der måske blevet flået lidt mere i strengene havde lydbilledet været mere alsidigt, end tilfældet var. Og det er vel egentlig den største anke mod Stafrænn Hákon; nogle gange blev de statiske landskaber så stillestående, at jorden holdt op med at dreje. Karakter:       Bedømmelseskriterier Efterklang Foto: jint.dk Der blev luftet Converse-sko og træningstrøjer til den helt store guldmedalje hos det ganske unge publikum, som var mødt op for at opleve Efterklangs første koncert efter udgivelsen af deres roste debutplade Tripper. Den københavnske sekstet havde i aftenens anledning besøg af to violinister fra islandske Amina samt en trompetist fra danske Slaraffenland, og mellem hænderne på disse ni musikere nåede musikken op i de højere luftlag. Hvor Stafrænn Hákons visuelle show udelukkende blev afspillet med et indre kamera, gik Efterklang helt anderledes til værks. Et kæmpe lærred var spændt op bag musikerne, hvor nogle af filmhistoriens største klassikere indgik i et rytmisk samspil med knasende electronica. Hakkende gentagelser af Busby Berkleys fantastiske koreografi fra musicalen 42nd Street smeltede sammen med metalliske støjflader og skærende violiner, og denne audiovisuelle fusion skabte, for nu at blive i filmtonen, en hypnotiserende mekanisk ballet. Heldigvis havde Efterklang valgt ikke udelukkende at lade deres baggrundskollage stjæle al opmærksomhed. Både en skiftende belysning og en pause fra filmene gjorde, at der også var god tid til at observere musikernes skabelsesproces. Forfriskende var det at opleve et band, der trods deres højtflyvende musik og ambitioner på ingen måde var selvhøjtidelige. Selv støjen fra et festlystent lørdagspublikum blev taget med et smil, og enkelte gange blev der endda skålet med den fyldte sal. Electronicaen var sjældent dominerende i lydbilledet, men fungerede mere som et knasende skelet, hvor de mere klassiske instrumenter blev fyldt på i mere eller mindre forskellig grad. Nogle gange var det kun en sagte guitar eller et nøgent klaver, der smøg sig omkring de kolde toner, og andre gange satte samtlige instrumenter i og skabte støjende snestorme på den indre skærm. Når Efterklang var allerbedst, hang musikken først som en elektronisk uro på himlen, der langsomt lullede én i en søvn med garanti for drøm. Filmkollagerne var yderst varierede, og faktisk fungerede de allerbedst, når klassikerne blev lagt på hylden til fordel for billeder, som man ikke behøvede at placere i nogen anden kontekst, og som derfor bare kunne leve deres helt eget liv. En blændende hvid baggrund. Silhuetter af flyvende fugle skar sig nærmest ind i lærredet, og pludselig lettede man selv fra jorden. Sådanne transcenderende live-øjeblikke er ubetalelige, og selv om man ikke fløj konstant i selskab med Efterklang, fik man kørt det meste af følelsesregistret igennem, hvilket ikke mange danske bands formår. Selv en ældre herre på krykker fik på forunderlig vis løftet sig op på scenen.Generelt rammer Efterklangs musik en sfære, som stort set aldrig berøres af andre hjemlige grupper, og af den grund alene bør vi prise os lykkelige for, at disse nye himmelstormere har plads nok til at tage os med. Læs også Undertoners anmeldelser af:Efterklang: TripperEfterklang: Springer Karakter:       Bedømmelseskriterier

Brudstykker af samtaler afslørede hurtigt det åbenlyse. José González var baggrunden for det overraskende store fremmøde på Vibration Festivals anden dag. Svenskeren må da også siges at være et af festivalens helt store hovednavne. Med udsigt til en musikalsk aften, der lagde mere op til stille fordybelse end dans og skrålen, var det ganske passende, at Vega havde valgt at ramme en cafestemning med borde placeret rundt omkring i koncertsalen. Antophones Da klokken nærmede sig det officielle starttidspunkt, væltede det ind med vintertrodsende danskere, og da Antophones indtog scenen, kom alle yderligere et ryk mod scenen.Badet i blåt lys og uden et ord satte bandet, anført af sangskriveren Lise Blaase, koncerten i gang. Meget hurtigt stod det klart, at Blaases vokal og orgel var bandets absolutte epicenter. Blåt, blødt og boblende flød de første par numre ud og stod som en flot underhavssymfoni med en betagende havfrue i hovedrollen. The Traitor Song var et tidligt, men lysende klart højdepunkt. Sangen er så melodiøs, at den sagtens kunne begå sig i radioen, og samtidig er den tilpas dyb til, at man ikke slipper den lige med det samme. Liveversionen var desuden tilsat en ekstra larmende guitar, og sammen med Blaases himmelråbende vokal fik undervandsmusikken her også en dejlig, støjende understrøm. Herefter forlod Antophones desværre alvoren og det hav, man lige var blevet så begejstret for at svømme i. En kluntet sang om skønhedsidealer og en fjollet træningsarm-gimmick var starten på en midtersektion af sange, der slet ikke kunne holde samme fine niveau, som de første numre havde sat. De klodsede og fordanskede tekster er Antophones største akilleshæl, og der blev desværre også længere mellem de gode melodier. Selv harmonikaen, der normalt er garant for at ramme en natblå ensomhed, druknede her. Først da bandet leverede de tre afsluttende sange, nåede musikken de højder, som der var blevet lagt ud på, og Antophones absolut stærkeste kort denne aften blev også spillet her. “I’ve got a revolver in your mind,” blev der truende sunget af Blaase, der pludselig stod helt alene i lydbilledet, inden skuddene på det nærmeste blev affyret i form af en glimrende guitarsolo. Revolver-sangen affødte ganske fortjent Antophones’ største bifald inden en herlig jazzet sang om Smeagöl afslørede den århusianske gruppes forkærlighed for Tolkien. Da det sidste nummer gik i gang, var denne anmelder fuldstændigt overbevist om, at det var et cover af Radiohead-b-siden Stupid Car. Der var da også flere ligheder mellem det engelske storband og Antophones afsluttende moment, men det kunne ikke pille ved, at sangen var en værdig lukker på en koncert – uanset om man hedder Radiohead og har bevist det meste eller Antophones, som måske stadigvæk mangler lidt, men som uden tvivl har kimen til mere, end de viste denne aften. Karakter:       Bedømmelseskriterier José González Nogle gange har en mand med en guitar svarene på alt i verden. Da José González satte sig på sin stol og smågenert gik i gang med at væve den hypnotiserende Deadweight on Velveteen med sit Nick Drake-fingerspil, forstummede alt. Det var tydeligt, at publikum nærede stor respekt for svenskerens spartanske udtryk og performance, og lyden fra hver enkelt vibrerende streng blev grådigt indtaget. De brølende bifald stod nærmest i skarp kontrast til de tyste melodier, og González virkede også lettere chokeret over den massive hyldest, der fulgte i kølvandet på hver afsluttet sang. Noget af det mest fascinerende ved at opleve José González live er, at selv om koncertversionerne stort set er identiske med udgaverne på Veneer, og selv om González ikke på nogen showmæssig måde når ud over scenekanten, har man følelsen af at overvære noget helt specielt og nærmest religiøst. Ved ikke at nå publikum skaber svenskeren nemlig, paradoksalt nok, det totale nærvær, en ærlighed og intensitet, som opstår, når man overvåger en person sidde og spille for sig selv. Man fik udpenslet hans perfektionisme. Flere gange begyndte han forfra, når han spillede forkert, og hvor andre improviserer, hvis der synges et forkert vers, skyndte González sig at rette fejltagelsen. Der var et par fejl i løbet af koncerten, noget der ifølge herren selv skyldtes jetlag, men det gjorde ingenting. Fejlene gav blot flere nuancer og et større indblik i den mand, vi alle overværede. Tavshed, mens guitaren blev stemt inden All You Deliver blev sat i gang. Mantraet “distorted pictures is all you deliver” blev nærmest gentaget i det uendelige. Netop det repetitive er en central ingrediens i González’ musik, som hypnotiserer i de øjeblikke, hvor man slipper voyeurismens fascination et par sekunder og lukker øjnene for at svæve hen. Et andet element, som gør José González’ koncerter værd at besøge, er de fortrinlige covernumre, som han altid har med sig. Hans udgave af The Knifes Heartbeats har efterhånden fået nyklassiker-status, og netop klassikere er han ikke bange for at give sig i kast med. Først blev Joy Divisions udødelige Love Will Tear Us Apart leveret i en charmerende skæv, men stadigvæk hjertegribende version. Men også Springsteens Born in the U.S.A. og Massive Attacks Teardrop fik nye klæder på gennem svenskerens fingerdans over guitaren, og det har altid været coverkunstens største mål. At det her så blev gjort med nogle af musikhistoriens helt store sange, gjorde bare det hele endnu mere spektakulært. Nogle gange har en mand med en guitar svarene på alt i verden. Nogle gange siges det tydeligt og klart ud til alle. Denne aften hviskede guitaren hemmeligheder til sig selv, men de, som lyttede efter, fik alle lidt sandhed med sig hjem. Læs også Undertoners anmeldelse af:José Gonzalex: Veneer Karakter:       Bedømmelseskriterier