Simon Gylden er en mand, der godt kan lide at gøre det selv. På sin anden fuldlængde har han således selv skrevet, produceret, mixet og mastereret samtlige numre, og han står derudover selv for artworket. Den unge kunsthistoriestuderende er i sandhed et multitalent, og sammen med sin musikalske partner, Nikolaj Bune, leverer han på Go Folk Yourself! et nedbarberet, akustisk værk, der med forbavsende få virkemidler formår at stå som en særpræget og stærk, personlig opfølger til den kritikerroste debut, Bring Your Daddy. Som hos den nye guldfugl, Devendra Banhart, fornemmer man hos Simon Gylden en kronisk kreativitet, der ikke kan stænges, men som udleveres hudløst, lige så snart musikken er sat i gang.
Som den provokerende titel ganske utvetydigt antyder, har vi her at gøre med sange, der bevæger sig rundt i skæv folk, eller som Simon Gylden selv kalder det, ’urban folk.’
Hele affæren sættes i gang med et besøg på en tilrøget bar, hvor whiskyen langsomt drypper ned i glassene, mens sørgelige eksistenser hænger ved disken. »I feel nobody and I can’t do a thing about it / This life is through.« Oplevelsen bliver komplet, da lytteren selv opnår samme beruselse efter at have vendt og drejet sleevet for at læse de spiralskrevne tekster.
“I-C-U” kommer fra samme omegn, som Tom Waits voksede op i, og selv om Gylden skulle have skuet en smule mod Waits’ whiskeybælte, betyder det ingenting, for man er aldrig i tvivl om sangens troværdighed. Herefter følger de henrivende “Stealing My Feeling” og “Bionic Violation”, som begge er meget lysere i tonen, og især sidstnævnte nummer står som et af albummets stærkeste.
Langt de fleste numre slutter med en fornem, lille musikalsk indgang til det efterfølgende nummer, og det er faktisk en stor fornøjelse i sig selv at høre disse små intermezzoer. Og så er det også forfriskende, når improvisationerne pludselig bærer melodien et helt andet sted hen, end man havde forventet – som den lille eksplosion, der forekommer i slutningen af “Agnes’ Acme of Acne”, hvor der bliver flået lidt ekstra i strengene. En enkelt gang høres en fremtrædende violin, og det sker på den helt igennem fremragende “Eenoculate U”, der med strygernes indtræden løftes endnu højere op. Det er egentlig synd, at det element ikke bliver udnyttet noget mere, når nu violinen komplimenterer de skæve melodier så glimrende.
Gyldens vokal veksler fra det kradsende hæse i “I-C-U” til det mere sarte som i den smukke og enkle “Sheezall”, hvor også Signe Rand Ebbesens sang tilføjer nummeret endnu mere skrøbelighed. Linjerne »Look at me fall / Kissin’ her hand, caressing her brow / I don’t think I’ll be leavin’ right now« viser her en ægte kærlighed, der undgår de højtravende metaforer, men derimod bruger billeder som er helt nede på jorden og derfor er langt lettere at relatere til, ganske som Michael Stipe gjorde det i “At My Most Beautiful”.
Også i “My Little Bedwetter” præsenteres en skæv og uhøjtidelig kærlighedssang, dog denne gang med lidt mere humor. Hvem kan eksempelvis stå for en erklæring som »I hope by golly we’ll never part / You liquidated yourself straight into my heart«? I den anden ende af den lyriske by finder vi “Laffing All the Way (Pittsburgh)”, som jeg i starten troede blev sunget baglæns pga. det ganske surrealistiske førstevers: »Slut stud hot rod spit slurp tit squirt squad smurf smut surf brownbird cat turd flip flop hard luck nonstop heart clog / Laughing all the way.« Resten af sangen fortsætter i samme rablende tempo og står som et af de skæveste påfund på albummet, men stadigvæk med en virkelig god portion charme.
Med Go Folk Yourself viser Simon Gylden, at der ikke er lang vej til mesterværket, og han må siges at være beviset på, at Danmark også har en hel del at skulle have sagt på den internationale singer/songwriter-scene.
