Skribent - Kasper Würtz

Plader

Lisa Germano: In the Maybe World

At høre In the Maybe World er ligesom at læse et brev, der i en smuk og sirlig håndskrift fortæller om en række dybt personlige indrømmelser, der åbent deles med hele verden, men som også skæmmes af momentvist sløseri og stavefejl.

Plader

Rocky Votolato: Makers

Kærestesorg + toge, der kører væk + whisky-tåger = business as usual. Rocky Votolato præsenterer en til tider ultra-kynisk ligning for, hvordan man spiller alt. country, men mangler at bevise, hvorfor man bør gøre det.

Nyheder

Nina Nastasia døber efterårsalbum

Tidligere på året kunne Undertoner varsle en udgivelse fra den fremragende sangerinde Nina Nastasia. Nu har hun endeligt fundet et navn til det nye album, der bliver sangerindens første udgivelse på FatCat Records. On Leaving udkommer d. 11. september og byder på 12 nye numre, hvoraf “Why Don’t You Stay Home” allerede nu kan høres på Nastasias myspace-side. Det er endnu engang Steve Albini, der har siddet i producerstolen akkurat som på de foregående tre albums fra sadcore-chanteusen. Den lovede efterårsturne ser dog ikke ud til at omfatte Europa endnu, men fingrene er krydsede her på redaktionen. Trackliste: 1. Jim’s Room2. Brad Haunts A Party3. Our Day Trip4. Counting Up Your Bones5. Dumb I Am6. Why Don’t You Stay Home7. One Old Woman8. Treehouse Song9. Lee10. Settling Song11. Bird of Cuzco12. If We Go To The West

Nyheder

Nyt på vej fra The Album Leaf

Enmandshæren The Album Leaf i form af Jimmy Lavelle udsender d. 12. september albummet Into the Blue Again. Dette bliver amerikanerens anden udgivelse for Sub Pop, og derved indeholder The Album Leaf-diskografien nu fire langspillere. Jimmy Lavelle har ligesom med 2004-pladen In a Safe Place benyttet den islandske producer Birgir Jon Birgisson, men denne gang loves der en mere optimistisk og håbefuld tone, hvilket måske kan være tiltrængt i efterårssæsonen. In a Safe Place-nummeret “Eastern Glow” ramte i øvrigt et bredere publikum, da sangen medvirkede i Beverly Hills 90210-aftageren The O.C., der efterhånden har vist sig at være en regulær karrierebreaker for den amerikanske alternative scene. The Album Leaf har allerede testet nye sange ved en mindre tour i Californien og har desuden langt en nærved-håndfuld sange ud på myspace.

Nyheder

Dukkeføreren Beck offentliggør titel på nyt album

På fredag gæster den musikalske ener, Beck, Tivolis koncertsal og med sig har han en håndfuld nye sange fra det album, som han netop har navngivet. The Information er ifølge NME klar til udgivelse d. 2. oktober, og det er endnu engang Nigel Godrich, der har drejet knapperne på albummet. The Information er dog ikke lige så afdæmpet som Mutations og Sea Change, hvis tilblivelse Godrich og Beck tidligere har samarbejdet om. Videoen fra det glimrende nye nummer “We dance alone” kan i øvrigt nu ses på Becks officielle hjemmeside, og her afsløres en mere hiphop-inspireret stil tilsat dansabel melankoli. Ifølge anmeldelser fra Becks foreløbige koncertoptrædener tyder det på, at det danske publikum godt kan indstille sig på en solid omgang dukketeater. Amerikaneren har nemlig haft en dukkefører med rundt, der optræder i baggrunden under hele koncerten. Så er der jo også noget for de helt små. Beck spiller i øvrigt også på årets bi-befængte Skanderborg Festival.

Nyheder

Sidste ambulance kører før tid

Efter et par glimrende demoer og en fornem sejr i talentkonkurrencen Starfighters sidste år, er Sidste ambulance nu endeligt klar med deres debutalbum Vandrer hjem, der rammer butikkerne d. 14. august. Hvis man ikke kan vente så længe er der dog mulighed for et smuglyt, da Sidste ambulance søndag d. 6. august smider hele det Henrik Balling-producerede album ud på bandets hjemmeside. Allerede nu kan den aldeles glimrende “Når jeg dør” samt andensinglen “Delt i to” høres på sitet. Den unge Roskilde-kvartet har nydt en stor portion radiobevågenhed, hvilket især skyldes, at den førstnævnte single har været Ugens Uundgåelige på P3. Der holdes desuden release-fest for Vandrer hjem på Studenterhuset i København fredag d. 18. august. Læs også Undertoners anmeldelse af:Sidste ambulance: s.t.

Nyheder

Nyt Exploding Hearts-materiale

Igennem hele musikhistorien findes eksempler på bands og kunstnere, der lider ondskabsfulde skæbner inden de overhovedet er kommet i gang, og det fantastiske powerpop-band The Exploding Hearts hører bestemt hjemme på den sørgelige hylde. Det unge amerikanske band nåede kun at udgive den mesterlige Guitar Romantic spækket med numre, der fornemt forenede uimodståelige melodier med punkens nerve og energi, inden et biluheld kostede ¾ af bandmedlemmerne livet. Tre år efter såvel ulykken som udgivelsen har pladeselskabet Dirtnap Records valgt at genudgive debuten på vinyl, og samtidigt udsende albummet Shattered der opsamler demoer, singler og andet tidligere ikke-udgivet materiale, ligesom den også vil indeholde filmoptagelser fra en koncert afholdt tre dage inden den tragiske ulykke. Den eneste overlevende fra The Exploding Hearts var guitaristen Terry Six, der siden hen har fundet nye græsgange med The Nice Boys, og det har resulteret i et selvbetitlet debutalbum, der udkommer d. 29. august på Birdman Records. Tracklister til begge udgivelser kan ses her: The Exploding Hearts: Shattered: 1. (You Left Me) Shattered 2. We Don’t Have to Worry Anymore 3. So Bored 4. Busy Signals (unreleased version) 5. (Making) Teenage Faces 6. Shadow 7. Sniffin’ Glue 8. Walking out on Love 9. Still Crazy (alternate version) 10. Modern Kicks (alternate version) 11. Busy Signals 12. I’m a Pretender (alternate mix) 13. Throwaway Style (alternate mix) 14. Black and Blue (alternate mix) 15. Thorns in Roses (alternate mix) 16. (You Left Me) Shattered (alternate version) The Nice Boys: s.t. 1. Teenage Nights 2. Johnny Guitar 3. Only in Dreams 4. Avenue 29 5. Dugong Along 6. Ain’t That Beat 7. Another Girl 8. All Our Good Times 9. Southern Streets 10. Cheryl Anne (Carry On)

Nyheder

Endeligt nyt fra Ryan Adams

Det er efterhånden blevet lige så sikkert som dopingskandaler i Tour de France. Der er tre nye udgivelser på vej fra Ryan Adams, der altså fortsætter sin maniske produktivitet, som desværre har udvandet sangskriverens kvalitetssans. Den tidligere Whiskeytown-frontmand har siden solo-debuten i 2000 udgivet hele otte albums, og nummer ni i rækken bliver Blackhole, der næsten er en enmandspræstation af Adams. Kun trommestikkerne låner alt.country-rockeren ud, og det har resulteret i et album, som ifølge sangeren selv byder på “lots of raw guitar and kinda sexy/damaged tunes.” Som om det ikke var nok, så udsender Adams også en Tolstojsk mammut; et dobbeltalbum, der får den højtravende titel War and Peace, og bliver ligeså varieret som navnet antyder. Punk, disco, støjrock og pop, tilsat stærkt personlige og udrensende tekster lyder som en stærkt fascinerende oplevelse, og her på redaktionen ser vi frem til en god gang katarsisboogie. Den sidste udgivelse i rækken er endnu unavngiven, men hvis der ikke bliver copyright-vanskeligheder, så ender titlen i endnu højere luftlag end ovennævnte plade. Ryan Adams håber nemlig på tilladelse til at kalde albummet Starwars, som også er titlen på en af de nye sange, og flere af numrene allerede blevet luftet ved tidligere liveoptrædener.

Nyheder

Efterårstoner fra Nina Nastasia

Så er der endeligt nyt på vej fra sadcore-sangerinden Nina Nastasia. Et endnu unavngivent album foreligger klar til udgivelse 11. september og kommer ifølge sangskriveren selv til at bestå af en portion ældre kompositioner, som er blevet pudset af eller omskrevet samt en række nye sange. Albummet bliver sangerindens fjerde i rækken, og samtidigt hendes første udgivelse hos FatCat Records, der allerede huser navne som Sigur Rös, Animal Collective og Vashti Bunyan. Det er efterhånden tre år siden, at Nastasia sidst trakterede lytterne med den mesterlige Run to Ruin og forventninger er i mellemtiden vokset sig solidt store hos Undertoners redaktion. I kølvandet på albummet planlægges der desuden en efterårstour, og sangerinden skal være mere end velkommen til at gæste de danske koncertsteder. Læs også Undertoners anmeldelse af:Nina Nastasia: The Blackened Air

Nyheder

Sommertoner fra Six Organs of Admittance

Blandingen af drone og folk er slet ikke så tosset, og det har især Six Organs of Admittance været forgangsmænd for at bevise. Nu forelægger der endnu en dosis hypnotiserende melodimur og venter. Opfølgeren til sidste års fine School of Flowers er sat til udkomme d. 5. juni, og har fået den passende sommertitel The Sun Awakens. Den psykedeliske folk-sanger, Ben Chasney, har denne gang fået et par hjælpende hænder fra Chris Corsano og John Moloney fra The Sunburned Hand of the Man. Den blodige og ulvefyldte trackliste ser således ud: 1. Torn by Wolves2. Bless Your Blood3. Black Wall4. The Desert is a Circle5. Attar6. Wolves’ Pup7. River of Transfiguration

Nyheder

Rock på Rust

Bookingbureauet Wild Honey har trods sin korte eksistens allerede opnået et ganske betragteligt renomme, og deres musikalske stald indeholder bl.a. synth-popperne fra Tiger Baby, de fornemt voksne og følsomme Larsen & Furious Jane, autentisk r’n’r fra Columbian Neckties og de melodiøse hverdagspoeter Olesen-Olesen. Den hurtige vækst fejres med et rendyrket rock’n’roll-arrangement på Rust, torsdag d. 13. april, hvor der bydes svensk garagerock fra Captain Murphy og The Doits, mens Death to Frank Ziyanak, som både ramte Liga.dk- og det Elektriske Barometer-segmentet med singlen “Fe Fi Mo Fo” sammen med Rag City Dolls (billedet) repræsenterer de danske farver. Sidstenævnte band er i øvrigt i gang med indspilningerne til deres debutalbum, og det sker i samarbejde med Danmarks mest metroseksuelle producer, Thomas Troelsen. Arrangementet starter kl. 21 og koster 80 kr.

Nyheder

Omsider nyt på vej fra Jeremy Enigk

Efter en ganske betragtelig kaffepause ala Kate Bush, er Jeremy Enigk endeligt klar med en opfølger til sin afdæmpede solodebut Return of the Frog Queen, der udkom i 1996. Den tidligere frontmand i det kortlivede, men indflydelsesrige emo-band Sunny Day Real Estate har indspillet det endnu udøbte album i sit hjemmestudie, og ud fra de tidligste udtalelser, så tyder det på, at følelserne stadigvæk er kog: “I’m not an angry person, but vocally I just scream and at one point just sound like a fucking lion or something.“ En europæisk sommertour er angiveligt under opsejling, så kryds fingrene for, at den karismatiske forsanger lægger vejen forbi Danmark, så vi kan få et brøl med.

Nyheder

The Raconteurs skifter navn down under

Den amerikanske nærved-supergruppe The Raconteurs, der blandt andet inkluderer den konceptglade guitarvirtuos Jack White og popdrengen Brendan Benson, er løbet ind i problemer. En måneds tid inden udgivelsen af deres allerede storhypede debutplade Broken Boy Soldiers er gruppen tvunget til at ændre navn. I hvert fald i Australien, hvor der allerede huserer et band, der deler navn med det amerikanske sideprojekt. Angiveligt skulle White og co. have forsøgt at købe retten til navnet, men opgav da der ikke kunne nås enighed om prisen. Derfor skal du nu kigge efter The Saboteurs, hvis du tager til Australien for at købe Meg White-fri retrorock.

Plader

My Architects: Grand Designs

My Architects byder på tomme kalorier i stor stil på deres debut. Grand Designs er egentlig fængende nok, men der er leflet alt for meget for lytteren, og det hele ender som et musikalsk happy meal.

Plader

Under Byen: Samme stof som stof

Tungere, mere komplekse og mere udfordrende end nogen sinde. Under Byen fortsætter med at vise nye facetter og overskud i sin sangskrivning, og selv om det tager lidt tid at blive lukket ind i Samme stof som stof, er det forunderlige univers uden tvivl anstrengelserne værd.

Plader

Film School: s.t.

Det er mørkt, røgfyldt og smager af 80'erne. Film Schools andet udspil reproducerer i fin stil lyden af tidlig The Cure og det dystre Manchester, blandet med shoegazing og ærlighed. Og det er slet ikke så dårligt igen.

Plader

LD & the New Criticism: Tragic Realism

LD Begthol har rent musikalsk taget en del med sig fra sin gæsteoptræden på Magnetic Fields-mesterværket 69 Lovesongs. Hos LD Begthol er kærligheden dog skiftet ud med død og vold, men Begthol formår ikke rigtigt at ramme samme pop-luftlag, som Stephin Merritt svæver rundt i.

Plader

Greg Dulli: Amber Headlights

Desværre er det kun et fåtal af sangene på Amber Headlights, som rigtigt smager af noget. Sangskriveren fra Afghan Whigs og Twilight Singers starter ellers med at køre uden hænder og helt ud til skrænten, men så sætter han en alt for poleret automatpilot til.

Plader

IDAHO: The Lone Gunman

IDAHO er veteraner på den amerikanske slowcore-scene, og på deres 10. udspil præsenterer styrmand Jeff Martin små filmiske montager. Men trods et fint atmosfærisk startniveau blændes den indre skærm af tilbagevendende hvid monotoni, hvor musikken går i tomgang og ikke rigtig når at berøre lytteren.

Artikler

Skjulte lyster: Burt Bacharach

Burt Bacharach har komponeret et væld af klassikere, som kan høres i elevatorer og supermarkeder verden over. Men tager du sangene med hjem, får du en parade af uforfalskede popperler, der alle er at finde i musikhistoriens kanon. Amerikanerens forgyldte sangskriver-pen er nemlig aldeles pletfri.