Så er Daedelus på vej med ny plade, der er en opfølger til Love to Make Music to fra 2008. Det rapporterer Prefix Mag. Pladen udkommer på Flying Lotus’ nye pladeselskab Brainfeeder, der kan fortælle, at pladen er en form for lydspor til historien om Bokser-oprøret, der var en modstandsbevægelse i Kina mod Dronning Victorias soldater. De kaldte sig selv “The Righteous Fists of Harmony”, hvilket også bliver titelen på Daedelus’ nye album, og de troede, at de havde magiske kræfter så som at være skudsikre, at kunne flyve og være i stand til at få døde til at genopstå. Deres magiske kræfter holdt dog ikke mere end tre år, så var 100.000 boksere, som de blev kaldt af den britiske hær, faldet i kamp, og det nye album er Daedelus’ forsøg på at skrive et requiem for deres endeligt. Ja, det lyder svulstigt og dramatisk, og det er videoen, der fungerer som trailer for albummet også, men den har nu også noget Disney-sødme over sig. Den minder i hvert fald mig om “Når du ser et stjerneskud” bare uden Jesper Fårekylling. Se den selv herunder. Først en trackliste: 1. An Armada Approaches 2. Tidal Waves Uprising 3. The Open Hand Avows 4. Order Of The Golden Dawn (featuring Laura Darling) 5. The Finishing of a Thing 6. Succumbing To (featuring Kid A) 7. Stampede Me (with Amir Yaghmai) 8. Fin De Siècle Daedelus “Righteous Fists of Harmony” from DestroyRockMusic Inc. on Vimeo.
Skribent - Kim Elgaard Andersen
Efterklang, Lindstrøm og Casiokids til Roskilde
Så kom den offentliggørelse af Efterklang på Roskilde Festival, som vi lidt havde ventet på. Bandet har haft travlt på det sidste, da de sidste år udgav Performing Parades, har turneret en del og indspillet en ny plade, Magic Chairs. Den udkommer 22. februar på det velrenommerede 4AD og skulle være mere ligetil ifølge Anna Møllers interview med bandet tidligere på måneden. Derudover er der også musik til dansegulvet. Norske Lindstrøm har en svaghed for fortidig elektronisk musik, som han bl.a. udforskede på Where You Go I Go Too fra 2008, der svælgede i proto-techno. I år er han gået sammen med sangerinden Christabelle og dyrker en helt anden antikvarisk genre, nemlig discoen, men med en klar opdatering af lyden. Desuden kommer ligeledes norske Casiokids, der tidligere har boltret sig på Pavilion Junior-scenen, og nu får plads på den regulære festival med deres electropop.
Hør ny Joanna Newsom-sang “Kingfisher”
Som vi nævnte for noget tid siden, så er Joanna Newsom jo på vej med et nyt album. Faktisk er der ikke så længe til, da det udkommer 23. februar. Siden da er der blevet frigivet et par sange, “81” og “Good Intentions Paving Company”, og nu kan man høre det seneste nummer, den ni-minutter lange “Kingfisher”, på Drag Citys hjemmeside. Det er et meget smukt nummer, og forventningerne til det nye album stiger yderligere. Det skal dog siges, at jeg havde problemer med at afspille nummeret i Firefox, men ikke i Google Chrome. Derudover er det også for noget tid siden blevet afsløret, at Have One on Me bliver et triple-album, og nu kan man se tracklisten til dette monstrum: 1. Easy 6:04 2. Have One On Me 11:02 3. ’81 3:52 4. Good Intentions Paving Company 7:02 5. No Provenance 6:25 6. Baby Birch 9:30 7. On A Good Day 1:49 8. You and Me, Bess 7:13 9. In California 8:42 10. Jackrabbits 4:23 11. Go Long 8:03 12. Occident 5:31 13. Soft As Chalk 6:29 14. Esme 7:56 15. Autumn 8:02 16. Ribbon Bows 6:11 17. Kingfisher 9:11 18. Does Not Suffice 6:45
Sage Francis rapper indierock
Der synes at tegne sig det mønster, at Sage Francis veksler mellem personlige albums og samfundskritiske. Personal Journals, ja titlen giver sig selv, og det sidste album, Human the Death Dance, tog udgangspunkt i personlig livserfaring, mens albummet imellem de to, A Healthy Distrust, leverede nogle alvorlige angreb på samfundets uforståeligheder. Derfor er det også passende, at Sage Francis’ næste album, Li(f)e, der udkommer 11. maj, bliver en kritik af en hyklerisk kultur og organiseret religion, som de informerer hos Anti-. Albummets titel er således en bevidst leg med ordet løgn og liv, og Francis udtaler om albummet: »Hvad ved livet er en løgn? Hvad vi får fortalt om Gud er en løgn. Hvad vi får fortalt om race, kønsroller, skønhed, krig, mad, medicin, seksualitet, kapitalisme, historie, menneskets natur … er en flok løgne. Jeg kan mærke det i min mave, jeg tænker det i min hjerne, jeg skriver det med mine hænder, og jeg siger det med min mund. Det er det, der gør livet og løgne til det generelle tema på dette album.« Til at hjælpe sig med at formidle det tema har han anskaffet sig et band bestående af producer Brian Deck (Modest Mouse, Iron & Wine) samt Jim Becker og Tim Rutili fra Califone. Desuden er selve musikken skrevet af bl.a. Jason Lytle (Grandaddy), Chris Walla (Death Cab for Cutie), Mark Linkous (Sparklehorse), Devotcka og medlemmer fra Calexico, så selve produktionen kommer ikke til at lyde meget af hiphop, men Francis’ levering vil selvfølgelig som altid være letflydende rap. Hvordan det kommer til at fungere, bliver spændende at høre.
Marvins Revolt stopper
Det er trist at skrive det, men Marvins Revolt har besluttet sig for at stoppe på ubestemt tid, og bandet er usikre på, om de nogensinde vil spille sammen igen. Beslutningen er taget i fællesskab ifølge udmeldingen på deres Myspace. De har simpelthen mistet lysten til at skabe musik sammen, toure og indspille musik og har derfor valgt at stoppe. Det er kun endnu mere ærgeligt, da de lige har udgivet en af 2009’s bedste plader, Patrolling the Heights. Bandet havde desuden også vist sine uovertrufne evner som liveband i december på Lades Kælder. Nogle evner som Japan blev de sidste til at opleve. Forhåbentlig vil en pause give dem nye kræfter og inspiration.
J Mascis i nyt band
Selvom de fleste vel vil mene, at J Mascis er en habil guitarist, hvilket han har bevist med adskillige guitarsoloer i Dinasaur Jr., så ser det ud til, at han i sine sidebeskæftigelser hellere vil spille trommer. Det gør han i hvert fald i Witch og et nyt band, der hedder Sweet Apple, som sender et album på gaden 20. april med titlen Love & Desperation. På bandets første single “Do You Remember”, der kan høres på deres Myspace, kan man ikke lige høre, at bandet opstod ud af en tragedie. Cobra Verde-sanger John Petkovics mor døde efter lang tids sygdom, hvilket fik ham til at køre kæderygende gennem USA uden formål. Da han kom til Vermont, ringede hans ven Dave Sweetapple fra Witch, der tilfældigvis bor i Vermont, de mødtes, og et band var født. Siden kom Cobra Verde-guitarist Tim Parnin og J Mascis med i bandet, og resultatet er altså snart klar til udgivelse. Heldigvis kan tragedier også inspirere positive resultater.
Fredagsvideo: Cold Cave: “Life Magazine”
Savner du firserne? Kold krig, goth og eyeliner? Så er Cold Cave et godt bud. Dette electro-pop-enmandsprojekt elsker lyden af Human League og New Order (og let’s face it, det gør de fleste vel), hvorfor Wesley Eisold (manden bag) har skrevet en række sange, der rådyrker stilen. I år udkom albummet Love Comes Close, og det er herfra feststarteren “Life Magazine” kommer fra. I videoen optræder Marti Domination, som foruden at pryde coveret på Cold Caves album, også har optrådt i Matthew Barneys kunstfilm “Cremaster 1”. Der er dømt benhård dekadence. Pas på jer selv i weekenden. P.S. Cold Cave spiller på Rust den 19. maj.
Jay Reatards dødsårsag fundet
Da chokket om Jay Reatards død kom i starten af året, var der uvished om dødsårsagen. Han var bare blevet fundet i sin seng. Siden svirrede rygterne, bl.a. om at han havde HN1N1, og det måske var skyld i hans død, og på et tidspunkt gik der også historier om, at hans død blev efterforsket som mord. Nu er årsagen til hans død fundet, har Stereogum fundet frem til via The Commercial Appeal. Ifølge obduktionen foretaget af Dr. Karen E. Chancellor var kokain-forgiftning skyld i hans død med alkohol som en stærkt medvirkende faktor. Med det liv, Jay var kendt for at leve, kommer det jo ikke som en overraskelse. Nu kan rygterne falde til ro, og Jay Reatard kan hvile i fred.
Japandroids kommer til Roskilde Festival
Ja, det er nok ikke helt i overenstemmelse med Roskilde Festival, der tidligere i aften afslørede tre nye navne til festivalen, The Temper Trap, Electrojuice og FM Belfast, men Japandroids fortalte i aften, at de spiller på festivalen til sommer. Den energiske duo fyrede deres debutalbum af live på Loppen her til aften og kom til at afsløre, at de vender tilbage til sommer til Roskilde Festival. En dejlig nyhed for de, der ikke fik set dem i går i Århus eller i aften, da bandet lød fuldstændig som på plade: Raslende rastløse, larmende og energiske. De spillede endda også et par nye numre, så der er allerede en plade nr. to på vej. Bandet var i øvrigt utrolig positive anlagte og var glade for den store opbakning og for Loppen som spillested. Der var muligvis lidt for meget bas i starten af settet, men de to canadiere fyrede den virkelig af og udviste stor spilleglæde. En sikker booking fra Roskilde Festival der i Japandroids nok skal få en god koncertoplevelse.
Definitive Jux lukker ned
Rygterne har svirret det seneste døgn, at Definitive Jux ville lukke butikken. Nu er det desværre officielt. El-P har skrevet en tåreperser af en pressemeddelelse på deres hjemmeside, hvor han takker sine samarbejdspartnere, kunstnere, medarbejdere og fans for 10 års arbejde med Definitive Jux. Pladeselskabet vil gå i hi på ubestemt tid, så El-P kan koncentrere sig om at lave musik og producere plader. Han understreger, at selskabet ikke lukker, man vil stadig kunne få nyheder om de forskellige kunstnere og købe merchandise, men der kommer ikke nye plader. Selvom selskabet måske ikke har leveret de helt store åbenbaringer de sidste par år, er det stadig trist. Da Definitive Jux startede i begyndelsen af sidste årti, bragte de en helt ny dagsorden for hiphoppen og viste en ny vej, der var kompleks og fascinerende. Albums med Cannibal Ox, Aesop Rock, Mr. Lif, Murs og El-P selv satte afgørende mærker i hiphop-historien og nye standarder for, hvordan genren kunne lyde. Nu kan man jo så håbe, at det betyder, at der vil komme en strøm af nye udgivelser fra El-P’s hånd, både som producer og solo.
Releasedato for Broken Social Scenes nye album
Nu er det over et halvt år siden, at vi her på Undertoner kunne fortælle, at Broken Social Scene var gået i studiet for at indspille en ny plade. Nu begynder der så endelig at vise sig resultater, har Tiny Mix Tapes opdaget. På Arts & Crafts hjemmeside har de nemlig annonceret, at albummet, der er produceret af Tortoises John McEntire, udkommer 4. maj. En titel har de endnu ikke fundet på, men de har jo altså også lige nogle måneder at løbe på. Når vi engang kommer så langt, tager bandet også på en kort Europa-tur, dog uden datoer i Danmark. Det nemmeste er vist at tage til London eller Köln, hvis man er meget Broken Social Scene-syg. Her er datoerne til deres mini-tour: 13/5 Brixton Academy (m. Pavement), London 14/5 All Tomorrow’s Parties, Minehead 17/5 Heaven, London 18/5 Melkweg, Amsterdam 19/5 Burgerhaus Stollwerck, Köln 21/5 La Maroquinerie, Paris
Murs og 9th Wonder udgiver nyt album
En af de mest kvalitativt sikre hiphop-duoer, Murs og 9th Wonder, har planer om at udgive nyt album. Det har Prefix Mag læst på Murs Twitter. Det bliver i så fald det fjerde album fra duoen, hvor især det første, Murs 3:16: The 9th Edition, er en lille klassiker. Generelt er Murs en travl herre. I 2008 udgav han den fremragende Murs for President, og sidste år udkom det tredje album med Felt, som er et samarbejde med Slug, der til denne plade havde Aesop Rock som producer. Det er vist unødvendigt at nævne, at det er et solidt album. Nå, men tilbage til det nye album med 9th Wonder, så er der ingen titel endnu, men albummet udkommer i hvert fald 30. marts, så spændingen er sat i vejret.
Yeasayer udgiver ny single til gratis download
Et af årets mest ventede albums her på redaktionen, er Yeasayers Odd Blood. Videoen til den første single, “Ambling Alp”, satte de forventninger højt i vejret, og der er god grund til at glæde sig til albummet udkommer 9. februar og koncerten 8. marts på Vega. Nu har bandet frigivet endnu en single, “O.N.E.”, som kan downloades frit og kvit fra deres hjemmeside. Eller næsten i hvert fald. Det koster lige en e-mail-adresse. Det er et herligt nummer med en positiv, elektronisk 90’er-produktion. Endnu et klart bevis på, at de har bevæget sig i en mere dansabel retning. Den kan også fås lige her:
Fredagsvideo: Kid Cudi: Cudderisback
Indie er virkelig blevet et hit i de mere poppede hiphop-kredse. Beyonce og Jay-Z har allerede erklæret deres kærlighed til genren, hvis man kan kalde den det, og nu har Kid Cudi kastet sig ud i en fængende sag bygget på Vampire Weekends “Ottoman” fra lydsporet til filmen “Nick and Norah’s Infinite Playlist”. Videoen handler mest om, at Kid Cudi ryger fede og synes, det er fedt, men nummeret hiver i mundtøjet for at få det til at synge med. God weekend!
MV/EE bringer varmen til Danmark
Ahr, nu må det satme snart stoppe, hva’? Al den sne og kulde er vi trods alt ikke vant til her i Danmark. I hvert fald ikke over så lang tid. Nu har vi brug for lidt varme, en dejlig kop te, et venligt lokale og et ægtepar, der spiller folket blues i stil med Neil Young, men med en god klat syre under tæppet for at stimulere frontallapperne. Det kan MV/EE levere, når de kommer til Danmark i næste uge. De har bl.a. spillet med Chris Corsano (Bjørk m.fl.), Ron Schneiderman (Sunburned Hand of the Man), J. Mascis (Dinosaur Jr.) og Samara Lubelski, men er også en rar oplevelse i sig selv. Derfor kan det anbefales at tage på Christianias Børneteater på tirsdag den 2. februar, hvor de spiller med Thulebasen som opvarmning præsenteret af Festival of Endless Gratitude og Koncertforeningen Hovedstolen eller fange dem dagen efter den 3. februar på Musikcafeen i Århus, hvor LJUD står bag arrangementet. Der er garanteret refugium for frossenpinde.
Nyt Battles-album i 2010
Tilbage i midt-00’erne gjorde Battles os alle sammen skøre i hovedet med deres urimeligt funky polyrytmiske overfald, der var en hidtil uset videreudvikling af mathrocken, der både gjorde den mere kompleks og mere poppet, mest udtalt på deres fuldlængde Mirrored. Både på plade og live var de en skræmmende enhed. Og så var der stille, og vi hørte kun fra Tyaondai Braxton sidste år, der udgav et solo-album. Men nu får vi heldigvis et nyt album at sætte tænderne i, skriver NME, der har snakket med bandets Dave Konopka. Bandet har arbejdet med pladen i deres hjemby New York og regner med snart at gå i studiet. Konopka siger, at planlægningen i Times Square-området muligvis har haft en indflydelse på albummet: »Det minder mig om en old school “Midnight Cowboy”-æra New York. Det meste af området er blevet Bloomberg’et (Bloomberg er New Yorks borgmester, red.) ind i forbrug, ESPN-zoner og Broadway-shows, men i udkanterne er der små lommer af lyssky synder.« Vi glæder os til det syndfulde album.
Fennesz, Rehberg og O’Rourke spiller i stereo
Så har de høje herrer i artsy fartsy-klubben holdt møde og blevet enige, om de burde udgive en plade. Artsy fartsy-klubben hedder Fenn O’Berg og udgøres af medlemmerne Jim O’Rourke (tidligere Gastr del Sol og Sonic Youth), Christian Fennesz og Peter Rehberg (Pita). Sidst klubben udsendte årsrapport, var i 2002 med albummet The Return of Fenn O’Berg, så det er da også på tide, at de terroriserer verden igen med deres eksperimenterende electronica. Ifølge Tiny Mix Tapes får vi derfor et helt nyt album på vinyl og cd den 2. marts med titlen In Stereo. Foruden sampling og digitale fiksfakserier vil de også anvende guitar, klaver, bas og percussion på det nye album, så de har virkelig arbejdet for lyden. Her er en trackliste, der helt bevidst ikke følger kronologisk orden: 01. Part III 02. Part IV 03. Part V 04. Part I 05. Part VII 06. Part VI 07. Part II * *Kun på vinyl-versionen.
Gang Gang Dance udgiver nyt album på 4AD
4AD fortsætter deres føromtalte hyring af nye kunstnere. Og denne gang har de fået fat i en af de store fisk. Måske ikke kommercielt, men i hvert fald et band, der har kunstnerisk succes. Gang Gang Dance udgiver nemlig deres næste plade på 4AD. Albummet bliver en opfølger til deres kritikerroste Saint Dymphna fra 2008. Hvornår det nye album mere præcist udkommer, er ikke afsløret endnu, men det skulle komme i løbet af 2010. Det stående spørgsmål er, om de lukker mere pop og hiphop ind i deres lydbillede, eller om de går helt nye veje. Spændingen stiger.
Hot shots remixer Liars
Liars er jo på vej med deres femte album, Sisterworld, som vi allerede skrev om sidste år. Et album, der skal følge op på det selvbetitlede genremix, som viste Liars fra en mere tilgængelig side. Nu forlyder det fra Tiny Mix Tapes, at der følger en bonusdisc med den nye plade, hvor nogle alternative stjerner remixer numrene. Det bliver Thom Yorke, Tunde Adebimpe (TV On The Radio), Bradford Cox (Deerhunter, Atlas Sound), The Melvins, Alan Vega (Suicide) og Blonde Redhead. En fornem forsamling, må man sige. Man kan i øvrigt også downloade nummeret “Scissor” gratis på albummets hjemmeside. Her har Angus taget sin lighed med en ung Nick Cave alvorligt og leverer en gotisk ballade, inden de begynder at rocke. Albummet udkommer 8. marts.
Fredagsvideo: Grouper: “Sputnik”
Vi tager lige en pause fra de traditionelle musikvideoer og smider en kortfilm i stedet. Dens musiske relevans er, at Liz Harris, der er bedre kendt som Grouper, har lavet lydfladen i denne sært forskruede film instrueret af Weston Currie. Grouper brød igennem til en større overflade i 2008 med albummet Dragging a Dead Dear Up a Hill, som blev en af årets oversete plader for Undertoners vedkommende. Filmen vil jeg ikke sige mere om, da jeg selv helst vil se film på så blankt et grundlag som muligt. Så nyd den: Hvis det var for dystert, kan du her more dig over stand-up-komiker Aziz Ansaris’ møde med Kanye West: Tak til Prefix Mag, Pitchfork og Nah Right for fredagens underholdning og god weekend til jer alle.
