Aloha har med Here Comes Everyone lavet en speciel plade, der kombinerer eksperimentel prog-rock med masser af pop-hooks. Det er musik, som placerer det amerikanske band højt på listen over nutidige musikere, der formår at eksperimentere og fryde på samme tid.
Rygterne om det canadiske band The Unicorns opbrud har længe verseret, og nu ser det ud til, at de, desværre, er blevet bekræftet. Det er det alvidende amerikanske indie-site Pitchforkmedia.com, der kan rapportere om nyheden, og så bør det vel passe. The Unicorns fik dermed en kort, men hektisk levetid, da det kun blev til en plade – den sprælske og mesterlige Who Will Cut Our Hair When We’re Gone, der udkom i hjemlandet i 2003, men først for nylig er nået til disse breddegrader. The Unicorns er tilsyneladende brudt op, fordi musikjobbet gik for meget ud over bandmedlemmernes liv, men to af dem har alligevel valgt at fortsætte i hiphop-sideprojektet Th’ Corn Gangg. Om det er en god eller dårlig ting, vil vise sig i en nær fremtid, da der er blevet lovet mp3’ere fra bandets side.
Ken Stringfellows brilliante evne til at skrive en vellydende popmelodi overskygger det faktum, at Soft Commands rent lydmæssigt er for pæn og en anelse kedelig. Kvaliteten er til gengæld mere konstant end i Posies-tiden.
Det københavnske pladeselskab Cph-sound udsender den 28. februar den anden udgivelse fra ukrainske Fotomoto i Danmark og Sverige. Albummet hedder Model og er fuld af dream-pop med franske tekster. Fotomoto har en helt unik lyd, og har blandt andet modtaget stor ros fra den legendariske og netop afdøde John Peel. Peel optog en session med bandet i 2004, og det har nu også kastet en stor artikel i the Observer af sig. På falderebet kan vi lige tilføje, at medlemmerne i Fotomoto har russisk som modersmål, hvilket gør følgende opsummering nødvendig: En gruppe ukrainere, der snakker russisk, men synger på fransk, udsender album i Danmark og Sverige, efter at have modtaget stor ros i England. Hvem sagde cross over?
Saturday Looks Good to Me spiller Phil Spector-inspireret tresserpop med elementer af halvfemser-indie. Ved første ørekast lyder Every Night lettere ordinær, men gentagne lyt afslører en glimrende og opløftende popplade.
Det produktive garage/stoner/psychrock-band Oneida udsender til maj albummet The Weeding, og det lyder til at blive en yderst interessant lytteoplevelse. Groft sagt består kernen i albummet af lyde frembragt på et kæmpe monstrum af en music box, som bandet selv har bygget af blandt andet krydsfiner, motordele og over 70 savblade. Der er blevet banket søm i i bestemte intervaller, det er blevet optaget, og det hele er blevet bundet sammen af en seriøs omgang strygere. Brian Coughlin, der har stået for en del af arrangeringen af strygerne betegner det færdige resultat således: “Den følelsesmæssige kompleksitet i denne musik er uforlignelig – det eneste, der kommer i nærheden af det, er en steel-drum-version af Stairway to Heaven, som jeg engang arrangerede til en forlystelsespark.” Flottere ord kan en plade vel næsten ikke få med på vejen. Vi glæder os til den 3. maj, hvor The Wedding udkommer. Her er tracklisten foreløbigt. 1. The Eiger2. Lavender3. Spirits4. Run Through My Hair5. High Life6. Did I Die7. You’re Drifting8. Charlemagne9. Know10. Heavenly Choir11. Leaves12. The Beginning Is Nigh13. August Morning Haze
Dance/electronica/rock/pop-kunstneren Moby udgiver snart singlen Lift Me Up, der en forløber til albummet Hotel. Lift Me Up rammer gaden den 28. februar, men kan allerede nu høres på hjemmesiden www.mobyhotel.com. Siden er rent faktisk indrettet som et hotel, hvilket er: a: Fantasifuldt og godt fundet på, eller b: Pisse-irriterende. Under alle omstændigheder kan man der finde ud af, at singlen kommer i tre forskellige eksemplarer – to cd´er og en 12″. Den ene cd indeholder sangen Mulholland, mens den anden cd indeholder forskellige mix af Lift me Up lavet af henholdsvis Mylo, Superdiscount og Abe Duque. Hotel udkommer den 14. marts.
Roskilde Festivalen offentliggjorde i dag fire yderligere navne til årets program. Det drejer sig om de fire danske navne Efterklang, Junior Senior, Bikstok Røgsystem og musikveteranerne fra Laid Back. For Efterklang er det endnu et klap på ryggen efter en periode, hvor bandet har modtaget stor ros for debut-cd´en Tripper. Klap på ryggen er også noget Junior Senior ved noget om, da de for et par år siden bragede igennem med deres debutplade og singlen Move Your Feet, der stadig giver genlyd på amerikanske indie-musik-sites. Nu er duoen på vej med deres andet album, men koncerten på Roskilde-festivalen er stadig en af de få, Junior Senior giver til sommer på dansk grund. Bikstok Røgsystem er også godt på vej til succes efter, at de modtog en “Steppeulv” som årets danske håb, og endelig må man gå ud fra, at Laid Back spiller White Horse. www.roskilde-festival.dk
I kølvandet på flodbølgen i Asien (undskyld ordspillet) har folk som sjældent før fundet sammen om projekter, der skal indsamle penge til ofrene. Således også på den danske musikscene. Her er 12 århusianske bands gået sammen om at lave en støtteplade, der i den gode sags tjeneste lader alt overskud gå ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp.Med et par skridt på afstand kan man dog spekulere over sådanne gøremål og stille spørgsmålet, hvor meget personlig fortjeneste i henhold til omtale de gældende orkestre ikke får. Det undlader vi dog her (sådan da!) og præsenterer i stedet tracklisten på After the Flood, som pladen passende er kaldt. 1. Magnum44: Wild Thing2. Pinboys: I Hate All the Things You Love3. Strömning: 3324. Tiger Tunes: My Manhood5. Fast Gallows: Casulty6. Marvel Hill: Goodbye Love7. Gob Squad: Reunion8. Yellowish: New Beginners Day9. Powersolo: Broken Wings10. The Burning Primitive: Caught in a Trap11. Ivan: Et liv i drømme12. Veto: You You For mere info: www.aftertheflood.dk
Nu vover Soundvenue sig ud, hvor mange andre i tidernes løb er gået nedenom og hjem. Fra den 10. marts kan du finde bladet på hylderne hos din bladforhandler – men det er ikke længere gratis. Nu bliver du nødt til at slippe 40 kroner, hvis du vil have deres læsestof med dig hjem. Det er et værdigt forsøg, men også et farligt forsøg. Tiderne har vist, at det ikke lader sig gøre at holde et seriøst musikblad oven vande, hvis man vil have folk til at punge ud for det. Hvem husker ikke Wild? Eller Zoo? Og i en tid hvor internettet har bragt et kæmpe udbud af gratis online-musikmagasiner oven i de i forvejen etablerede trykte, får Soundvenue virkelig noget at kæmpe med. Hvis de vil holde en seriøst fokuseret tone og ikke lefle for den gennemsnitlige musikforbruger i Danmark, er der enorme udfordringer i vente. Men de får en tommelfinger op herfra for forsøget…
Back Roads er en udgivelse, der, trods adskillige gode momenter, ender med at blive en middelgod plade. Boxstep tackler flere genrer, end de kan styre, og det endelige resultat bliver mere rodet, end det burde være. Det er synd, for til tider er pladen smuk og medrivende.
Den tredje fuldlængde fra Cursive-forsangeren Tim Kashers sideprojekt, The Good Life, er en karruseltur rundt i alle aspekter af parforholdets op- og nedture. Det er en bragende intens lytteoplevelse og en fremragende plade.
Med forførende 60’er-agtig og lettere psykedelisk popmusik er Shutdown the Sun en yderst lyttevenlig oplevelse, som de fleste vil kunne glæde sig over, men som de færreste vil være helt oppe og ringe over.
Den anden fuldlængde fra Slowdive-guitaristen Christian Savills nye band, Monster Movie, er en omgang varieret dream-pop og shoegazer, der holder en høj standard, men lige mangler den gnist, der ville gøre det fremragende.
Den yderst behagelige indiepop på Apartment 18 bliver en smule ødelagt af, at det hele minder så ufatteligt meget om Elliot Smith, og så er sangene i øvrigt også for korte.
Thomas Denver Jonsson & the September Sunrise har med Hope to Her lavet en utrolig smuk og melankolsk countryplade, og vi bøjer os endnu en gang i støvet for vort broderland Sverige.
Som en Counting Crows-kopi af værste skuffe har The Light Wires udgivet en debutplade fyldt med yderst banal og inderligt ligegyldig radiorock.
Aberfeldy viser med deres debutplade, at de kan skrive dejlige og pæne popmelodier, men i sidste ende bliver det hele for blidt, for ømt og for kedeligt.
Med deres tredje udgivelse leverer Mclusky stadig hårdtslående og fængende rockmusik, der ikke skal tages alt for seriøst. Godt, men ikke fremragende.
Med Why Don’t You Know Me Yet? viser Graham Travis, at han er en popsnedker af første klasse. Så gør det ikke så meget, at han ikke opfinder den dybe tallerken.
