Hvis man den 10. maj er i humør til at være ked af det på den fede måde, bør man måske kigge forbi Loppen i København, hvor amerikanske The Album Leaf giver koncert med canadiske Great Lake Swimmers som support. The Album Leaf er synomymt med guitaristen Jimmy LaValle, og musikken er en afdæmpet ambient post-rock, dryppende med melankoli. The Album Leaf har tidligere turneret med Sigur Ros, og det islandske band er da også en meget god referenceramme, hvis man ikke kender til Jimmy LaValles musik i forvejen. Great Lake Swimmers er knap så ambient og post-rocket, men det er stadig afdæmpet og dryppende med melankoli, når frontmand Tony Dekker leverer den smukke My Morning Jacket-agtige vokal på en baggrund af blandt andet klaver og akustisk guitar. Great Lake Swimmers udgav i 2003 det selvbetitlede debutalbum, og for nylig kom det andet album Bodies and Minds så på gaden.
Skribent - Peter Hansen
The Mountain Goats udgiver EP til download
The Mountain Goats, der hovedsageligt består af den ekstremt produktive amerikaner John Darneille, har netop udgivet en ny EP, som dog kun fås som download på nettet. EP´en, der bærer titlen Dilaudid er den nyeste udgivelse i en lang, lang række af albums, 7-tommer-singler og sågar kassette-bånd fyldt med The Mountain Goats specielle og yderst low-fi-agtige tag på indie-genren. Dilaudid er en forløber til den regulære fuldlængde The Sunset Tree, der udkommer om et par uger på 4AD. EP´en vil både indeholde numre fra det kommende album, samt numre, der ikke klarede cuttet til den udgivelse. Dilaudid kan købes/downloades på 4ADs hjemmeside. Trackliste: 1. Dilaudid2. This Year3. Collapsing Stars4. Dilaudid (Marrtronix Version)
Tindersticks-frontmand på vej med soloudgivelse
Stuart Staples, sanger i kammerpopbandet Tindersticks, kommer snart på banen med nogle soloudgivelser – først et par singler og derefter et album. Endnu er der ikke megen information om udgivelserne, men singlerne udgiver Staples i april-maj på sit eget nyoprettede selskab Lucky Dog, mens albummet kommer i midten af juni på Beggars Banquet. Fuldlængden får titlen Lucky Dog Recordings 03-04, og ifølge Beggars Banquet er sangene “smukke”. Det skal de jo sige. Tindersticks udgav op i gennem halvfemserne en række plader, og fik hurtigt en trofast fanskare, der elskede, og sikkert stadigvæk elsker, den romantiske indiepop, som Stuart Staples og co. står for.
Norsk pop-fænomen på Rust
Norske Annie, er noget så sjældent som en ung, smuk popdiva med indiecreds. Hendes debutalbum fra sidste år Anniemal fik mange roser med på vejen adskillige steder og nu besøger hun så København. Der er nærmere bestemt tale om en koncert på Rust på Nørrebro lørdag den 14. maj, og mon ikke den norske pige forstår at spille op til en ordentlig fest. Anniemal er i hvert fald fyldt med upbeat popnumre, som for eksempel de to singler Chewing Gum og Heartbeat. Så hvis du en dag har lyst til at stige ned fra den eftertænksomme indiehest og slå dig løs sammen med andre mennesker, ville den 14. maj måske være en god dag at vælge.
Kaiser Chiefs kommer på Loppen
På trods af en selvbestaltet status som undergrundsmusiknetzine er vi her på Undertoner ikke for fine til at tage vores lille tørn i hype-maskineriet, når lejligheden byder sig. Og når et band som Kaiser Chiefs, der ligger i limboen mellem nutidigt indieband og fremtidige NME-hype-darlings, giver koncert i Danmark, har lejligheden budt sig. De britiske pop-new-wavere kommer således til Loppen på Christiania den 4. maj, og giver en, forhåbentlig, hæsblæsende koncert. Koncerten i København er én blandt mange på en omfattende verdensturné, der starter i Skotland i dag og ender i England til august. Ind imellem kommer Kaiser Chiefs også rundt til en masse sommerfestivaler, og selv om Roskilde Festivalen ikke står på programmet, er der et hul i tourkalenderen i den periode – lige mellem Hultsfred-festivalen i Sverige og Quart Festivalen i Kristiansand, Norge.
Jon Spencer en del af Crunchy-familien
Det danske pladeselskab Crunchy Frog har netop signet Jon Spencer og Matt Verta-Ray, der sammen optræder under navnet Heavy Trash. Duoens Crunchy-debut bliver det selvbetitlede album Heavy Trash, der udkommer den 9. maj. Musikken bliver på Crunchys hjemmeside – selvfølgelig – beskrevet på en yderst omfangsrig, hip, by-smart, tungen-i-kinden-og-glimtet-i-øjet-agtig måde, der efterlader én med intet indtryk af, hvad man kan forvente. Her på Undertoner er vi dog aldrig bange for at tage nogle chancer, så vi skyder på, at det bliver sådan lidt Rock´n´Roll-agtigt. Jon Spencer er i forvejen hovedsageligt kendt fra Pussy Galore og Jon Spencer Blues Explosion, mens Matt Verta-Ray tjente sine musikalske lærepenge i indie-rock-bandet Madder Rose.
Cph-Sound signer dansk hardcoreband
Det danske pladeselskab Cph-Sound har signet det danske hardcoreband The Psyke Project, og den nye udgivelse Daikini kommer den 17. maj. Pladen, der er bandets anden fuldlængde, betegnes som værende “brutal, intens og dyster, brudt op af tunge breakdowns og smukke episke passager“. The Psyke Projects første og selvfinansierede udgivelse Samara kan også erhverves igennem Cph-Sound/VME, og ellers har man også chance for at opleve musikken, når bandet tager på turné efter udgivelsen af Daikini. Her er de første stop på turen: 13. maj: København, Stengade 30, RELEASE PARTY w. Special Guest20. maj: Odense, Studenterhuset, w. Rentokiller21. maj: Århus, Musikcafeen w. Rentokiller3. juni: København, Ungdomshuset w. Funeral Dinner10. juni: Århus, Spot 11 Festival11. juni: Helsinge, HC-32 Festival Vol. 229. juni: Roskilde, Obscene
Bloc Party og Bright Eyes blandt nye Roskilde-navne
I dag var dagen, hvor en bunke nye navne blev tilføjet til programmet for årets Roskilde Festival, og som vi skrev i går, er både Sonic Youth og Mars Volta at finde på dyrskuepladsen til sommer. Derudover kan man nu også glæde sig til blandt andre de engelske new wave-rockere Bloc Party, der har gjort kanon-karriere i indiekredse, samt den unge Conor Oberst, der under sit alias Bright Eyes har fået et mindre gennembrud i år. Det canadiske pop-ensemble The Hidden Cameras formår sikkert at skabe en fest i et af de mindre telte, mens ligeledes canadiske Death From Above 1979 er garant for en fængende og yderst medrivende rockkoncert. Endelig bliver det nok også interessant at følge det Mike Patton-tema, som festivalen har på programmet i år. Den tidligere Faith No More-frontmand optræder således hele fire gange på dyrskuepladsen i forskellige konstellationer. Ud over en koncert med Pattons hovedprojekt Fantômas kan man blandt andet også opleve Maldoror, der er et konventionsudfordrende projekt, hvor Patton optræder sammen med den japanske støjguru Merzbow. Se alle de nye tilføjelser til programmet på Roskilde Festivalens hjemmeside
Antony and the Johnsons på Loppen til maj
Den androgyne popsmed og himmelstormer Antony kommer sammen med the Johnsons på besøg i Danmark til maj. Nærmere bestemt giver bandet Antony and the Johnsons en koncert på Loppen i København den 16. maj. Det amerikanske avantgarde- og kammerpop-ensemble har netop udgivet albummet I Am a Bird Now til stormende kritikerros over hele den musikhørende del af verden. Pladen har også gjort et stort indtryk her på Undertoner, hvor den fik topkarakter og blandt andet følgende ord med på vejen: “Der gemmer sig en tung sky af vemod og melankoli i melodierne, og man bliver plantet klos op ad lyrikken, så man helt glemmer, at det ikke er en bekendt, man sidder og lytter til. Følelserne vælter ud af munden på Antony og direkte gennem hjernebarken på lytteren, der blot sidder mundlam tilbage, paralyseret og betaget, gennemlytning efter gennemlytning.“ Til koncerten på Loppen kan man så håbe, at publikum ikke er så paralyserede, at de glemmer at klappe. Undertoners anmeldelse af I Am a Bird Now
Josh Rouse: Nashville
Med sin nyeste udgivelse Nashville har singer/songwriteren Josh Rouse taget endnu et skridt ud imod den rene popmusik. Det er der kommet en nærmest vanvittig behagelig plade ud af, som man skal være temmelig kold om hjertet for ikke at falde bare lidt for.
Hør nye sange fra Jomi Massage live
Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen er i fuld gang med arbejdet på opfølgeren til hendes debutalbum Aloud, der udkom sidste år. Den nye plade med arbejdstitlen From Where No One Belongs, I Will Sing”¦ er sat til at udkomme til september på Morningside Records, men allerede her i april kan man få en idé om det nye materiale. Jomi Massage tager nemlig på en lille turné rundt i kongeriget, hvor hun blandt andet vil spille sange fra den kommende plade. Ind imellem showene får hun endda tid til at medvirke som Sonic Youth-ekspert i Musikprogrammet (altså I ved, programmet om musik) på DR2, og efter turen rundt i Danmark spiller Jomi Massage videre i Frankrig, hvor hun blandt andet er support for Nina Nastasia. Her er planen: 13. april: Musikcaféen, Aarhus 14. april: Studenterhuset, Aalborg 15. april: Loppen, Christiania 16. april: Studenterhuset, Odense 26. april: Paris, Maroquinerie (Med 50 Foot Wave + The Rogers Sisters + Help she can’t swim) 27. april: Nantes, Olympic (med 50 Foot Wave + Help she can’t swim) 28. april: Amiens, La lune des pirates (med Nina Nastasia) 29. april: Dieppe, Scene national (med Regina Spektor + A girl called Eddy) 30. april: Grenoble, Le ciel (med The Rogers Sisters) 3. maj: Dijon, Atheneum (med Rogers Sisters) 4. maj: Lyon, Ninkasikao (med Rogers Sisters)
Sonic Youth på Roskilde Festival
Det ser ud til, at endnu et stort og interessant navn har fundet vej til årets Roskilde Festival. Ifølge det tyske musiksite Universal Rock er det legendariske støjrock-band Sonic Youth således på nippet til at blive tilføjet den officielle bandliste. Newyorker-bandet, der sidste år udgav albummet Sonic Nurse, er pionerer inden for den støjende guitarrock og har siden starten af 80’erne udgivet den ene kritikerroste plade efter den anden. Især Daydream Nation fra 1988 bliver af mange betragtet som en milepæl i rockhistorien, men her 17 år efter fremstår Sonic Youth stadig som et interessant og vedkommende band. Ud over Thurston Moore og co. er Mars Volta ifølge Universal Rock også at finde på årets festival. Posthardcore-bandet, der er en udløber af At the Drive-In, debuterede i 2003 med De-Loused in the Comatorium og har netop udgivet albummet Frances the Mute.
Graham Coxon barsler med nyt album
Tidligere Blur-guitarist, Graham Coxon, er så småt gået i gang med efterfølgeren til hans seneste plade Happiness In Magazines. Den nye plade, der er Coxons sjette fuldlængde i alt, men kun hans anden efter bruddet med Blur, har ikke fået et navn endnu, men der er allerede indspillet otte nye sange til den. To af de sange kan være I Can´t Think Of Your Skin og Gimme Some Love, som begge er blevet spillet på Coxons netop overståede USA-turné. Der er ingen detaljer om, hvornår det nye album forventes at udkomme, men det er sikkert og vist, at Stephen Street igen sidder i producerstolen – ligesom han gjorde under arbejdet med Happiness In Magazines. Graham Coxon selv vil i den nærmeste fremtid kaste sig over artworket til den nye plade, og så skal han også dekorere sit badeværelse. De rockstjerner, de rockstjerner”¦
The dB's genforenes
Genforening er det nye retro – det må efterhånden være en gammel sandhed. I klubben for klassiske bands der genforenes, har the dB’s netop meldt sig ind. Det halvlegendariske powerpop-band fra firserne er tilbage i den originale opstilling med Chris Stamey, Peter Holsapple, Will Rigby og Gene Holder, og de fire gutter har endda skrevet og indspillet nye sange sammen. Syv original-kompositioner og et cover af den gamle Motown-klassiker What Becomes of the Brokenhearted er, hvad det foreløbig er blevet til, og selv om the dB’s endnu ikke er tilknyttet et pladeselskab, er planen at der skal komme et nyt album i starten af 2006. Derefter er det også meningen, at bandet vil turnere på baggrund af den nye plade, og selvom det hovedsageligt er lysten til at skrive ny musik, der har drevet the dB´s til en genforening, kan man også godt regne med gamle klassikere til koncerterne. Fra 1981 til 1987 nåede the dB’s at udgive 4 plader, men det var dog kun de to første, hvor Chris Stamey var med på. Han gik således solo i mellemtiden og har siden dengang også spillet bas i indiebandet Yo La Tengo fra tid til anden.
Undertoner skifter redaktør
Med fare for at virke som et usædvanlig selvoptaget musiksite vil vi i dag benytte lejligheden til at fortælle, at der er kommet en ny redaktør her på undertoner. Han hedder Mikkel Arre og har længe været tilknyttet stedet som co-redaktør og skribent. Fra i dag af er han lederen, bossen, “The Head Honcho”, “The Man”, “The Big Kahuna” og hvad man ellers kan finde på af mere eller mindre gyldige synonymer for redaktør. Mikkels mailadresse hedder meget simpeltmikkel@undertoner.dkog ellers er man også stadig velkommen til at rette henvendelser pånyheder@undertoner.dk Bag ethvert smil gemmer der sig dog også en lille tåre, og når vi siger goddag til Mikkel som redaktør, er det jo fordi vi er blevet nødt til at sige farvel til Anders som redaktør. Anders Hjortkær Christensen har således fået et job i den virkelige verden, men han har heldigvis stadig tid til at berige undertoner med sin skarpe pen, når det gælder anmeldelser af plader. Med hensyn til fremtidige tiltag her på sitet, kan vi, uden at love for meget, godt love en hel masse. Idéerne bobler som aldrig før, og inden for en overskuelig fremtid vil I, kære læsere, forhåbentlig også nyde godt af et musiksite, der bliver bedre og bedre. Til sidst bliver vi, med dags dato i mente, nødt til at understrege, at dette ikke er en aprilsnar. Vi er slet ikke skøre nok til at lave den slags.
Crunchy byder på øl og “knallerter”
Det danske pladeselskab Crunchy Frog holder tirsdag den 5. april releasefest for det svenske band The Mopeds’ nye plade Fortissimo, der udkommer på mandag. Festen foregår i København, nærmere bestemt i Huset på Magstræde 14, og der bliver fra klokken 17 budt på gratis øl og smuglyt til pladen. Efter planen er folk dermed godt stive, når the Mopeds går på ved halv syv-tiden og giver en gratis koncert. Hvis alle de gratis ting ikke er grund nok til at dukke op, kan dette uddrag fra Crunchy Frogs omtale af Fortissimo måske gøre det: »Den er fræk, farverig, skrydende og helt igennem elskelig. Sange med kanter og popappeal. Tekster med vid og humor. Du elsker den jo allerede. Du vil have den. Du vil høre den.« Wow. Fik vi nævnt, der var gratis øl?
Decemberists spreder Bush-fjendtlig video
The Decemberists nye video til nummeret Sixteen Military Wives fra bandets netop udkomne tredje fuldlængde Picaresque bliver distribueret via Bit Torrent – et såkaldt Peer to Peer program. Det er dog med bandets og deres pladeselskabs (Kill Rock Stars) velsignelse, at videoen bliver spredt og downloadet fra computer til computer i de små indie teenagehjem. Selv om Sixteen Military Wives har været vist på MTV2, mente man, at der var større chance for eksponering via Bit Torrent. Selve videoen er en knap så diskret, men ret så sjov, kritik af Bush-regeringens beslutning om at gå i krig mod Irak. Forsanger i the Decemberists, Colin Meloy, spiller en high-school-knægt, der agerer som USA i et slags FN-spil på skolen, og han beslutter sig for at angribe Luxembourg, der”¦ Ahhr ok, se selv her.
Tysk ros til Cartridge og Lake Placid
De danske bands Cartridge og Lake Placid er i yderst fornemt selskab i det tyske musikmagasin MusikExpress. Begge er nemlig blandt de fem navne, der i bladet er udnævnt til “Newcomer des Monats”. Denne fine tysk- og engelskklingende titel må de to danske bands dele med ingen ringere end The Arcade Fire, M.I.A. og de engelske partyrockere Maximo Park. Magasinet kalder Lake Placids musik for “Up-Tempo-Synthiepop-Songs” (udtalt med tysk accent), mens Cartridge bliver sammenlignet med the Killers og the Rapture. MusikExpress kan ses som den tyske pendant til NME, og Lake Placid og Cartridge har dermed lige opnået en noget højere kommerciel status i vores sydlige naboland. Til gengæld har bandenes hardcore “indiecred” selvfølgelig fået et lille nøk nedad, men hvem går op i den slags?
The Unicorns: Who Will Cut Our Hair When We’re Gone?
The Unicorns eksisterer ikke længere, og det er ærgerligt. For deres sidste plade Who Will Cut Our Hair When We’re Gone? er et lille livsbekræftende popmesterværk, der forryger og underholder fra start til slut. Legesygen har sjældent haft så stor en plads på et album.
MC Hansen Band: Bogrough Junction
MC Hansen Band er noget så sjældent som et dansk country-blues-band, der rent faktisk holder, også selv om man er under 50. Med Bogrough Junction har bandet lavet en solid plade, der dog lige mangler den smukhed, som country-artister andre steder i verden præsterer.
