Tuareg-tappedjævlen Mdou Moctar og hans kvartet er tilbage i fremragende form, selvom der er lidt mere pusterum end tidligere. Det gør ikke noget. Det er nemlig fortsat de udmattende guitarstykker, der bærer værket, og guitarister fås ikke meget bedre i 2021 end Moctar.
Primus motor i hedengange The Smashing Pumpkins, Billy Corgan, er tilbage som solist med et noget ujævnt singer/songwriter-album.
Det engelske shoegaze-orkester er tilbage med første album i 22 år; et højst vellykket og underligt ubesværet comeback.
Med Head Carrier er Pixies tilbage i form. Sådan en slags grundform, uden de store spurter indlagt. Begynd ej her.
Med det nylige, anmelderroste album The Wilderness i bagagen indtog postrockorkestret fra Texas et udsolgt Pumpehuset. Ligesom albummet levede Explosions in the Skys koncert fuldt ud op til forventningerne.
De svenske nationalmelankolikere lægger sig selv i graven med stort annonceret farvelalbum og turné. Albummet viser, at det er rette tid at stoppe – men også, at der er meget at takke Kent for.
Ti år efter deres seneste plade er trioen Sleater-Kinney fra Olympia tilbage fra førtidspension med deres ottende plade, No Cities to Love, der næppe vil skuffe hverken deres ældre fanskare eller nytilkommere.
I sidste øjeblik-bookede Slowdive leverede natten til søndag en totalbetagende støjfest på både godt og skidt.
De walisiske 90'er-helte i Manic Street Preachers lagde vejen forbi København med en lang række blandede favoritnumre samt smagsprøver på det kommende album Futurology. Til tider blev det lidt frikadellet, men Manics holder bestemt endnu.
Med afsæt i en nogenlunde ligelig fordeling af henholdsvis deres egne, nye numre og de mudrede mastodonter fra Kyuss-epoken jævnede Vista Chino mere eller mindre et stopproppet Loppen med jorden.
GY!BE er vendt tilbage som død og pokker, ligesom de er bedst til. 'Allelujah! Don't Bend! Ascend! er en brutal og underskøn fornøjelse, der hele tiden bliver flottere: som en asteroide på størrelse med Texas, der kommer stadig tættere på...
Mazzy Star er på trods af en længere tur i mølposen genopstået som et modent band, der hverken virker uddateret eller dovent.
De texanske teksturer er i behold på Explosions in the Skys sjette album, der udstiller både styrker og svagheder for et af postrockens mest ekspressive bands, som dog efterhånden kunne bruge en blodtransfusion, selvom de stadig virker friske i ånden.
Det lignede den legendariske og for længst opløste artrock-gruppe Galaxie 500, der optrådte på KB18, men det var kun Dean Wareham. Det lod hverken Wareham, band eller publikum sig nu mærke med, og sætlisten kunne ikke have været meget bedre.
John Grant kan få folk til at tude ved at synge om repertoiret i en slikbutik, og live var det en både charmerende og ærefrygtindgydende oplevelse – kun med lidt savn af den bombastiske opbakning fra vennerne i Midlake.
Mogwai var i glimrende form, selvom manglen på blod ud af øregangene er et irritationsmoment, når det netop er Mogwai. Fokus lå på de nye numre, men et par favoritter gav buler i både ører og tag, da der blev givet pokker i lydrestriktionerne.
Endnu en gang udøver Radiohead blitzkrieg mod deres fans, men i forhold til 2007-udgivelsen er The King of Limbs både kortere, køligere og mere usammenhængende. Resultatet er såmænd en ganske kedelig parentes af en Radiohead-plade.
44-årige Mark Kozelek har sit speciale i tristesse og poesien i livets jammerdal - med en særegen stemme og et sublimt guitarspil. De blev anvendt mere end fornuftigt på den første af hans to koncerter i Danmark.
De passivt aggressive skotter i Mogwai fægter både vanligt højt og mindre bredt på deres seneste album. Forvent episk pumpeorgel, forcerede højdepunkter og en del panisk frihjul. Hvis du kan lide Mogwai, kan du nok lide det alligevel.
BRMC gav en fremragende koncert med få skønhedsfejl. Sætlisten var taget fra hele bagkataloget, og frem for en lang hitparade var der både hemmelige numre og god variation imellem pisk og gulerod.
