Anbefalet

De fleste har sikkert en række plader, som de er vokset fra. F.eks. vidner mængden af Boney M-plader i antikvariaterne tikronerskasser om, at tysk disco for manges vedkommende er et lykkelig overstået kapitel. Men der er imidlertid plader, som man på trods af almindelig fornuft insisterer på at holde fast i. Vi giver en flok eksempler.(22.03.07)Visse plader er så uddaterede, at det er vanskeligt at forestille sig, at de skulle få en revival. Folk, der så MTV eller hørte radio i 90’erne, behøver bare at tænke på Ugly Kid Joe, Spin Doctors eller Rednex. Trend- og hitlistegudernes veje er ofte uransagelige. Men der er også en underlige mellemkategori: Plader, som tydeligvis hænger uløseligt fast i en bestemt kontekst, men som alligevel har en sær dragende effekt. Med andre ord: plader, som man burde være vokset fra, men som alligevel er for gode til, at man kan få sig til at glemme dem. Vi anbefaler her en håndfuld. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Mikkel Mortensen Smashing Pumpkins: Melon Collie & the Infinite Sadness (1995) Billy Corgan – en mand der lyder, som om han for evigt er fanget i et pubertært helvede – byder her på et overflødighedshorn af teenageangst. Dobbeltalbummet er varieret nok til at fungere som soundtrack til de fleste følelsesudsving, en teenager kan komme ud for. På trods af at albummet er alt for langt, så er Corgan dog en glimrende sangskriver, der på trods af sin hang til selvmedlidenhed og lidt for meget pompøsitet sagtens ved, hvordan man skruer gode sange sammen. Coldplay: Parachutes (2000) Bandet var knap nok selv ude af teenageårene, da de lavede dette album fyldt med sørgmodige ballader om knuste hjerter og andre teenageproblemer. Nogle vil nok kalde det “tuderock”, hvilket så vidt vides er en genre, der appellerer mest til følsomme teenagere. Men Chris Martin er altså en fremragende sanger, og bandet er bestemt ikke uefne, når det gælder om at skrive sange, der går direkte i hjertekulen. Et album for følsomme personer af alle aldersgrupper. Fiona Apple: When the Pawn (1999) Den purunge, amerikanske singer/songwriter fulgte op på sit millionsælgende debutalbum med endnu en samling pianodrevne popsange om kærlighedens bedrageriske væsen og andre angstfyldte temaer. Fiona Apple viste sig dog – chokerende nok – at være en fantastisk sangskriver, der mestrer den svære kunst at skrive lettilgængelige, men også langtidsholdbare sange. Og så viste Jon Brion sig at være den helt rigtige producer, når det gjaldt om at få kanterne frem i materialet. Martin Laurberg José Feliciano: Feliciano! (1968) Spørgsmålet er, om det nogen sinde har været rimeligt at kunne lide denne plade … Feliciano toppede i sin tid de mere Giro 413-agtige hitlister med latinagtige easy listening-udgaver af hits som “Light My Fire” og “California Dreaming”. Det er lummert … men alligevel tillokkende! F.eks. kan Feliciano finde på at sætte trumf på ved pludselig at slå over i indfølt spansk. Og desuden er det sjovt, som han hele tiden ødelægger den afslappede stemning med sine evindelige pralerier på den spanske guitar. Soul Asylum: Hang Time (1988) Efter manges mening er Soul Asylums 90’er-hit “Runaway Train” så forfærdeligt, at selve bandnavnet vækker afsky. Men faktisk er deres dårlige rygte helt urimeligt. Det er Hang Time et godt eksempel på. Ja, jeg forsvarer dem helt klart af nostalgiske årsager. Men uanset hvad er dette ægte arbejderrock fra bundhæderlige mennesker iført skovmandsskjorter og med bagagerummet fuld af dåseøl. Og så lyder det en gang imellem lidt som verdens bedste band – The Replacements. Porno for Pyros: s.t. (1993) Da Jane’s Addiction-frontmanden Perry Farrell dannede Porno for Pyros, syntes jeg, at det var fedt nok, at Farrell sang så meget om sit sexliv (“Orgasm”, “Black Girlfriend” etc.). Det synes jeg sådan set stadig. Til gengæld er der elementer af hård 90’er-funkrock på pladen, som i dag burde være helt uacceptable at lytte til. Alligevel er det en rigtig god plade. Farrell synger bedre end nogen sinde, og det hele har et psykedelisk præg, som man måske godt kan savne lidt hos Jane’s Addiction. Søren Jakobsen Rage Against the Machine: s.t. (1992) Genren rapmetal begyndte og endte med Rage Against the Machine – og måske allerede med deres debut. At de kunne proppe så meget frådende raseri mod kapitalen og amerikansk udenrigspolitik ind på én plade, er i sig selv bemærkelsesværdigt. At de samtidig satte en ny standard for, hvad man kunne få ud af den stagnerende hiphop-genre, ’bare’ ved at fusionere den med lige dele Led Zeppelin, Afrika Bambataa og et eget særpræg, gjorde pladen til en håndgranat til enhver privatfest. Oasis: Definitely Maybe (1994) Man kan ikke bare hade de allestedsnærværende Gallagher-brødre – det bør man. Jeg hader dem for at minde mig om, hvor nødvendig musik de lavede, da det var allermest tiltrængt. Det gør de sådan set hver gang, de udgiver en ny skive fyldt med muggent opvaskevand i skikkelse af noget, de kalder “rock”. Men i 1994 havde de så stor en overflod af attitude, perfekte guitarchops og sejrssikkerhed, at d’herrer stadig kan tillade sig at kalde nye, engelske bands nogle prætentiøse wankers. Prodigy: The Fat of the Land (1997) Mindet om The Fat of the Land er beklageligvis sølet til i smagen af Pisang Ambong-bræk og øretæver. Men det gør ikke så meget, når numre som “Climbatize”, “Breathe” og den uomgængelige “Firestarter” ikke lyder en pind ringere i dag end for 10 år siden. At Liam Howlett, i lighed med Oasis, ikke har sat en fod rigtigt siden, gør pladen til en djævelsk bastung og monolitisk gravskrift for den engelske techno/ravekultur. En øredøvende dagbog fra en bierfest i helvede.

Måske er at rejse at leve. Måske er at rejse blot et spørgsmål om at komme fra A til B. Under alle omstændigheder er der bare nogle plader, der står rigtig godt til rejsens ædle kunst. Vi har samlet et par håndfulde. (18.02.07)Om dét at rejse virkelig er at leve kan diskuteres. Men det er i al fald fair at hævde, at en rejse bliver mere levende, hvis den akkompagneres af god musik i øregangene. Køreturen, sejladsen, cykelturen, ride- eller gåturen bliver en smule mere tiltalende, overkommelig eller cool, hvis man har et personligt soundtrack med på vejen. I visse tilfælde kan en passende plades beat endda synes at gå op i en højere enhed med vores egen eller transportmidlets rytme og skabe en næsten overjordisk synergi. Hvem har ikke prøvet at komme til at køre lidt for stærkt i bilen fordi musikken syntes at fordre det? Eller simpelthen ikke at få stoppet for rødt på cyklen, fordi musikken lige spillede så godt i høretelefonerne? Vi har samlet nogle af vores yndlings-rejseplader hér. De er ment som inspiration og måske lidt som advarsel, men ikke mindst er de en hyldest til den musik that gets us going. Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler. Theis Ørntoft Cykelpladen – Jim O’Rourke: Eureka (1999) Det er bare godt at træde ud af opgangen om morgenen, låse cyklen op og sætte af sted i netop det øjeblik, hvor “Women of the World” kulminerer med klokkespil, strygere og Jim O’Rourkes rimelig sarkastiske tilgang til det hele. Pladen er på godt og ondt en foranderlig størrelse med blandt andet en flere minutter lang solo på rytmeæg, lige indtil den pludselig kammer over i overdådig kammerjazz med pigekor og trompeter. En meget realistisk måde at møde dagen på. Togpladen – múm: Yesterday Was Dramatic, Today Is Okay (2000) Med albummets to centerkompositioner “Asleep on a Train” og “Awake on a Train” er dette et oplagt valg at konvertere ind i iPod’ens lille hvide hjerne, hvis du vel at mærke skal tilbagelægge afstande, der er større end dem, som den daglige pendlen mellem Herning og Randers byder på. Om rejsen så går gennem Østeuropas spøgelsesagtige fabrikslandskab eller bugter sig ind i Sveriges mosbegroede granittunneller, er op til dig. múm garanterer et sansestimulerende lydspor. Sejlepladen – Anja Garbarek: Smiling and Waving (2001> Anja Garbarek, datter af den norske jazzsaxofonist Jan Garbarek, har udgivet tre meget feminine album, hvoraf Smiling and Waving absolut er det fineste. Hun opfinder ikke den dybe tallerken, men sange som “And Then” eksponerer ret præcist et stiliseret billede af en lyshåret kvinde i trenchcoat, der læner sig ud over færgens ræling og vinker farvel til sin elskede på kajen med et bittersødt smil og frostklar ånde. Janne Kristensen Cykelpladen – Low: The Great Destroyer (2005) Den fysiske anstrengelse, der unægtelig hænger sammen med at cykle, kan opvejes eller fejes helt bort af de rigtige musikalske toner i øregangen. Lows The Great Destroyer er en af de plader, der fungerer perfekt som soundtrack til en pedaltur rundt i byen. Åbningsnummeret “Monkey” lægger den tunge, trommebaserede grundtone og derfra fortsætter det dybe melodiøse flow inklusiv venlig vokal med at forsyne benene med ny energi i evindelige mængder. Kørepladen – Apparat Organ Quartet: s.t. (2002) At cruise gennem landskaber med Apparat Organ Quartets forførende og klikkende playmobil-rock på anlægget er et af de mest frugtbare samspil mellem musik og bevægelse, der kan opdrives. Orgelbrus, hamrende trommer og et heftigt beat akkompagnerer enhver rejse godt. Apparat-kvartettens drønende orgelstrøm går dog særlig godt i spænd med et motorkøretøjs summen – ja, alt går op i en sand guddommelig enhed, når man overskrider 110 km/t, mens den mekaniske robotvokal bare skriger til himlen. Sejlepladen – Matt Elliott: Drinking Songs (2005) Selv om denne plade er tilegnet fulde sømænd, synes dens slæbende, labyrintiske electronica at kunne berige enhver sejlende. Lytteren kan blive lettere søsyg, når Elliott til tider looper sine beats som en konfus kaptajn, der navigerer uden kompas. Den svingende sejlrytme dementeres dog igen og igen i de dybe, forhalede sømandsviser, der er maskuline pendanter til Odysseus’ lokkende muser og tvinger lytteren ned i det mørke vand. Kasper Würtz Kørepladen – Steve Earle: Guitar Town (1986) Hvis jeg havde kørekort, ville jeg altid køre med åbent vindue til denne klassiker. Det fantastiske titelnummer er en af de allerbedste og mest rendyrkede countryrocksange, jeg nogen sinde har hørt. Pladen er med sin sikre vekslen mellem ensomme ballader og lårklappende rock et perfekt soundtrack til kapløb mod landevejens vindhekse. Den ufortyndede country kan virke skræmmende, men er man først blevet lukket ind i Earles univers, er det svært at slippe cowboyhatten igen. Cykelpladen – The Exploding Hearts: Guitar Romantic (2003) Jeg kan ikke finde ud af at cykle langsomt. Derfor er den tempofyldte Guitar Romantic god at tyndslide pedalerne til. Det er powerpop af fineste skuffe, hvor perfekt skårne melodier danser tæt med rå og aggressive guitarhyl. De fængende perler står i kø og leveres med punket energi og en storsmittende spilleglæde. Det største problem er at koncentrere sig om trafikken, samtidig med at man synger med på dette mesterværk, der desværre blev amerikanernes eneste udgivelse. Hundeslædepladen – Ulrich Schnauss: A Strangely Isolated Place (2003) Der er en utroligt flydende bevægelighed over A Strangely Isolated Place, hvor Schnauss’ fyldige electronica leger tagfat med shoegazerguitarer og forvrængede vokaler. De varme, lyse toner skal nok få hævet temperaturen et godt stykke over frysepunktet, og pladen er som skabt til en glidende tur igennem et papirhvidt landskab, hvor musikkens mange facetter ville fylde det snespækkede lærred med langstrakte og bølgende lydflader som en slags musikalsk nordlys.