Larsen & Furious Jane anbefaler

Foto: PR.

Larsen & Furious Jane er aktuel med gratispladen Dolly, der ifølge Undertoners Martin Thimes er et stykke af det bedste mørke rockmusik, der bliver bedrevet i dagens Danmark. Det er store ord, og en tilsvarende høj karakter blev som så ofte før smidt efter Larsen & Furious Jane. Den forrige plade Zen Sucker (2008) endte på en førsteplads på Undertoners liste over bedste albums i 2008 og stod i øvrigt som et skift i Aarhus-bandets musikalske udtryk. Det blev om noget endnu mørkere indadvendt og sammenbidt i udtrykket med sublim lyrik og velkomponerede og alsidige sange.

I et interview med Undertoner umiddelbart efter udgivelsen af Zen Sucker fortalte sangskriver Torsten Larsen om skiftet fra en mere countrybaseret og pæn indieorkesterrock til patosfyldt og mørk rock med et større lydbillede og sammenbidt triste tekster. Her sagde han blandt andet:

»På den her plade føler jeg, at jeg er tættere på at sige nogle ting, der faktisk tager udgangspunkt i mit liv – frem for før, hvor jeg var yngre og måske havde en forestilling om nogle erfaringer, som jeg ville få om lang tid. Det er jo sådan en sygdom, man har, når ens yndlingsplade som otte-årig er Tunnel of Love med Bruce Springsteen. Derfor er det lettere for mig nu, for det føles ikke på samme måde forstilt. Jeg mener det, jeg skriver. Jeg kan stå inde for det nu, men måske er jeg et helt andet sted om et år.«

Netop yndlingspladerne handler de næste ord om, når pennen gives videre til Torsten Larsen selv. Han har skruet en liste af anbefalinger sammen til Undertoner, og selv beskriver han den række som ‘en utrolig kedelig liste’. Døm selv.

Pulp: Different Class, 1995
Jeg købte Different Class på en gymnasiestudietur til Rom i 1996. Jeg gik rundt med den i min walkman, tog de forkerte busser og blev hånet af de lokale teenagere for at gå i shorts i marts måned. En af pigerne fra min klasse havde haft en sommerflirt med en italiensk fyr, som kom og besøgte os på hotellet. Hun havde fået en anden kæreste i mellemtiden, og han fornemmede hurtigt, at der ikke faldt noget af. I stedet tilbød han storsindet at købe noget tjald til os ved den spanske trappe, og vi greb selvfølgelig til lommerne. Han kørte væk på sin scooter med en halv milliard lire eller lignende, og vi så ham selvfølgelig aldrig igen. Different Class og dens ‘nørdernes hævn’-tematik passede ret godt til den tur og til den resterende del af gymnasietiden.

The Rolling Stones: Exile on Main Street, 1972
Der er ikke ret meget at sige om den her. Det er Exile on Main Street. Ikke så meget som et stykke tape på en af de ledninger, der kroger sig gennem de lange gange i kælderen på Keith Richards’ franske gods, sidder forkert på den plade.

Curtis Mayfield: Superfly, 1972
Den her er et nyt bekendtskab. Fantastisk plade. Jeg blev interesseret i Curtis Mayfield pga. den scene i The Wire, hvor Cutty løber igennem Baltimores gader på valgdagen i 80’er-joggingtøj med “Move on Up” på walkmanen. På Superfly er der ingen superhits som “Move on Up”, men pladen er stærk, primært fordi der er en markant fortællerstemme.

Olesen-Olesen: Anonyme melankolikere, 2002
Alle Olesen-Olesens plader er gode, men Anonyme melankolikere er sublim. Flere vil nok vide, at jeg har arbejdet sammen med Peter, og det klinger lidt hult at fremhæve de musikere, man plejer omgang med (derfor heller ingen Shout Wellington Air Force, The New Spring, Messy Shelters og Morningside-artister på denne liste). Henrik Olesen, til gengæld, har jeg blot hilst på ganske kort, så jeg kan benytte lejligheden til at takke ham for en eminent fornemmelse for den simple, men effektive melodi, der også på Anonyme melankolikere får lagt melodisk vægt bag Peters ord, så de rammer én som en knytnæve. Alle linjer er optagede, men ventetiden er gratis.

Bruce Springsteen: Darkness on the Edge of Town, 1978
Man skal være forsigtig med sin Bruce. Det er gateway-rock, som kan føre til guilty pleasures af den meget lidt raffinerede slags, f.eks. Gaslight Anthem og lejlighedsvis endda en enkelt Kings of Leon-sang. Bruce har dog en helt anden kunstnerisk spændvidde. Jeg er til det meste Bruce, men helt i top ligger Darkness on the Edge of Town, Tunnel of Love og Live/1975-85 side om side.

American Music Club: Engine, 1987
American Music Clubs plader har desværre ikke længere helt den samme svimlende effekt på mig, som da jeg var yngre. Men det er stadigvæk det orkester, som har gjort størst indtryk på mig. Og Engine allermest. Og skulle kærligheden være falmet en smule, så var det dog stadigt stort, da jeg oplevede Mark Eitzel på Musikcafeen i Aarhus for et par år siden. Jeg fik noget i øjet, da han sang linjerne »But all I can do is follow stupidly behind and watch you walk to the ocean in your mind« (“Mission Rock Resort” fra 60 Watt Silver Lining).

Slayer: South of Heaven, 1988
Der er en overgang, hvor enhver rask dreng med respekt for sig selv hører metal. Måske har hiphop overtaget den position i dag, men i sin tid genlød skolegården af stupiditeter som »her er et nyt band, det hedder Sepultura, deres trommeslager kan spille med 1000 km i timen – det er 500 mere end Lars Ulrich« og »hvor mange plader har ham Metallica egentlig lavet?« Det eneste, som har mere end sentimental værdi for mig i dag, er Slayer. Mange fremhæver Reign in Blood som mesterværket. Jeg foretrækker South of Heaven.

Bob Dylan: Blood on the Tracks, 1975
Jeg er særligt glad for den introspektive Dylan. Blood on the Tracks bliver jeg vist aldrig træt af. Time Out of Mind er en anden ømskindet og kuldslået Dylan-plade, som jeg også er meget glad for.

The Clash: London Calling, 1979
En af den slags irriterende plader, som man egentlig har besluttet sig for ikke er noget for en, og så bliver venner, bekendte og forbilleder ved med at pushe den, indtil man er nødt til at give den en fair chance. “London Calling” er da et fint nummer, men jeg har aldrig rigtig tændt på singlebands, og et eller andet sted havde jeg ud fra “London Calling”, “Should I Stay or Should I Go” og “Rock the Casbah” samt punkmærkatet kalkuleret mig frem til, at The Clash var ringe. Genrebands er heller ikke mig – okay, Iceage er da megafede, og jeg var totalt psyched, da de havde release på nye pressefotos fra deres US-tour.

Men for to-tre år siden fik London Calling så i kedsomhed chancen, og det har jeg ikke fortrudt. Det er nemlig en af den slags plader, som hyppigt kommer på Ipod’en af den simple grund, at der ikke er ét dårligt nummer. Jeg tror, jeg har hørt London Calling i sin helhed mindst en gang om måneden, siden jeg ‘opdagede’ den.

Min kærlighed til musik som fan er i stor udstrækning lig med en kærlighed til albumformatet. Ærgerligt, at vi skal være så smarte i en fart, at albummet er ved at dø.  Det er den fedeste fornemmelse at blive inviteret ind i en unik verden med en markant fortællerstemme og idiosynkratiske greb, der giver mig følelsen af, at lige netop denne musik ikke kunne være lavet af nogen andre end den pågældende kunstner. Hvis der er nogen, der synes, jeg er sent ude med min London Calling-fascination, kan jeg i øvrigt berette, at det først var sidste år, at jeg overvandt min Paul McCartney-kvalme længe nok til at indse, at The Beatles faktisk er et fedt band.

Radiohead: In Rainbows, 2007/Led Zeppelin: I, 1969, til og med Presence, 1976
Umiddelbart ikke to bands, der har så meget til fælles, og dog: De har begge inspireret en bølge af rædselsfulde bands. For Radioheads vedkommende Muse, Keane og selvfølgelig Larsen & Furious Jane og for Led Zeppelins vedkommende puddelhundeheavy, pickrock og, igen, Larsen & Furious Jane. De sorterer også begge under kategorien ‘Bedste musik, dårligste tekster’. Men musikken er så god, at man kan glemme teksterne. Det er jeg ellers ikke god til. Er teksterne dårlige, har jeg det sådan, at kunstneren beder mig om at gøre arbejdet færdigt, og det er jeg sjældent interesseret i, da det ikke er mig, der får lov til at tage narko og knalde damer/herrer i den tid, der bliver til overs, når han/hun springer over, hvor gærdet er lavest.

Elvis Costello & Burt Bacharach: Painted from Memory, 1998
Musikalsk set er denne plade næsten for vulgær. Der er et par deciderede stinkere på, og jeg havde et par koldstartere på den, inden den bed sig fast. Nu sidder den der til gengæld. Jeg elsker teksterne, som angriber et parforhold i terminalfasen fra alle vinkler. Jeg er en af de særligt prætentiøse idioter, som hellere vil høre dårlig musik med gode tekster end omvendt. Sorry, Band of Horses-fans.

Stereolab: Emperor Tomato Ketchup, 1996
Jeg kan godt lide den plade. Sandsynligvis ikke lige så meget som de andre, jeg har nævnt. Hvis jeg solgte modetøj, var det sikkert den plade, jeg ville spille i forretningen i et desperat forsøg på at skabe en moderne og hedonistisk stemning.

Du kan følge med i eventuelle koncertplaner på hjemmesiden Momowave.org, hvor der også i fremtiden bliver frigivet flere numre fra Larsen & Furious Jane.