Nyheder

Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…

Nyheder

Nyt album fra Oneida

Oneida klar med andet udspil i trilogi Ikke nok med at Brooklyn-bandet Oneida, der står for dette årtis friskeste bud på syrerock med deres indblanding af minimalisme og elektroniske impulser, er i gang med et ambitiøst projekt af en trilogi, hvor Preteen Weaponry var det første album. Nej, andet album i denne trilogi er minsandten ambitiøs nok i sig selv ved at være et trippel-album. Det melder de i hvert fald ovre hos Prefix, der også bemærker, at man kan høre tre frustrerende korte lydbidder fra det nye album hos Emusic. Lydbidder, der i det store hele forsikrer, at Oneida ikke har ændret radikalt ved deres lyd. Albummet kommer til at hedde Rated O og bliver udgivet i juli.

Nyheder

Deerhoof, St. Vincent og Zu kommer til Roskilde Festival

Charmerende avantpop og støjende freejazz til årets Roskilde Festival Som vi skrev i vores konkurrence om at vinde billet til Roskilde Festival 2009, så er programmet næsten færdigt, men også kun næsten. Dvs., at der løbende stadig kommer flere navne til. I dag er der således blevet tilføjet tre navne, der bestemt er med til at højne niveauet på festivalen. Amerikanske Deerhoof med den charmerende japanske forsanger Satomi Matsuzaki i front kommer nemlig til festivalpladsen med deres skæve artpop, man blandt andet kunne opleve på sidste års Offend Maggie. De er kendt for at være en live-oplevelse af format, så der er bestemt noget at glæde sig over. Et andet popbrag, der elsker at udfordre sin lytter, er St. Vincent, der i 2007 udgav Marry Me og lige har udgivet et nyt album kaldet Actor. Hun forstår at arrangere sine sange, og derfor kan man kun håbe på, at hun tager et stort band med på Roskilde, så hendes sange rigtig kan folde sig ud. I det noget mere udfordrende stilleje ligger italienske Zu, der balancerer mellem hektisk freejazz og tung noiserock. Bandet har arbejdet sammen med jazzmusikeren Mats Gustafsson, der spillede med Sonic Youth på Roskilde Festival i 2005. En optagelse, der blev udgivet i Sonic Youths SYR-serie kaldet Andre Sider Af Sonic Youth. Hvis man overværede den koncert, har man en god fornemmelse af, hvor vi er henne af: Vær forberedt på en ekstremt larmende og intens oplevelse.

Nyheder

Broken Social Scene indspiller nyt album

Det canadiske kollektiv er i studiet og får udgivet bog om sig De sidste par år har det eneste, man har hørt fra Broken Social Scene, været soloalbum fra de forskellige bandmedlemmer, men der har ikke været luftet så mange tanker om at forene kræfterne og udsende et rigtigt album. Det er der nu. Ifølge en blogpost af Kevin Drew på bandets hjemmeside har de startet optagelserne til det næste album i samarbejde med John McEntire. De havde allerede forberedt sig et par uger forinden med at øve og skrive sange og er derfor nu i fuld gang med at indspille i Chicago. Deres tidligere så indflydelsesrige producer David Newfeld har travlt med andre projekter og ønsker bandet det bedste med deres ny producer, der jo i øvrigt er kendt fra Tortoise, som udsender nyt album den 23. juni. Ifølge Drew er McEntire også et perfekt match for bandet, og han er en helt for bandet, så der skulle være en god chance for, at resultatet bliver godt. Desuden er bogen “This Book Is Broken” udkommet. Det er en bog skrevet af musikjournalist Stuart Berman og omhandler de sidste 10 år af Broken Social Scenes levetid. Så nu er der masser af mulighed for at rådyrke det musikalske kollektivs historie og bedrifter.

Nyheder

Hør Danger Mouse-stjerneparade, før det er for sent

Listen over medvirkende er imponerende, David Lynch har taget billeder – og albummet udkommer muligvis aldrig. I 2006 udsendte Sparklehorse albummet Dreamt for Light Years in the Belly of a Mountain. I producerstolen sad Danger Mouse, manden bag The Grey Album og halvdelen af såvel Gnarls Barkley som Dangerdoom. Samarbejdet forløb åbenbart til så stor tilfredshed for både Sparklehorse-centrummet Mark Linkous og Danger Mouse, at de gerne har villet gentage succesen. Derfor har de, uden at snakke særlig højt om projektet, skrevet en flok sange sammen og dernæst håndplukket en lang række prominente gæstevokalister til at fremføre dem. “Prominent” må være et acceptabelt tillægsord at bruge, når listen over navne blandt andet rummer Iggy Pop, The Flaming Lips, Frank Black, Nina Persson fra Cardigans og A Camp, James Mercer fra The Shins og Jason Lytle, den albumaktuelle tidligere Grandaddy-forsanger. Alt sammen er samlet på albummet Dark Night of the Soul, der efter planen skulle udkomme i løbet af de kommende måneder – endda sammen med en bog fyldt med fotografier taget af David Lynch. Og det lyder jo ærligt talt ret lækkert. Desto mere ærgerligt er det, at der nu er noget, der tyder på, at musikken aldrig vil blive udgivet. Ifølge Drownedinsound.com fægter Danger Mouse og hans pladeselskab, EMI, nemlig nu mod hinanden med paragraffer som våben. Danger Mouse tør ganske enkelt ikke udgive albummet af frygt for juridiske problemer og meddeler derfor via en talsmand, at fotobogen vil blive udgivet, men med en tom cd-r med påskriften “For Legal Reasons, enclosed CD-R contains no music. Use it as you will.” At albummet formodentlig ikke vil blive udgivet, betyder imidlertid ikke, at ingen kommer til at høre det. Tværtimod kan Dark Night of the Soul lige nu streames hos amerikanske National Public Radio. Det fremgår ikke, hvor længe den ordning fortsætter, så det er næppe fornuftigt at vente længe med at kigge forbi.

Nyheder

Fredagsvideo: The Gossip: “Heavy Cross”

Et syretrip på dansegulvet Så er der disco, og det er i den gode, gamle 70’er-stil. I hvert fald lige på overfladen. The Gossip har altid kigget fortiden i øjnene, og det ser ikke ud til at ændre sig på deres kommende album Music for Men. Selv videoen ligner et syretrip, der forsvandt i 1977 og først er dukket op nu. Et sikkert hit, der godt kan vælte nogle dansegulve sådan en fredag som den i dag. Albummet er ude 22. juni.

Nyheder

Nominerede til UMA 2009 er offentliggjort

Undergrundens talentmasse er udvalgt For lidt over en måned siden berettede vi om et nyt awardshow, der vil fokusere på at få undergrundens talentmasse frem i lyset. Nu har undergrunden meldt sig og dommerpanelet, som Undertoners redaktører i øvrigt er en del af, har udvalgt de nominerede, der skal spille til Underground Music Awards 2009, når den løber af stablen 13. juni. Tilmeldingen har været overvældende, og en del kunstnere, der allerede har gjort sig positivt bemærket i mediebilledet, stilller op i konkurrencen, bl.a. CallmeKat, Atoi, Ham den lange, The Defectors og Highway Child. De nominerede er: I kategorien “alternative”: Among Relatives Vilhelm Annemarie Zimakoff CallmeKat Atoi I kategorien “electronica”: Farven Fornem Eumig og Chinon Natten Honey Lobell Mislyd I kategorien “hiphop”: Ham den lange Lady Smita M.I.L.O Odense Assholes orlaXL Supra I kategorien “metal”: Diamond Drive Fiji Vira Trusted Few She is malignant I kategorien “rock”: The Defectors Mr. Sanguine Bel Esprit Highway Child ArtArena I kategorien “pop”: Artificial Brothers Munich Anders Thrane The Norman Conquest C’est tout Martine Non+

Nyheder

Ny musik- og kunstfestival i København

“Festival of Endless Gratitude” rammer byen d. 20.-24. maj Sommerens første københavnske musikfestival løber af stablen med Festival of Endless Gratitude, der er et møde mellem amerikanske og danske kunstnere og musikere. Idéen bag festivalen kommer fra USA, nærmere betegnet New England. Her blev der optaget en film om den musikscene, der blandt andet kaldes New Weird America og Free Folk, og har hjemme i Massachusetts og New England. Det skulle efter sigende være et musikmiljø, der i lyd og indstilling er meget anderledes end det danske. Filmen kan ses fredag på festivalen. Samtidig optræder en lang række interessante musiknavne, heriblandt Bird By Snow, Thulebasen, Munck//Johnson, MAG, John Levin, Shout Wellington Air Force, Slütspürt og mange flere. Festivalen finder sted på Volume, Enghavevej 80, og i Kødbyen. Hver dag er der åben for kunstudstillingen, hvor en lang række danske og amerikanske kunstnere viser deres værker frem. Her er åbent hver dag fra kl. 12, og kl. 18 starter aftenens koncerter. Se mere om tidspunkter og entré på festivalens hjemmeside.

Nyheder

Podcasts til gratis download på Hørbar

Musikbibliotek.dk udbyder gratis podcasts Den 15. april lancerede Musikbibliotek.dk deres nye portal Hørbar, der er en tjeneste, hvor brugere kan downloade gratis podcasts. Ude omkring på de danske biblioteker sidder der en del musikbibliotekarer, der bugner af viden om alskens obskure og spændende specialiteter, og Hørbar er et medie, der kan formidle deres enorme viden, om den så handler om Depeche Modes b-sider, en afsøgning af dubstep-scenen eller ska i Danmark. Alle podcasts kan abonneres på og kan downloades ganske gratis.

Nyheder

Download det nye album med Del the Funky Homosapien

Så er der gratis hiphop til folket! Ice Cubes fætter Del the Funky Homosapien har i flere år gjort sig positivt bemærket i den alternative hiphop-verden med udgivelser med Hieroglyphics, sci-fi-hiphop-projektet Deltron 3030, Damon Albarns Gorillaz og har da også hittet under eget navn tilbage i start-90’erne med “Mistadobalina”. Nu har han udgivet et nyt album, der hedder Funk Man, og det kan minsandten downloades ganske gratis på hans hjemmeside. Selve startprocessen med at få lov til at downloade albummet er lidt omstændelig, især fordi man skal downloade hvert nummer for sig, men når man først har registreret sin e-mail-adresse går det såmænd okay hurtigt. Og hvis man vil have det gratis, skal man selv være en smule hurtig (med streg under ‘smule’). Det ligger nemlig kun til gratis download frem til 22. maj.

Nyheder

Taxi Taxi har ep klar og album på vej

Nyt fra den svenske hyrevognsbranche. For to år siden debuterede de svenske tvillinger Miriam og Johanna Berhan med en ep, der bar samme navn som deres duo, Taxi Taxi! Siden da har de haft travlt med ungdomsuddannelse, og hvad man nu ellers har travlt med, når man er ung i Sverige. Travlheden har dog ikke været voldsommere, end at de nu har nyt materiale klart – endda i flere ombæringer. I første omgang handler det om den lille digitale ep Step Out Into the Light, som duoen udgiver i dag. Den indeholder tre numre: “More Childish Than in a Long Time”, der med et noget mere storladent arrangement, end man er vant til fra Taxi Taxi!, ikke just lyder som sin titel; en coverversion af Daniel Johnstons “True Love Will Find You in the End” samt Peter Brodericks coverversion af Taxi Taxi!-sangen “Belle” fra debut-ep’en. Af tvillingernes Myspace-side, hvor “More Childish Than in a Long Time” kan høres, fremgår det endvidere, at Taxi Taxi! regner med at debutere i fuldlængdeformat i august eller september. Albummet, hvis titel endnu ikke har sneget sig over sundet, er indspillet sammen med Johan og Andreas Berthling fra den fremragende svenske trio Tape. Med samarbejdspartnere af den kaliber kan det let vise sig at være spændende sager. Nysgerrige danske ører behøver ikke vente til efter sommerferien med at høre Berhan-tvillingernes nye toner. Kristi Himmelfartsdag spiller Taxi Taxi! nemlig på Loppen (sammen med Skammens Vogn), og dagen efter spejlvender de den svenske hærs bevægelsesmønster fra krigen i 1658 og drager fra Sjælland til Jylland for at spille på årets SPOT-festival.

Nyheder

Animal Collective optræder live på Letterman

Nu har de værste bølger omkring Animal Collective efterhånden lagt sig efter de udgav det (med rette) meget priste album Merriweather Post Pavilion. Nu har de den gyldne mulighed, at de selv kan vælge, om de vil blive i medievælten, eller om de vil trække sig ud igen. Det første lader til at være tilfældet; i hvert fald optrådte de i torsdags på landsdækkende amerikansk tv. Og det var ikke i hvilket som helst program, men på Letterman komplet med et par subtile tilsvininger fra hans side (selvom han jo har lidt ret angående coveret). De tre fyre (Deakin vender tilbage til sommer) valgte at spille det meget lettilgængelige nummer “Summertime Clothes”. Et rigtigt godt nummer som nok skal give dem endnu flere lyttere, og det er jo kun godt. Alligevel synes det som en lidt kedelig løsning, og de fjollede dansere i baggrunden virker alt for påtaget anderledes (hvem sagde Pitchfork-segment?) Næ, sjovere var det, da de efter udgivelsen af “Strawberry Jam” tog røven på alle og spillede “#1” på Late Night with Conan O’Brien: Vurder selv, om Animal Collective har nået deres populære højdepunkt:

Nyheder

Fredagsvideo: White Rabbits: “Percussion Gun”

Tribalrytmer på karruseltur med White Rabbits Yes, det er bededag og store konfirmationsdag, men det tager vi ikke så højtideligt her hos Undertoner. Til gengæld giver vi gerne noget konfirmanderne kan danse til på Blå Mandag. New Yorker-gruppen White Rabbit er klar til at udgive opfølgeren til Fort Nightly fra 2007. Den kommer til at hedde It’s Frightening og er ude 19. maj på TBD Records. Hvis resten af albummet holder samme høje niveau som på singlen “Percussion Gun” her, så kunne det godt blive et lille indiehit.

Nyheder

Blue Foundation label-aften på Rust

Shoegazer i nye gevandter i morgen aften på Rust De sidste mange år har shoegazer fået noget af en revival i både rock- og electronica-kredse. Grupper som canadiske Manitoba og norske Serena-Maneesh har gjort 90’er-dillen populær, og det har bestemt også hjulpet, at My Bloody Valentine er begyndt at spille igen. I morgen aften er der mulighed for at opleve nogle danske bud på genren. Ghost Society er et nyt projekt bestående af Sara Savery fra People Press Play, Tobias Wilner (Blue Foundation / Bichi) og Lasse Herbst, og de holder releasefest for deres ep Dogs and Desperation, som udkommer på Blue Foundations eget selskab Dead People’s Choice, på Rust i København. Opvarmningen står NoMoreHeroes, der kun består af Ab Mannov, som tidligere har spillet i Blue Foundation, for. Udover dette interessante danske udbud af shoegazer vil Jonas Bjerre fra Mew og Thomas Morr fra Morr Music stå bag DJ-pulten. Se weirdo promotionsvideo herunder:

Nyheder

Ariel Pink til København og Århus

Weirdo hitmager er blevet bekræftet som live-oplevelse i København også. Nu har det utilregnelige band Ariel Pink‘s Haunted Graffiti været bekræftet til at spille på Musikcafeeen i Århus i efterhånden et godt stykke tid, mens der ingen københavnerdatoer har været, men nu er der endelig nogen, der har rykket på dem. Derfor glæder det mig at meddele, at bandet spiller på Loppen den 10. juni, dagen efter deres koncert i Århus. Ariel Pink’s Haunted Graffiti startede som et undergrundsprojekt for Ariel selv, der lavede cd-r-udgivelser hjemmefra med ekstremt dårligt producerede popsange. Det lyder næsten som et mixbånd fra en hitradio i 70’erne med utrolig dårlig forbindelse. Animal Collective faldt så for hans charmerende tilgang til musik og skrev kontrakt med ham til deres selskab Paw Tracks, hvor flere af cd-r-udgivelser blev genudgivet, bl.a. House Arrest og The Doldrums. Nu er der så mulighed for at se dette misfoster af en hitmager live i både Århus og København. Det kan stærkt anbefales at udnytte den.