Gang Gang Dance byder brand trods Rygterne har svirret længe i den undergrund, Undertoner selvfølgelig har sine ører dybt nede i, men nu er det så ikke længere rygter, men faktum. Pop Revo 09 bliver beriget med en optræden fra det eksperimenterende newyorkerband Gang Gang Dance. Mange var ellers skeptiske omkring Gang Gang Dances potentielle optræden, da bandet mistede alt deres udstyr ved en brand i Amsterdam efter et show i februar. Men de har altså arbejdet hurtigt (ligesom Pop Revo-folkene også har, applaus for det) og har grejet klar til forhåbentlig at levere endnu et mindblowing show i Århus, der med sikkerhed blander tribal, postpunk, avantgarde og alt muligt andet, inden det via en stor psykedelisk blender sendes ud over folk i kaskader af lyd. Allerede nu vil jeg gerne skrue forventningerne helt op på beriget uran-niveau og love, at det bliver vildt – det plejer det i hvert fald at være. Og du kan starte opladningen ved at læse Kim Elgaard Andersens begejstrede anmeldelse her og derefter lytte til Gang Gang Dance her.
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
Lyt til nyt album med MF Doom
Den metalmaskerede rapper er gavmild I tilfælde af at det ikke er kendt for alle, så er det værd at nævne, at MF Doom har sendt et nyt album på gaden i dag. Pladen hedder Born Like This, og den maskerede rapper har droppet ‘MF’ og hedder nu bare DOOM. Hvad der er endnu bedre er, at man nu kan høre en hel del af pladen på Myspace. Og jeg kan da godt afsløre, at der ikke er afgørende nyt under superskurkens rampelys. Her er en række tegn, der tilsammen danner tracklisten for Born Like This: 1. Supervillain Intro 2. Gazzillion Ear 3. Ballskin 4. Yessir! 5. Absolutely 6. Rap Ambush 7. Lightworks 8. Batty Boyz 9. Angelz 10. Cellz 11. Still Dope 12. Microwave Mayo 13. More Rhymin’ 14. That’s That 15. Supervillainz 16. Bumpy’s Message 17. Thank Yah
Fredagsvideo: Copacabana Club: “Just Do It”
Endnu en fredag med disco på Undertoners virtuelle redaktionsgang Ja, det er altså ikke en reklame for Nike, selvom sangtitelen indikerer det. Navnet lyder mere som en reklame for Bacardi. Hvis det er reklame for noget, så er det Levi’s. Deres brasilianske afdeling har i hvert fald et eller andet med bandet at gøre, men mine portugisiske sprogevner rækker ikke til at regne ud hvad. Bandet er som gættet fra Brasilien, og de beviser, at disco stadig er på mode i indie-miljøet. På bandets Myspace kan man downloade bandets ep King of the Night. “Just Do It” er en charmerende lille sang, der godt kunne gå hen og blive et hit henover sommeraftenerne. Desuden har de også i forsangeren lidt øjengodt til husarerne, og dem har vi faktisk et par stykker af blandt Undertoners læsere (hej Frede, jeg håber ikke, du skulle have ny karburator). Nå, men nyd videoen og weekenden. Just Do It from copacabana club on Vimeo
Ny elektronisk festival i Frederikshavn
Elektronisk kultivering i Danmarks nordlige hjørne Skulle du være interesseret i elektronisk musik, befinde dig i Frederikshavn fredag den 3. april og oven i købet ikke have nogen planer for aftenen, så er det værd at svinge forbi Atrap Festival, der i Maskinhallen – i byens centrum – præsenterer en række af Danmarks mest aktuelle kunstnere på den elektroniske scene. For lige i underkanten af 100 kr. bydes der på alt fra lytte-electronica til fest-mash-up i allerhøjeste og mest eksplosive gear. Programmet, der løber fra kl. 20-03, byder bl.a. på Bjørn Svin, Tone og modtagerne af Politikens/iByen-prisen “Årets Håb”, Albertslund Terrorkorps, der skulle være færdige med at udføre de hypnoseeksperimenter, der forhindrede dem i at komme til selve prisoverrækkelsen. Festivalen arrangeres af det regionale spillested Det Musiske Hus, Ungdomsnetværket i Frederikshavn og idéboosterkollektivet Gratis Luft. Det er arrangørernes vision at skabe en årlig elektronisk festival, der appellerer til hele Danmarks nordlige hjørne. Derfor er der indsat en festivalbus fra Aalborg og Hjørring, som vil køre publikummer, der investerer i en festival/bus-billet, til festivalen og sikkert hjem igen. Så vil du kultiveres udi den elektroniske genre, og skulle du befinde dig på Frederikshavns kanter den 3. april, er det oplagt at tilbringe aftenen og natten i Frederikshavns maskinhal.
Nyt fra den alternative hiphop
Så er der ballade fra Anticon, Busdriver og Amanda Blank Undertoners udsendte rapporter har snust rundt i hiphoppens underverden uden at få hvidt pulver i næsen. Til gengæld er der glædelige albumnyheder. For det første melder Anticon, at nu kan man downloade Themselves’ comeback, der hedder theFREEhoudini, og bliver gæstet af bl.a. Buck 65, Sole, Yoni Wolf, Slug (Atmosphere) og Busdriver. En heldig vinder vil desuden modtage en speciel udgave med originalt cover. Hvis man ikke vinder, kan man dog også købe en “ekstremt begrænset” fysisk udgave af pladen. Og nu vi er hos myreikonet, så kan de fortælle, at den kære canadier Buck 65 med den grødede stemme vender tilbage til Anticon. Han har ellers udfoldet sig på Warner de sidste par plader, men det er nu heller ikke en plade under eget navn. Bike for Three! hedder det nye projekt, som er et samarbejde med den belgiske electronica-kunstner Greetings from Tuskan. Et samarbejde, der er foregået meget som Alias & Tarsier-samarbejdet, hvor de to musikere ikke har mødt hinanden fysisk, men bare sendt materiale frem og tilbage. Hvordan udfaldet er, kan man høre her. I en lidt anden sfære af hiphop-verdenen forlyder det nu, at Amanda Blank endelig gør sig klar til sin solo-debut. Det var hende, der proklamerede, at hendes »pussy’s tasting the best« på den fantastiske “Bomp” fra Spank Rocks medrivende debut. Produktionen bliver varetaget af bl.a. Diplo, Switch og XXXChange, så mon ikke den kan sætte bevægelse i understellet. Desuden er der besøg af Santigold, Lykke Li, The Cool Kids og ja, Spank Rock. Pladen kommer til at hedde I Love You og forventes at blive udgivet 14. juli. For nu at slutte i afdelingen for mundspyttere, der ikke behøver at trække vejret, kan det nævnes, at Busdriver regner med at udsende opfølgeren til RoadKillOvercoat til sommer. Den kommer til at hedde noget så typisk som Jhelli Beam og har gæsteoptrædender af Mikah 9 fra den legendariske California-gruppe Freestyle Fellowship og Nick Thorburn fra langt mindre legendariske Islands. Han udtaler selv, at en del af inspirationen kom fra elektronisk musik, Bollywood-lydspor og plader fra Sublime Frequencies, der er et pladeselskab som specialiserer sig i verdensmusik. Tja, Busdriver bliver nok aldrig normal. Jhelli Beam trackliste 1. Split Seconds (Between Nannies and Swamis) 2. Me-Time (with The Pulmonary Palimpsets) 3. Handfuls Of Sky 4. Scoliosis Jones 5. Least Favorite Rapper (featuring Nocando) 6. Quebec And Back 7. Do The Wop 8. World Agape 9. Manchuria (featuring Mikah-9) 10. Unsafe Sextet/Gilded Hearts of Booklovers 11. Happy Insider (featuring Nick Thorburn) 12. I’ve Always Known 13. Fishy Face (featuring John Dietrich)
Rock i Kødbyen: Gutter Light # 8
Ottende Gutter Island Garagerock Festival den 20. marts i Kødbyen Hvis du har lyst til at ryste rockrumpetten på fredag og har 80 kroner i overskud til den slags, så er det værd at svinge forbi Kødbyen, nærmere bestemt Råhusets to etager på Onkel Dannys Plads 7, 1700 København V, hvor den ottende udgave af Gutter Island Garagerock Festival fra kl. 21 leverer rock’n’roll for alle spareskillingerne. Tre bands er på programmet: Italienske The Mojomatics byder på deltablues over beatpop til 60’er-garagerock, der leveres med iørefaldende riff. Som supplement er der danske rockrødder, Roosters og Singvogel. Roosters garageskramler af sted med smittende 60’er-autenticitet og energi, mens Singvogel byder på kværnende guitarer, prustende blæsere og svampede beats. Derudover er dr. Frankenfuzz og farbror Fuzz udset til at sørge for at holde blodets puls på max mellem de tre bands optrædender. Således er der i den grad lagt i rockovnen til en aften med sumpet blues, heftig garagerock og energiske blæsere krydret med masser af fuzzzzzz. Jo, der skal nok blive elektricitet i Kødbyens kroge.
Nyt Bob Dylan-album 28. april
Columbia løfter sløret for nyt Dylan-album Direkte fra de efter sigende hemmelige kontorer hos Columbia Records forlyder det nu officielt, at Bob Dylans kommende album har release den 28. april. Det er Dylans første studiealbum siden 2006, og det kommer til at få den umiddelbart retrospektive titel Together Through Life. Albummet er intet mindre end 46. release fra Dylan og skal forsøge at træde i fodsporene fra det ganske succesfulde Modern Times, der gik direkte ind som nummer 1 på Billboards top-200. I 2008 fik Dylan en specialudgave af litteraturprisen Pullitzer, der havde til hensigt at markere hans »profound impact on popular music and American culture, marked by lyrical compositions of extraordinary poetic power.« Det er således i stor spænding, at Undertoner ser frem til at høre, hvilke fortællinger Robert Allen Zimmerman nu har ladet flyde fra fyldepennen.
Kria Brekkan fra Múm spiller live 18. marts
Den tidligere Múm-sanger spiller solo på Dunkel Så er der godt nyt til alle art-indie-aficianados for i morgen kan man se Kría Brekkan spille live på Dunkel fra kl. 21.00. Udover at være tidligere sanger i Múm lavede hun også et sært koncept-album med Avey Tare fra Animal Collective i 2007, hvor sangene var blevet kørt baglæns, efter de havde set Lynchs “Inland Empire”. Det er Escho, der arranger, og det er nok derfor, at Thulebasen, hvis debutalbum fra sidste år blev udråbt til et mesterværk her på Undertoner, varmer op. Derudover kommer der også dj’s fra Yoyooyoy-kollektivet for at spille piberøget lakrids.
Ny ep fra The Breeders
Pixies-bassist bliver rigtig selvstændig Sidste år fik Kim Deal og hans bandkolleger i The Breeders endelig taget sig sammen og udgivet en opfølger til den seks år ældre Title TK. Pladen hed Mountain Battles og var en retur til formen fra 90’erne. Nu ser det ud til, at de for alvor har fået lyst til at glæde deres fans med musik, for Pitchfork kan melde, at bandet udgiver en ep den 21. april, der hedder Fate to Fatal. En af de fire sange skulle angiveligt være med Mark Lanegan på vokal, og den mand låner jo snart sin fantastiske røst ud til enhver, så hvorfor ikke nogle aldrende indierock-ikoner. Ep’en bliver Breeders første selvudgivne ep, men de bliver angiveligt stadig på deres pladeselskab 4AD.
Hella er tilbage som duo
Den amerikanske math-gruppe er tilbage ved sit oprindelige udgangspunkt Mathnoiserock-gruppen Hella har altid været en duo bestående af trommeslager Zach Hill og guitarist Spencer Seim. I hvert fald lige frem til de skiftede fra 5 Rue Christine til Ipecac og udgav There’s No 666 in Outer Space, hvor de pludselig blev en kvintet. Det var også udgangspunktet for det band, de opgav, inden de startede Hella. Nu hvor de har afprøvet kvintet-formen, ser det ud til, at de alligevel følte sig bedre tilpas som en duo. Ifølge et blog-indlæg på Myspace er de i hvert fald tilbage til at være en duo. Her fortæller de, at de er i gang med at indspille en plade, der vil blive udgivet i år, men de ved ikke hvornår eller på hvilket pladeselskab. De truer dog med en international turne, som man da kan håbe rammer Danmark.
Fredagsvideo: Brendan Canning: “Love Is New”
Canadisk indierocker går disco Nu hvor det er fredag, skal vi have en lille discofilm. Men hvem havde nogensinde forventet, at Brendan Canning fra det canadiske musikerkollektiv Broken Social Scene skulle have en dansende hipster i sig? I denne nye video “Love Is New”, som er fra sidste års album Something for All of Us, har Shelley Lewis instrueret en hyggelig Saturday Night Fever-pastiche til nummeret med Canning selv i hovedrollen, så der er god grund til at tro det (læg mærke til Beastie Boys-referencen): Broken Social Scene Presents: Brendan Canning – Love Is New Men det er nu desværre ret tydeligt, at han ikke har det samme svaj i hofterne, som gjorde John Travolta så populær i den originale film: I 1998 instruerede Frank van den Eeden faktisk en lignende pastiche til Zita Swoons første single “My Bond with You and Your Planet: Disco!”. Zita Swoon var Stef Kamil Carlens’ andet band efter han var gået ud af dEUS. Personligt kan jeg bedre lide den her video, hvor der også er en reference til “Heat” mod slutningen:
Jarvis Cocker udgiver nyt album
Jarvis Cocker bliver produceret af Steve Albini Så er der godt nyt til alle jer, der savner den engelske flanør og provokatør Jarvis Cocker. Han har nemlig indspillet et nyt album med Steve Albini i Albinis studie i Chicago. Steve Albini er den kompromisløse lydtekniker, der bl.a. har produceret Nirvanas In Utero, PJ Harveys Rid of Me og faktisk også optog Joanna Newsomes harpe og vokal til hendes Ys-album. Det skal der nok komme et interessant album ud af, der da forhåbentlig kan konkurrere med Cockers sidste album fra 2006. Nogle af sangtitlerne hedder “Angela”, “Pilchard”, “I Told You Twice (Leftovers)”, “Hold Still”, “Fuckingsong”, “Further Complications” og “You’re In My Eyes (Discosong)”. Ifølge NME udkommer albummet 18. maj. Han spiller i øvrigt også koncert i Vega den 31. maj.
Fredagsvideo: P.O.S.: Optimist
P.O.S. leger med plastickopper og biler i sin nye video Den amerikanske rapper P.O.S. har lige udgivet sit tredje album Never Better på Rhymesayers, og det virker allerede som et af årets mere solide albums. Det usædvanlige ved Stefon Alexander, som hans borgerlige navn lyder, er, at han oprindelig stammer fra punk-miljøet og i starten slet ikke brød sig om rap. Der er dog ikke noget punk i sangen “Optimist” fra det nye album, omend videoen ser lidt hjemmelavet ud. Det er til gengæld et temmelig opfindsomt hjemmeprojekt, hvor legetøjet får liv.
Psyched Up Janis gendannes
Sune Rose Wagner udtaler, at Psyched Up Janis vil spille koncerter igen. Der er vist rigtig mange musikinteresserede danskere, der har håbet på, at det ville ske. Og nu sker det – hedengangne Psyched Up Janis gendannes midlertidigt til en række koncerter. Det fortalte Sune Rose Wagner til sin koncert i Store Vega onsdag aften. I anledning af udgivelsen af fotograf Søren Solkær Starbirds kommende fotobog, er Sune Rose Wagner blevet bedt om at optræde til ferniseringen i Øksnehallen den 2. april. Til den lejlighed vil han give Solkær en gave, og den gave bliver intet mindre end en optræden af Psyched Up Janis. Sune Rose Wagner har taget kontakt til den anden halvdel af Psyched Up Janis, Jakob Jørgensen. De to har ikke talt sammen i 10 år, på grund af stolthed, som Wagner sagde på scenen i Vega. Nu er de dog på talefod igen og har planlagt at spille sammen som Psyched Up Janis – og det bliver ikke kun til Solkærs fernisering. Wagner lovede også et par koncerter rundt omkring i landet senere på foråret.
