Ja, vi har jo allerede haft mulighed for at sniglytte til Flaming Lips’ nye album via The Colbert rapport. Nu har vi også mulighed for at se videoen til “I Can Be a Frog”. Et nummer som ikke har slikket på helt så mange løvfrøer, som resten af albummet rygtes at have, men faktisk minder meget om de sædvanlige halvakustiske singler, Flaming Lips udgiver. Til gengæld ser det fjollede pigebarn i videoen ud til, at hun som minimum har røget noget af onkel Coynes hemmelige tobak. Nå, vi glæder os til Embryonic udkommer 12. oktober, så vi kan lytte til misfosteret. Indtil da er der fjernsyn: The Flaming Lips “I Can Be A Frog”
Artikler
Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.
No wave i Kødbyen
Kødbyen. Smag på ordet. Råt kød. Det skriger på koncerter med ekstreme bands. Derfor er det passende, at det københavnske pladeselskab Red Tape har arrangeret en koncert med no wave-bandet No God. Historisk reminder: No wave var en protest mod pladeselskabernes kommercialisering af punk under navnet ‘new wave’, hvorfor musikken var harsk som daggammel kaffe. Nå, det foregår nu på torsdag den 24. september kl. 21 i Warehouse 9, Staldgade 23 på Vesterbro og koster sølle 40 kr. Og for den pris får man tyske No More, danske City Kill, Amphipods og film med i købet. Ifølge en pressemeddelelse fra Red Tape har de lavet en voxpop på No God og fundet følgende udtalelser: Lydmanden: Hold kæft hvor jeg trængte til det spark i røven! Pige fra København: Det er som at være i Berlin. Fyr fra København: I gør mig rasende! Fyr fra Marokko: Det lyder sgu som Miles Davis. Pige fra New York: You are the fucking best band I’ve ever heard! Fyr fra Amager: Det er shoppingmusik! Action-packed pee wee!
Postrockveteraner udgiver nyt og kommer til Århus
“Det er svært at komme på andre bands, der i den grad udgør en så organisk musikalsk helhed,” skrev Undertoners anmelder, da han vendte tommelfingeren opad i anledning af Do Make Say Thinks femte album, You, You’re a History in Rust. Det udkom i februar 2007, og besøger man bandets Myspace-side, ser man stadig denne albumtitel prominent placeret i øverste venstre hjørne. Imidlertid giver listen over tilgængelige sange en indikation af, at det canadiske postrockband inden længe føjer endnu et fuldlængdealbum til listen. På Myspace kan man nemlig høre nummeret “Do”, der er åbningsnummeret på Do Make Say Thinks nye album, Other Truths, der udkommer 19. oktober – vanen tro via Constellation Records. Ligesom på You, You’re… har Akron/Family lagt vokaler til en del af pladen. Deres vanligvis spraglede udtryk har dog ikke haft nogen indflydelse på sangtitlerne. Der er fire numre på albummet, og ud over “Do” drejer det sig om “Make”, “Say” og “Think”. Åh, hvem der dog bare havde været med til det idéudviklingsmøde, hvor de titler kom til verden. Efter udgivelsen af Other Truths tager kvintetten på turné, og lørdag den 14. november bringer den dem til Voxhall i Århus. Bortset fra at købe en togbillet til den østjyske hovedstand kan folk på Sjælland gøre én af to ting: 1) ærgre sig over, at Voxhall-showet er Do Make Say Thinks eneste danske koncert i denne ombæring 2) tage til Malmö 11. november, hvor canadierne spiller på Debaser.
Blixa Bargeld indtager Marmorkirken
Engang var den sortklædte tysker Blixa Bargeld medlem af Nick Caves Bad Seeds, så blev han forsanger i Einstürzende Neubauten og senere endnu udviklede han sig til den performance-kunstner, man kan kalde ham i dag. Bargelds nyeste projekt er et samarbejde med den tyske musiker og filmkunstner Alva Noto. Sammen indtager de fredag den 23. oktober kl. 21 det smukke kirkerum i Marmorkirken i København, hvor Bargelds eksperimenterende vokal og Notos musik, elektronik og storskærmsfilm forenes. Udover Bargeld og Notos optræden byder aftenen også på en koncert med den kun 19-årige østrigske musiker og sangerinde Anja Plaschg med kunstnernavnet Soap&Skin. Hendes soloalbum, der udkom i foråret, Lovetune for Vacuum, imponerede Undertoners anmelder med sin dystre stemning og en nerve, der formåede at »fastholde lytteren i et jerngreb«. Aftenen er arrangeret af artFREQ. i samarbejde med Wundergrund, og billetter til arrangementet koster 150 kr. og kan købes via Billetnet.
Fredagsvideo: Sunset Rubdown: “Black Swan”
Det er ikke længe siden, at Sunset Rubdown besøgte Loppen og leverede en energisk version af “Black Swan” i en i øvrigt engageret koncert. Her var alle de lurende og skumle momenter komprimeret, så sangen fremstod meget mere ligefrem. Nu kan man opleve sangen sådan som den tager sig ud på bandets fremragende Dragonslayer-album fra i år. Der er nemlig blevet lavet en syret og urovækkende video til det mørke og frembrusende nummer. Med sådan pomp og pragt går vi weekenden i møde:
Hør nyt The Flaming Lips-album frem til mandag
Gæstelisten tæller Karen O og MGMT, og rækken af inspirationskilder rummer blandt andre det stilskabende 60’er-psychband Silver Apples og 70’ernes tyske krautrockbølge. Vi tager således ikke munden for fuld, når vi skriver, at The Flaming Lips’ 12. studiealbum, Embryonic, byder på lidt af et stilskifte sammenlignet med bandets seneste udgivelser. Embryonic, der er et næsten fem kvarter langt dobbeltalbum, udkommer d. 12. oktober, og vi kunne for så vidt sagtens skrive noget mere om albummet, men på den anden side set kan vi vel lige så godt lade forsanger Wayne Coyne selv fortælle om de 18 numre. Selv om der altså er næsten en måned til udgivelsesdatoen, kan du til og med 21. september streame hele pladen hos Comedy Central-programmet The Colbert Report – nærmere bestemt i øverste venstre hjørne af forsiden.
Pelican klar med nyt album og smagsprøver
Så er der metal til folk, der ikke kan lide metal. Pelican udgiver nemlig deres næste album, What We All Come to Need, den 27. oktober. Bandet er skiftet fra Hydra Head til Southern Lord, hvor de allerede har udgivet ep’en Ephemeral. Men det forhindrer ikke Hydra Head-selskabets boss og Isis-frontmand Aaron Turner i at bidrage på pladen. Desuden deltager Greg Anderson fra Sunn O))), og Allen Epley (Life & Times/ex-Shiner) lægger endda vokal på det sidste nummer, hvilket er et overvældende nyt træk for det ellers tavse postmetal-band. Men ellers lyder alt til at være ved det gamle, hvilket man kan forsikre sig om ved at lytte til de lydprøver Stereogum har fået fat på til to af albummets sange: Pelican: “An Inch Above Sand” [audio:] Pelican: “Strung Up from the Sky” [audio:] Og så er der en trackliste: 1. Glimmer 2. The Creeper 3. Ephemeral 4. Specks Of Light 5. Strung Up From The Sky 6. An Inch Above Sand 7. What We All Come To Need 8. Final Breath
Dagens anden Pavement-nyhed: genforening!
I efterhånden en hel del år har rygte på rygte om en Pavement-gendannelse savnet fundament i virkelighedens verden. Men lige netop i dag, hvor vi på nærværende digitale matrikel strammede en overskrift lige til kanten ved at nævne Pavement for at generere lidt flere klik, er rækken af falske rygter slut: Pavement spiller koncerter næste år. Ifølge Pitchfork.com spiller Stephen Malkmus og resten af bandet nemlig på Central Park SummerStage i New York 21. september 2010. I et blogindlæg på Brooklynvegan.com kunne man i går læse, at der var tale om flere koncerter, muligvis fire, ved SummerStage-arrangementet, men det er hverken bekræftet eller afkræftet endnu. Kort sagt: Vi ved ikke så meget i øjeblikket – men vi ved dog, at de folk, der har til opgave at sprede falske rygter i denne verden, nu må kaste sig over noget andet end Pavement.
Undertoner vinder pris for Pavement-nyhed
Januar 2010. Festsalen er stor, alskens musikjournalistiske notabiliteter har taget pænt tøj på i anledning af den interne branchefest, og al opmærksomhed er rettet mod scenen, hvor aftenens konferencier, Thomas Treo, løfter mikrofonen op til læberne og siger: »Vi skal videre til aftenens næste pris. Der er kun én nomineret i kategorien, så vi springer direkte til at uddele selve prisen. Kategorien hedder “årets korteste musiknyhedsføljeton om soloplader fra tidligere medlemmer i indflydelsesrige amerikanske indierockorkestre”, og vinderen er … Undertoner.dk!« Det tydeligt undervældede publikum akkompagnerer Undertoner-repræsentantens ellers fingerkyssende, V-tegns-strittende sejrsmarch mod scenen med komplet tavshed. Repræsentanten tager imod statuetten, der reelt set snarere må betegnes som en lille nipsgenstand af tvivlsom herkomst og kvalitet, og indleder sin takketale: »Tak-tak-tak! Det var virkelig en vild uge dér i september. Altså, først finder vi ud af, at Lou Barlow fra Dinosaur Jr. har et soloalbum på vej. Det her sker tirsdag, og allerede onsdag opdager vi, at Scott Kannberg, alias Spiral Stairs, der spillede guitar i Pavement og siden hen var frontmand i Preston School of Industry, også har et album udgivet under eget navn på trapperne. Det siger sig selv, at vi er ret meget oppe at køre, da vi hører om det her Spiral Stairs-album ved navn The Real Feel, og da vi opdager, at det ligesom for Barlows vedkommende er Domino, der står for at udgive albummet d. 19. oktober, kan vi virkelig mærke, at vi har fat i en nyhedsføljeton med pondus. Og da vi så tilmed kan tilføje, at læserne kan høre nummeret “Maltese Terrier” på Dominos website, indstiller vi omgående os selv til både Cavlingprisen og den pris, som vi er umådeligt stolte af at modtage i aften!« Repræsentanten omfavner en komplet uforberedt Thomas Treo, og det hele bliver ærligt talt lidt beklemmende for tilskuerne.
Vampire Weekend udgiver opfølger
De fleste danskere har de sidste par dage fået en grundig introduktion til viral markedsføring af VisitDenmark, og hvad det kan føre med sig af positiv og negativ omtale. Men det er jo ikke noget decideret nyt begreb, og Animal Collective brugte det eksempelvis ganske effektivt til at promovere Merriweather Post Pavilion. Vampire Weekend har også forsøgt sig med reklamer af en blondine, dog af langt mindre kontroversiel karakter end VisitDenmarks kampagne. I første omgang var det uden tekst med et link til www.ithinkuracontra.com. Nu fører det så videre til Vampire Weekends hjemmeside, hvor det afsløres, at bandet udgiver en ny plade den 11. januar med titlen Contra, der er opfølgeren til den selvbetitlede debut. Indtil videre er det alt, vi får og så denne trackliste: 1. Horchata 2. White Sky 3. Holiday 4. California English 5. Taxi Cab 6. Run 7. Cousins 8. Giving Up the Gun 9. Diplomat’s Son 10. I Think Ur a Contra
Lou Barlow klar med ny soloplade
Der er efterhånden gået fire år plus det løse, siden Lou Barlow sidst udgav et album under eget navn. Men han har nu også haft en del at se til. Lige omkring udgivelsen af Emoh annoncerede Barlow og resten af Dinosaur Jr. nemlig, at de havde begravet stridsøksen og ville begynde at spille sammen igen. Det, der hidtil havde lignet en helt umulig genforening, endte så godt, at det er blevet til ikke bare én, men to glimrende plader og heftig koncertaktivitet. Travlheden til trods har Lou Barlow fundet tid til at indspille Goodnight Unknown, der udkommer 5. oktober. I studiet fik Barlow undervejs besøg af sin gamle The New Folk Implosion-bandkollega Imaad Wasif, Dinosaur Jr.-trommeslageren Murph og Lisa Germano, der alle har givet en hånd med. To af pladens 14 numre, “Gravitate” og “Too Much Freedom” med Germano som gæstevokalist, kan høres hos Barlow.
Castanets spiller i København og udgiver ny plade
Nogle gange flasker livet sig sådan, at man slet ikke tror på flaskehalse. I hvert fald for os, der holder af Ray Raposas psykedeliske folkband Castanets, der om nogen forstår at gøre en ellers hyggelig genre uhyggelig. Sidste år udgav han/de den fremragende City of Refuge, og nu er han/de klar med opfølgeren. Den kommer til at hedde Texas Rose, The Thaw, And The Beasts og bliver udgivet 22. september via Asthmatic Kitty. Og dem der er så heldige at være i København den 25. oktober, kan minsandten høre sangene live, når bandet spiller på Lades Kælder. Det er Club Adorno, der står bag bookningen, og selvom det er en lidt usædvanlig booking for bookergruppen, der normalt fokuserer på mathrock, så er det ikke desto mindre en særdeles glædelig booking. Hvad Club Adorno ellers har på programmet i efteråret kan efterforskes på deres myspace. Her er “My Heart” fra det nye album: Castanets – My Heart from Asthmatic Kitty on Vimeo.
Motorpsycho spiller på Loppen
Der er meget at gøre sig lystig over, når det gælder Norge. Men koklokkerne, de overgearede fodboldkommentatorer (“Vive la Norvège!”) og de absurd dyre agurker til trods er der god grund til at hylde oliestaten i nord. Ikke bare for den royale families skarpe blik for gode forretninger, men også for at have givet os alle Motorpsycho. Den yderst produktive trio har eksisteret i 20 år, og endnu er der ingen tegn på træthed. I august udsendte Motorpsycho sit 12. regulære album, lp’en Child of the Future indspillet af Steve Albini, og holdt således gang i sin imponerende udgivelsesfrekvens. Mindst lige så iøjnefaldende er trioens renommé som liveband – et renommé, som de i november pudser af i København. Mandag den 16. november støjer Motorpsycho nemlig igennem på Loppen, og med sin sjældent svigtende evne til at spille lange, udsvævende og alt andet end kedsommelige koncerter skal trioen nok sørge for, at der bliver hedt i det lavloftede lokale.
Cody – »Vi spiller popsange«
Kasper Kaae er manden bag Cody. Med et godt afsæt i alternativ country imponerede han tidligere på året det danske anmelderkorps. Undertoner fik sig en snak med Kaae om inspirationskilder, anerkendelse og forhåbninger.
