Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Nyheder

The Cranberries gendannes

Medlemmerne i irske The Cranberries, der havde sin storhedstid som et af 90’ernes centrale alternative rockbands, har nu offentliggjort, at de gendanner bandet. Herefter tager de på en turné, der begynder i november i Nordamerika og fortsætter til Europa – og måske til Danmark? – i begyndelsen af næste år. Det er første gang, bandet turnerer sammen i næsten syv år. Dolores O’Riordan, Noel Hogan, Mike Hogan og Fergal Lawler, der udgør The Cranberries spillede i januar sammen på Trinity College i Dublin, og det var første gang bandmedlemmerne så hinanden siden 2003. Her opdagede de hvor meget de havde savnet at spille sammen, og idéen om gendannelsen opstod. Til de kommende koncerter vil bandet spille numre fra O’Riordans netop udgivne andet soloalbum No Baggage, såvel som nye Cranberries-numre og greatest hits fra deres gamle albums. På Dolores O’Riordans hjemmeside og på The Cranberries’ hjemmeside vil datoer for touren snart blive offentliggjort.

Nyheder

Fredagsvideo: Little Dragon: “Swimming”

Dem, der var så fornuftige at komme i god tid til TV on the Radio-koncerten sidst i juli, havde fornøjelsen af at opleve en lidt usikker, men alligevel overbevisende opvarmning af svenske Little Dragon. Denne fredag leverer de underholdningen med en fin, lille animeret video til nummeret “Swimming” fra albummet Machine Dreams. En video, der er lavet af forsanger Yukimi Naganos far Yusuke Nagano, og bærer en dejlig naiv og simplistisk stil. Nyd den og hav en fantastisk weekend.

Nyheder

Koncertkalenderen er tilbage

Efter et lille sygdomsforløb grundet det nye design og en efterfulgt sommerferie er Undertoners koncertkalender nu tilbage. Den findes i menuen øverst på siden og bliver opdateret løbende. Så hold endelig øje med kalenderen og hvilke koncerter, vi anbefaler, rundt omkring i landet! I den nærmeste fremtid kan vi især anbefale de arrangementer, der løber af stablen på Voxhall i forbindelse med Århus Festuge, hvor bl.a. Magnolia Electric Co. spiller nu på lørdag, den 29. august, og den tidligere Belle & Sebastian-sangerinde Isobel Campbell optræder sammen med blandt andre den australske singer/songwriter Sarah Blasko og CV Jørgensen dagen efter. Anbefales kan især også de danske synthrock-kometer i Dúné, der på mandag udgiver deres andet album, Enter Metropolis. Dagen efter, tirsdag den 1. september, giver de koncert på Rust i København, og lørdagen efter, den 5. september, i Århus på Musikcaféen. Fredag den 4. september er dagen, hvor svenske Jenny Wilson fylder Tivolis Koncertsal til en sikkert teatralsk og unik koncertoplevelse. Der er stadig ledige billetter, og de kan købes via billetnet.

Nyheder

Massive Attack udgiver ep

Så er Massive Attack endelig på trapperne med den officielle opfølger til 100th Window fra 2003 (de indspillede også et lydspor i 2004). I første omgang bliver det en ep, der udkommer 5. oktober, men ifølge Stereogum kommer der en fuldlængde til februar. Det bliver også bekræftet på gruppens hjemmeside. Ep’en har gæsteoptrædender af bl.a. Tunde Adebimpe (TV on the Radio), Horace Andy, Guy Garvey (Elbow) og Martina Topley-Bird og kommer til at hedde Splitting the Atom. Her er en trackliste: 1. Splitting The Atom (Feat. The 3D, Daddy G, and Horace Andy) 2. Pray For Rain (Feat. Tunde Adebimpe) 3. Psyche (Van Rivers & The Subliminal Kid Remix) (Feat. Martina Topley Bird) 4. Bulletproof Love (Christoff Berg Remix) (Feat. Guy Garvey)

Nyheder

Video til Raekwons længe ventede album

Det her er nok et af de mest ventede hiphop-albums indenfor de seneste år. Raekwons opfølger til den legendariske Only Built 4 Cuban Linx har været undervejs længe, og rygterne har svirret som en massiv byge af dræberbier. Men nu ser det endelig ud til, at Only Built 4 Cuban Linx II får premiere. Det sker 8. september. Produktionerne bliver bl.a. varetaget af Dr. Dre, J. Dilla, RZA og Pete Rock, og GZA, Inspectah Deck, Method Man, Ghostface Killah, Cappadonna og Masta Killa skulle alle sammen være gæsterappere på albummet, så det er et ægte Wu Tang-projekt. Hvis man skal dømme efter videoen her, så fejler kvaliteten af albummet heller intet. En dejlig ultravoldelig og blodig kung fu-affære. Raekwon feat. Ghostface Killah, Method Man & Inspectah Deck: “House of Flying Daggers”

Nyheder

Karen O laver lydspor

En af efterårets mest ventede film må næsten være Spike Jonzes filmatisering af den klassiske børnebog “Where the Wild Things Are”. Til sådan en film hører sig selvfølgelig også god musik til. Derfor er Karen O fra Yeah Yeah Yeahs blevet hyret til at lave lydsporet under navnet Karen O and the Kids. Det viser sig, at disse ‘børn’ er velkendte ansigter som bl.a. hendes to kolleger i Yeah Yeah Yeahs, Nick Zinner og Brian Chase, Bradford Cox fra Deerhunter, Aaron Hemphill fra Liars og flere fra den scene. Resultatet må vi vente spændt på at høre den 29. september. Singlen “All Is Love” er udkommet digitalt i dag, og selve filmen har premiere 27. november i Danmark. Her er en trailer for filmen (godt nok med Arcade Fire som baggrundsmusik): WHERE THE WILD THINGS ARE trailer in HD

Nyheder

Danmarks Mærkeligste Festival i Århus

Pladeselskabet og koncertarrangøren Strange Ears lancerer en ny tre dages festival i Århus. De har valgt at kalde den “Danmarks Mærkeligste Festival”, og hvad det lige er, der gør den så mærkelig, skal jeg ikke kunne sige, men der kommer primært danske bands så som Kellermensch, Must Go Radio og Mimas, samt amerikanske Caspian og islandske Disá. Festivalen kommer til at foregå fra den 17.-19. september, og hver dag er tematiseret, så torsdag kommer til at indeholde ‘lokalt og nyt’, fredag ‘storslået, hårdt og melankolsk’, mens lørdag byder på ‘dans, dans, dans’. Denne mulighed for at lytte nærmere til Danmarks undergrund kan man få adgang til for 150 kr. for alle tre dage, mens en enkelt dag koster 80 kr. Festivalen afvikles i Århus Studenterhus.

Nyheder

Etiopisk inspireret hiphop fra Oh No

Ja, det er ikke ligefrem en smoking hot nyhed, men det er vist heller ikke en særlig udbredt nyhed. Vigtig er den dog. Madlibs bror, der går under navnet Oh No, udsender nemlig opfølgeren til Dr. No’s Oxperiment, der var en aldeles glimrende instrumental hiphop-plade sat sammen af tyrkiske og lebanesiske psych-samples. Albummet kommer til at hedde Dr. No’s Ethiopium og kommer således i denne omgang til at bestå af etiopiske samples. Gode nyheder for alle, der ikke kunne få ørene væk fra lydsporet til “Broken Flowers”, som var stærkt præget af etiopisk jazz. Albummet udkommer på Stones Throw.

Nyheder

Fredagsvideo: Free Energy: “Free Energy”

I efteråret skrev jeg her på Undertoner om, at James Murphy var involveret i et nyt rockband, der skulle spille klassisk rock. Nu er bandet endelig ved at være udgivelsesklar og har endda også fundet et navn. Free Energy er et af de mest velvalgte navne til et band længe, for det er præcis sådan deres musik lyder. Afslappet, sjovt og samtidig rykker det. Perfekt til at kickstarte en fredag i selskab med et par øl og gode venner. Bandet har en syv-tommer ude på DFA og senere på året skulle deres fuldlængde Stuck on Nothin’ gerne udkomme samme sted. Slå håret ud og slap af til “Free Energy”

Nyheder

Lightning Bolt udsender endelig nyt album

Det var fandeme på tide! Nu udsender Lightning Bolt endelig opfølgeren til Hypermagic Mountain, der udkom helt tilbage i 2005. De leverede jo et brag af en koncert i efteråret på Lades Kælder, men et nyt album har været savnet længe. Det nye album kommer til at hedde Garden of Earthly Delights og bliver udgivet den 13. oktober på Load. Pitchfork har desuden fået lov til at lægge nummeret “Colossus” ud, der starter i et ganske roligt tempo, men sætter farten betragtelig op mod slutningen. Det er nærmest progressivt. Ganske lovende. Hør nummeret her: [audio:] Ligthning Bolt: “Colossus” Og tracklisten til denne motherfucker: 1. Sound Guardians 2. Nation of Boar 3. Colossus 4. The Sublime Freak 5. Flooded Chamber 6. Funny Farm 7. Rain on Lake I’m Swimming In 8. S.O.S. 9. Transmissionary

Nyheder

David Sylvian udgiver nyt solo-album

Tilbage i 1980’erne blev han kåret som verdens smukkeste mand, og nogle vil nok også mene, han har lavet noget af verdens smukkeste musik. Jeg er ikke uenig. Nu udsender David Sylvian endelig et nyt solo-album, der skal følge op på den eksperimenterende og betagende Blemish fra 2003. Albummet kommer til at hedde Manofon og bliver udgivet 14. september. På albummet arbejder han sammen med bl.a. Christian Fennesz og Evan Parker, og albummet skulle efter Sylvians eget udsagn være et søster-album til Blemish, hvilket lover særdeles godt. Albummet vil desuden udkomme i en begrænset udgave, hvor der medfølger en film, som beskriver baggrunden for optagelserne til albummet og musikerne, der deltog. På Sylvians hjemmeside kan man se den fascinerende video til “Small Metal Gods” fra det nye album.

Nyheder

Health spiller på Lygten

I tilfælde af, at det skulle være gået nogens næse forbi, og mon ikke det er tilfældet for nogens næser, så er det altså vigtigt lige at være opmærksom på, at amerikanske noise-tribal-freaks Health spiller på Lygten ved Nørrebro Station i morgen onsdag den 19. august. Koncerten starter kl. 21 med opvarmning af tre danske bands, Limepit, Iceage og Knoeibol og Gyllefar, og det koster kun sølle 40 kr. at se et af de mest interessante bands fra L.A.-scenen lige nu. Den 7. september udgiver bandet deres andet album med titlen Get Color, og da vi allerede har smuglyttet lidt til den her på redaktionen, kan jeg da godt afsløre, at det virker som en lovende forbedring af lyden fra debuten. I den forbindelse skal man håbe på, at man får en billet med i sit album, da den korrekte farve giver den heldige vinder en flyvetur til L.A., hvor bandet vil servere morgenmad på sengen og tage én med i zoologisk have. Derudover er der også masser af andre tossede præmier som plakater signeret med bandmedlemmernes blod, et yndlingsalbum fra deres personlige samling, en band-t-shirt, som et af bandmedlemmerne har gået i og videre i den dur. Alle priserne kan findes på bandets Myspace.