Måske er det jazzmusikerens lod, at den frie, skabende åre har udspring i et solidt teknisk og kompositorisk grundlag. Og måske netop derfor var det det den lille smule mere overraskende, at netop dansk/svenske Slaraffenland pludselig tyede til stemmebåndene i deres musik på sidste års Private Cinema. For hverken på debuten fra 2004, Slaraffenland, eller på opfølger-ep’en Jinkatawa, var der vokaler, og ingen af de fem medlemmer kan siges at være trænede sangere.
“Ja, nogle af os har måttet træne ret meget hjemme hos vores kærester for at føle os trygge ved at skulle synge for andre,” forklarer Mike Taagehøj, bassist og altså pludselig også sanger i Slaraffenland. Men selv træning betød ikke, at Slaraffenland selvsikkert lod deres afvekslende stemmebånd brede sig ud over spillestederne. Selv om de godt var klar over, at vokalen ville give deres musik netop dét udtryk, de længe havde ledt efter. Ja, faktisk en helt ny farve, ifølge Jeppe Skjold, der spiller blæseinstrumenter og – synger.
“For os har tilføjelsen af vokaler været lidt som at opdage en helt ny grundfarve. Og det var svært for os at komme i gang med at bruge den. I starten var det sådan, når vi spillede live, at vi gik hen til lydmanden og bad ham sørge for, at vokalerne endte langt nede i mixet,” forklarer han, og svenske Niklas Antonson, der spiller blæsere, drejer på knapper og synger, tilføjer:
“Vi oplevede en del gange, at folk kom hen efter koncerterne og sagde: ‘Det er fedt, at I synger – men man kan overhovedet ikke høre det.'”
Hvem skal hvad? Alle skal sammen!
For Slaraffenland har vejen mod opdagelsen af deres fælles stemme været essentiel. For de har måttet prøve sig frem, agere bas og tenor, synge højt og dybt. Og det er ifølge dem selv lykkedes at finde en struktur i deres vokaler, som de nu kan lege med og nedbryde og bygge op igen i deres sange. Og det har fået konsekvenser for de sange, der i starten led af manglende tiltro til vokalernes evne til at formidle det budskab, bandet leder efter. Men de har fundet den rette formel – en ret simpel en:
“Vores usikkerhed gjorde, at vi havde det bedst med at synge sammen. Og det viste sig at være meget stærkt for os,” siger Jeppe Skjold.
Ifølge bandet hang nervøsiteten og tilbageholdenheden sammen med, at det var svært for dem at slippe deres indre sanger løs. Der var hverken instrumenter eller ryggrad at falde tilbage på. Kun en mikrofon foran munden.
Væltet sangskrivningslæs skal rejses
En helt ny grundfarve betyder selvfølgelig også, at sangskrivningen har skullet tilpasse sig de nye farver i klangpaletten. Tidligere har Slaraffenland ikke skortet på instrumenterne. De nærmest snublende kaotiske lydbilleder på de to første udgivelser var resultatet af en konkret tilgang til musikken.
“Tidligere har vi haft en tendens til at skrive sange, hvor vi alle sammen spillede på én gang og for fuld knald det meste af tiden. Da vi spillede live omkring udgivelsen af Jinkatawa-ep’en, kunne det aldrig blive højt og buldrende nok. Det er naturligt, at vi blev trætte af det efter et stykke tid, og da vi så fik vokalerne ind som element, blev vi bedre til at variere opbygningen,” siger Jeppe Skjold.
Ifølge Niklas Antonson arbejder bandet stadig med at bryde deres gamle vaner ned.
“I en af de nyeste sange, vi har skrevet, har vi f.eks. taget næsten alle lydtæpperne bag vokalen væk, så vores vokaler står helt fremme.”
Men Jeppe Skjold er hurtig til at understrege, at idéen om at skråle sammen ikke er røget til fordel for en forsanger og en streng struktur i instrumenternes rolle i musikken.
“Det kan ikke understreges nok, at vi ikke skal have en leadvokal.”
“Nej, det ville ikke klæde os. Det her er et kollektiv,” påpeger Niklas Antonsen bestemt.
Slaraffenland har brugt starten af 2008 i studiet. Forhåbentligt spiller de et par af deres nye, vokalomblæste sange når de i april drager på en spredt mini-turné i Danmark. Hvor? Her:
19. april – Rust, København
24. april – pAKHUSET, Århus (PopRevo-opvarmning med Sha La Las, Men Among Animals og ET Tumason)
30. april – Gimle, Roskilde
