“Et både spændende, varieret og tidløst album, der syder af opfindsomhed og bobler af bittersød kærlighed.” Næ, det var ikke så få roser, Undertoners anmelder havde med til Larsen & Furious Janes 2005-album, Tourist With a Typewriter. Om to måneder skal vi måske til gartneren igen. I hvert fald kan Morningside Records fortælle, at Larsen & Furious Janes tredje regulære album Zen Sucker udkommer d. 19. maj. Bandet har selv produceret albummet, og også i denne omgang har der været gæster i studiet. Den allestedsnærværende Under Byen-violinist og labelkollega Nils Grøndahl er med, ligesom Morningside-familien også har leveret Bastian Kallesøe fra Shout Wellington Air Force, der står for nogle gæstevokaler; måske en tak for det arbejde, et par af Larsen & Furious Jane-medlemmerne lagde i at producere Shout Wellington Air Force-ep’en Carry Yourself, der udkom tidligere i år. Vi kan ikke tilbyde nogen sniglyt, men her er i al fald en trackliste: 1. Selling Yourself by the Ounce 2. A Deathbed Conversion 3. Fine 4. Dancing Bear 5. Widowers 6. A Car That Comes With the Job 7. Vietnamese Pool Boy 8. Pangea 9. The People Person Is a Zen Sucker 10. Snakes in the Grass 11. Biased & Corrupted 12. Local Nobility 13. Forbidden Fruit
Artikler
Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.
Mates of State flytter rundt på album nr. 5
Den amerikanske indiepopduo Mates of State har ikke ligget på den lade side i det 21. århundrede. Fra 2002 og frem er det blevet til fire fuldlængdeplader, og d. 20. maj udsender kæresteparret så det femte. Det har fået titlen Re-Arrange Us, hvilket Kori Gardner og Jason Hammel fejrer ved at give pladekøberne mulighed for at, nå-ja, omarrangere pladens cover. Det kommer til at bestå af flere forskellige lag, som kan anbringes i otte forskellige konstellationer. Inde bag ved den kunstfærdige indpakning er der denne gang visse forandringer, varsler Mates of States pladeselskab Barsuk. Det tidligere så dominerende orgel er blevet nedtonet kraftigt til fordel for såvel rene klavertoner som synthesizere, og så er sangskrivningen stærkere end nogensinde. Hedder det sig altså i det første pressemateriale. Hvorvidt der er hold i udmeldingen, må vi vente lidt endnu med at vurdere. Indtil videre har duoen nemlig ikke givet det såkaldte internet lov til at viderebringe nogen som helst form for forsmag på det nye materiale. Tracklisten ser ud som følger: 1. Get Better 2. Now 3. My Only Offer 4. The Re-Arranger 5. Jigsaw 6. Blue and Gold Print 7. Help Help 8. You Are Free 9. Great Dane 10. Lullaby Haze
Mogwai-protegéerne Errors albumklar
Det ville være lyv at sige, at det skotske band Errors har fået den helt store opmærksomhed i Danmark. I bund og grund har de ikke fået mere end 15 sekunders berømmelse: Et hedengangent DR2-program med undertitlen “Programmet om musik” besøgte Glasgow for et par år siden. Da DR’s udsendte følges med nogle af Mogwais medlemmer, råber et af dem pludselig en bleg, duknakket fyr an. Hvem af de fire Errors-medlemmer det drejer sig om, er undsluppet vores erindring, og han når da heller ikke meget mere end at blive præsenteret som “en af dem fra Errors”. Når Mogwai-folkene kender Errors, skyldes det, at Mogwais selskab Rock Action har haft kvartetten på kontrakt i efterhånden en del år. Indtil videre er det dog kun blevet til to 7″-singler og en ep, men nu er de blevet færdige med deres debutalbum, der har fået den skæve titel It’s Not Something, But It Is Like Whatever. Det er en kende uklart, hvornår albummet udkommer; et sted mellem april og juni er det tætteste, vi kan komme det. Til gengæld kan singleforløberen “Salut! France” høres på gruppens Myspace-side. Hvordan det lyder? Hvis vi nu siger, at electro møder shoegaze-guitarer, så har vi i hvert fald ramt en lille smule plet. Tjek selv på RupertMurdochSpace. Under alle omstændigheder tog Underworld dem med på en længere turné i efteråret. Tracklisten til debutalbummet er totally like whatever: 1. Toes 2. Salut! France 3. Still Game 4. Dance Music 5. Cutlery Drawer 6. A Lot Of The Things You Don’t Isn’t 7. Crystal Maze 8. National Prism 9. The Bagpipes 10. Pump
The Watson Twins brænder sange af
Country-duoen The Watson Twins, der består af søstrene Chandra og Leigh, er klar med deres debutalbum. Albummet har fået titlen Fire Songs og udkommer på selskabet Vanguard Records d. 24. juni. De to søstre har tidligere optrådt som duo under navnet Black Swan, men de blev først for alvor kendte, da de blev profileret ved udgivelsen af Rilo Kiley-sangerinden Jenny Lewis’ album Rabbit Fur Coat. Næsten samtidig udgav Watson-søstrene ep’en Southern Manners, og den følges nu op med Fire Songs, der er produceret af Russell Pollard og J. Soda – kendt fra forskellige bemandinger af Sebadoh, Earlimart, Everest og Folk Implosion. Nummeret “Just Like Heaven” fra det kommende album kan høres på søstrenes Myspace-side. Trackliste:1. How Am I To Be2. Lady Love Me3. Fall4. Just Like Heaven5. Map To Where You Are6. Dig A Little Deeper7. Sky Open Up8. Bar Woman Blues9. Only You10. Old Ways11. Waves
Nyt Mudhoney-album forude
Det er næsten 20 år siden, Mudhoney udgav deres selvbetitlede debutalbum. I starten af 90’erne pumpede de nye plader ud i et imponerende tempo og var blandt anmelderyndlingene i flokken af grungebands. Siden midt i det årti har Mudhoney haft lige knap så travlt med at udgive nye plader, men med tre-fire års mellemrum er der igen og igen dukket nyt op fra Seattle-bandet. Opmærksomheden omkring dem har ikke været enorm, men som bandet demonstrerede ved deres seneste show i Danmark for knap to år siden, er der stadig liv i dem. “Hvis man skulle have glemt det, er Mark Arm en suveræn sanger og Steve Turner en fantastisk guitarist. Deres slidte stil har aldrig taget sig bedre ud,” jublede Undertoners anmelder og priste kvartettens drejning mod en mere psykedelisk og stoner-agtig lyd. Om de fortsat vender i den retning, kan vi finde ud d. 20. maj, hvor bandet udgiver The Lucky Ones, der er det niende fuldlængdealbum. Der er indtil videre ingen smagsprøver at finde, men pladen udmærker sig i hvert fald ved at være indspillet rekordhurtigt. Lige knap fire dage tog det at optage alt det materiale, der er kommet med på pladen. Tracklisten ser ud som følger: 1. I’m Now 2. Inside Out Over You 3. The Lucky Ones 4. Next Time 5. And the Shimmering Light 6. The Open Mind 7. What’s This Thing? 8. Running Out 9. Tales of Terror 10. We Are Rising 11. New Meaning
Kim Gordon-sideprojekt klar med album
Sidste år udgav Sonic Youth-guitaristen og -forsangeren Thurston Moore sit første soloalbum i 12 år, Trees Outside the Academy. Det vil hans kone og bandkollega Kim Gordon tilsyneladende ikke stå tilbage for, så nu er der nyt materiale fra hendes hænder på vej. I 15 år har hun været en del af lidt af en supergruppe ved navn Free Kitten. De øvrige medlemmer er Yoshimi P-We fra japanske Boredoms og Julie Cafritz, der tidligere var en del af bandet Pussy Galore sammen med bl.a. Jon Spencer og Neil Hagerty fra Royal Trux. Free Kitten har ligget stille i næsten et årti, men d. 20. maj udsender trioen albummet Inherit – i øvrigt via Thurston Moores selskab Ecstatic Peace. Siden bandets seneste album, Sentimental Education, udkom for ni år siden, har den tidligere Pavement-bassist Mike Ibold sagt farvel til bandet. Helt fri for mandlig medvirken er Inherit dog ikke, idet en guitarist ved navn J. Mascis (Dinosaur Jr.) gæster pladen. Tracklisten ser ud som følger: 1. Erected Girl 2. Surf’s Up 3. Sea Sick 4. Free Kitten on the Mountain 5. Roughshod 6. Help Me 7. The Poet 8. Billboard 9. Bananas 10. Monster Eye 11. Sway Der er endnu ingen smagsprøver fra albummet, så vi må nøjes med en gammel godbid: Free Kitten åbnede Sentimental Education med en coverversion af France Gall-sangen “Teenie Weenie Boppie”, og den kan downloades hos Kill Rock Stars.
Minialbum fra Four Tet på trapperne
Det er hele tre år siden, engelske Kieran Hebden udgav sit seneste soloalbum under navnet Four Tet, Everything Ecstatic. Ud over diverse remixes samt en remix-opsamlingsplade har Four Tet-forklædningen ligget i dvale lige siden, og det ligner bestemt ikke Hebden. Bevares, han har haft travlt. Sidste år udgav han og vennerne Adem Ilhan og Sam Jeffers albummet The Sun, det første album fra deres fælles projekt Fridge siden 2001. Og senere på året var han producer for Sunburned Hand of the Man på deres album Fire Escape. Men tre års Four Tet-pause er altså heldigvis, hvad vi må nøjes med. For d. 21. april udgiver Hebden minialbummet Ringer med fire nye numre. Indtil videre holder han og Domino Records på musikken, så der er ingen smagsprøver at forholde sig til. Til gengæld kan vi fortælle, at Hebden i løbet af den forgangne vinter har indspillet sit fjerde samarbejdsalbum med den amerikanske freejazztrommeslager Steve Reid. Det har endnu ingen titel, men skal efter planen udkomme inden årets udgang.
Nyt Joan As Police Woman-album i juni
Joan Wasser har haft besøg i studiet af et par prominente herrer under indspilningerne af sit andet soloalbum, To Survive. Dels har den tidligere Japan- og nuværende Nine Horses-forsanger David Sylvian lagt stemme til åbningsnummeret “Honor Wishes” – dels er afslutningsnummeret, “To America”, en duet med Rufus Wainwright. Joan Wasser udgav sit første soloalbum under navnet Joan As Police Woman for to år siden, og Real Life fik mange ører til at spidses. Godt nok ville musikjournalisterne hellere have hende til at fortælle om vennen Antony eller – endnu bedre – om hendes afdøde kæreste Jeff Buckley, men der blev også plads til opmærksomhed genereret af musikken selv. Det bliver der på ny mulighed for d. 9. juni, hvor Wasser altså udgiver To Survive. Tracklisten ser således ud: 1. Honor Wishes 2. Holiday 3. To Be Loved 4. To Be Lonely 5. Magpies 6. Start of My Heart 7. Hard White Wall 8. Furious 9. To Survive 10. To America Og yes, førstesinglen “To Be Loved” kan høres på Joan As Police Womans MySpace-side.
Solo-debut fra Isan-medlemmet Robin Saville
Den ene halvdel af den stilskabende elektronika-duo Isan har færdiggjort sin solodebut. Robin Saville har kaldt albummet Peasgood Nonsuch, og det udkommer på selskabet Static Caravan d. 6. maj. Albummet følger op på den split-single, som Saville tidligere udgav sammen med Dollboy. Nummeret fra singlen vil ikke kunne findes på Peasgood Nonsuch . Som det er blevet sædvane for nutidens musikere, kan et par af numrene fra det kommende album findes på Savilles Myspace-side. Og så kan man på Flickr snage i de 13 fotos, som Saville har taget til coveret til Peasgood Nonsuch. De kan tyde på, at arbejdstitlen til albummet var World in a Cake Tin. Trackliste:1. Magpie2. An Outdoor Planetarium and..3. An Indoor Campsite4. Colin the Lazy Cormorant (part one)5. Colin the Lazy Cormorant (part two)6. Exultation7. Murmuration8. Charm9. Cloud Pathology
Nyt album og genudgivelser fra svenske Tape
Den svenske elektronik-akustiske trio Tape udgiver sit nye album betitlet Luminarium til april. Samtidig genudgives bandets to første album, Opera og Milieu, da de har været udsolgt i et stykke tid fra selskabet. Begge album udgives med en forlængelse af titlen med ordet ‘plus’, hvilket indikerer, at de er udvidet med ekstra numre taget fra de henholdsvise indspilninger. Godt initiativ, der dog straffer de købere, som i første omgang investerede i de to album. Må vi foreslå gratis download til de skadeslidte? Marts byder desuden på en split-single mellem Tape og det japanske band Tenniscoats. De to bands har tidligere – og for nylig – krydets klinger på Tenniscoats-albummet Tan-Tan Therapy, hvor Tape bidrog musikalsk og arrangementsmæssigt. Alle udgivelserne udkommer/er udkommet på Häpna – Tapes eget selskab.
Koncert-højdepunkter i marts
Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Foråret er her omsider. Det fejres tirsdag den 4. marts i Store Vega i København, hvor Band of Horses lægger vejen forbi. Trioen fra Seattle har i 2007 imponeret anmelderne med deres andet album, Cease to Begin og dets stemningsfulde indierock. Der er lagt i kakkelovnen til en smuk og varm koncertoplevelse. Hvis du ikke kan opleve Band of Horses i Vega, så får du heldigvis chancen igen til sommer, hvor bandet spiller på årets Roskilde festival. Tegan and Sara Fra de mere hjemlige kanter, kan Sebastian T. W. Kristiansen alias The Setting Son opleves live fredag den 7. marts. The Setting Son udgav sit selvbetitlede debutalbum sidste år, og opnåede rimelig omtale med sin 60’er-poppsych og catchy melodier. Koncerten foregår på Københavns nye spillested, Lygten. Den gamle Lygten Station i Nordvest er nemlig netop genopstået som spillested og kulturhus. Her startes sæsonen med en række koncerter med forskellige upcoming bands. Se mere om Lygtens program her. Onsdag den 12. marts byder på en rigtig musikalsk lækkerbisken i Lille Vega. Den canadiske tvillingeduo Tegan and Sara har tidligere varmet op for store navne som Neil Young og Rufus Wainwright, og nu spiller de i København med deres charmerende indierock. Koncerten er allerede udsolgt, men som et lille plaster på såret – eller inspiration, hvis du har billet – kan du på canadisk radios hjemmeside lytte til en hel koncert fra sidste år, hvor tvillingeparret optrådte i deres hjemby, Calgary, for det største publikum, de nogensinde har headlinet for. Optagelserne er rigtig gode og bestemt et lyt værd. For også at tage en lille udflugt til det jyske, er det værd at nævne, at Train i Århus får besøg af britiske Editors lørdag den 15. marts. Bandet behøver næppe nogen stor introduktion, da de efterhånden er godt etablerede, også som mere end “Interpol-light”. For to år siden optrådte de live i København, og her konkluderede Undertoners anmelder, at Editors ganske vist ikke er det allermest originale band, men at de til gengæld gør det, de gør, helt forrygende. Også live. Læs anmeldelsen her. Sidst men bestemt ikke mindst, skal det nævnes, at de amerikansk-britiske rockkids The Kills kommer til Danmark i slutningen af måneden. Da duen bestående af VV alias Alison Mosshart og Hotel alias Jamie Hince sidst var i Danmark, optrådte de på Loppen i København. Det var en medrivende, skramlende, punket og sexet koncert, men hvis man er bange for bidske kvinder, der stirrer ondt og spytter, er det nok en god idé at rykke et par rækker væk fra Mosshart. Vurdér selv sagen søndag den 30. på Voxhall i Århus eller den 31. i Lille Vega i København. Hold øje med andre anbefalelsesværdige koncerter i koncertkalenderen.
Kvindelige musikere hjælper mænd med at tage stilling
D. 1. marts starter kampagnen ‘Tag stilling, mand’, der er en kampagne mod prostitution. Tre kvindelige musikere støtter op. Kampagnen ‘Tag stilling, mand’ består af en hjemmeside, hvor kendte og ukendte danskere med billede fortæller, hvorfor de er imod prostitution. Indtil videre har bl.a. Simon Kvamm og Manu Sareen taget stilling. På Kvindernes Internationale Kampdag, d. 8. marts, arrangerer folkene bag kampagnen et halvdagsseminar på Christianshavns Beboerhus fra 16-01. Udover debat og dokumentarfilm om prostitution vil der være musik, dj’s og vj’s. De tre kvindelige musikere Nanna Larsen, Maria Køhnke og Jomi Massage støtter arrangementet med deres musik. Sidstnævnte er på det foreløbige program annonceret som Jomi Massage med venner, og på sin hjemmeside skriver hun, at bl.a. Luke Sutherland vil spille med denne aften. Links:Nanna LarsenMaria KøhnkeJomi Massage
Escho har balloner og terrasser
Det vil naturligvis være halsløs gerning at kaste sig ud i en udtømmende opremsning af samtlige danske musikere, der har smag for det excentriske og grænseudfordrende. Vi nøjes i al ydmyghed med at påpege, at d’herrer, der er involveret i pladeselskabet Escho, godt kan komme i betragtning. Escho-kollektivet har forbindelse til så kantede orkestre som Mit Nye Band, KLoAK og Düreforsög, og fra de to sidstnævnte kommer de to mænd bag Eschos nyeste udgivelse. Anders Jørgen Mortensen er frontmand i KLoAK, mens Andreas Hauer-Jensen var med til at stifte Düreforsög, og i fællesskab har de lavet 10″-udgivelsen Alle med balloner og terrasser, som udkommer d. 28. februar. Det er allerede i morgen, hvor Escho fejrer udgivelsen med festivitas og koncert på caféen Din Nye Ven i Skt. Peders Stræde, København. Tracklisten til 10″-pladen ser således ud: A1 Hoppebolde A2 Vi fandt dem B1 Gardiner. Og så flere gardiner B2 Skuffer med jord i
Merz inspireret af flyttefirma på nyt album
Merz – med det borgerlige navn Conrad Lambert – er klar med sit tredje album. Albummet har fået titlen Moi Et Mon Camion – en titel der minder mistænkeligt meget om L:Ron:Haralds ti år gamle klassiker “Mæ å Min Kadett”. Men Lambert har nok næppe forstået meget af det sønderjyske hit. Hans album skulle derimod være opkaldt efter et engelsk flyttefirma, som Lambert og hans kone har benyttet indtil flere gange. Lyden af denne lastbil er da også med på albummet, som er blevet skrevet i Bristol, Plymouth og Bath – Lamberts tre seneste hjembyer. På albummet får Lambert hjælp af den mystiske, lokale sanger ‘Blue Man of Bath’, men også bassist Charlie Jones (spiller sammen med Robert Plant & Jimmy Page), Goldfrapp og Clive Deamer, der trommer for Portishead, hjælper til. The Earlies bidrager desuden med vokal på nummeret “call me”. Albummet udkommer d. 17. marts på Gronland Records. Trackliste1. moi et mon camion2. call me3. shun4. malcolm5. silver moon ladders6. presume too much7. lucky man8. cover me9. no bells left to chime10. the first and last waltz Læs også Undertoners anmeldelse af:Merz: Loveheart
