Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Nyheder

Murcof-album til september

Hånden på hjertet: Det er ikke meget, vi får skrevet om Mexico her på siden. Og der er immervæk andet og mere end mariachi-bands i Hugo Sanchez’ hjemland. Et af beviserne er Fernando Corona, som siden 2002 har udgivet to fuldlængdeplader og et remixalbum under navnet Murcof. De har budt på en stilren blanding af minimalistisk lyttetechno og klassisk musik, som via antydningens kunst har tematiseret minder – især af den melankolske slags. Og det er med al sandsynlighed også opskriften på Coronas tredje regulære album, Cosmos, der udkommer 17. september. At titlen og tracklisten er så fokuseret på bogstavet C, giver sådan set sig selv. Første album hed Martes, remixpladen Utopia, og det seneste album hed Remembranza – og alle tre var fyldt med numre, der delte forbogstav med pladen. Med den nye pladetitel på plads mangler der kun en O- og en F-plade, før Corona har bevist, at han godt kan stave til sit eget kunstnernavn. “Cielo” kan høres på Myspace – og hele tracklisten er her: 1. Cuerpo Celeste 2. Cielo 3. Cosmos I 4. Cometa 5. Cosmos II 6. Oort

Nyheder

Baby Woodrose jagter regnbuer

Chasing Rainbows er titlen på Baby Woodroses nye plade, der udkommer 22. oktober. Det er ikke svært at forestille sig de tre syrehoveder i Baby Woodrose spæne ud over en blomsterklædt eng påvirket af whatever, i et forsøg på at fange den regnbue, der bare må gemme sig bag det næste træ. Måske derfor siger de nyeste bulletiner, at det fjerde album fra Baby Woodrose kommer til at hedde Chasing Rainbows. Ifølge forsanger Lorenzo Woodrose er mixingen af pladen, der byder på 11 nye sange, godt i gang. “Albummet indeholder mange overraskelser. Der er blandt andet tur-til-Indien-med-Brian-Jones-på-syre-på-bagsædet-nummeret “In Your Life,” lapsteel extravaganza i “Lilith” og den Ultimate Spinach-inspirerede “No More Darkness,”” skriver Lorenzo Woodrose på sin MySpace-side. Ifølge Lorenzo er albummet inspireret af arbejdet med Dragontears-projektet, men han afslører samtidig, at pladen også stikker i andre retninger. “Lyden er meget frisk og anderledes i forhold til andre ting, vi har lavet. Ret poppet og kommerciel. Teksterne handler mest om at føle sig malplaceret, længsel efter kærligheden og søgen efter sandheden og lyset som en vej ud af mørket.” Godt sagt, siger vi her hos Undertoner, imens vi så småt ser frem til at sætte følgende 11 sange på pladespilleren: Chasing Rainbows Someone to Love No More Darkness Lilith Renegade Soul Dark Twin Let Yourself Go Twilight Princess Gonna Make You Mine Madness of Your Making In Your Life

Nyheder

Hood- og Notwist-gæster på ny Subtle-plade

For godt et halvt års tid siden hyldede Undertoners anmelder den amerikanske hiphopgruppe Subtles andet album, For Hero:For Fool. “En skøn og skør sammensmeltning af stort set alle genrer, man kan komme i tanke om,” lød en af roserne. Vi er ret sikre på, at det der med at udfordre genregrænserne gentager sig til efteråret. Til den tid – på en endnu ikke fastsat dato – udsender Subtle nemlig album nr. tre, beretter Angryape.com. Titlen bliver Yell & Ice, og gæstelisten ser temmelig imponerende ud. I studiet har det rappende midtpunkt Doseone og hans kumpaner nemlig haft besøg af notabiliteter såsom sangeren Tunde Adebimpe fra TV on the Radio, Chris Adams fra Hood, Markus Acher fra Notwist og Ms. John Soda samt Dan Boeckner fra Wolf Parade. Ligeledes har Yoni Wolf alias why?, som Doseone tidligere var bandkollega med i cLOUDDEAD, aflagt Subtle et visit.

Nyheder

Akron/Family har simpelt kærlighedsliv (på ny plade)

Det urbane folkband Akron/Family fra Brooklyn, NYC, udgiver snart albummet Love Is Simple. Selvom det kun bliver bandets andet album, så kan det ikke helt tælle som opfølgeren til debuten. For bandet har også indspillet en mini-lp, et split-album med Michael Gira og ageret backingband for Gira både på plade og på tour. Albummet med det hjertelige cover udkommer d. 10. september og med første oplag kommer en dvd med live-billeder fra Akkron/Familys seneste turne. Indtil Love Is Simple udkommer og vil forlænge efteråret med til tilstedeværelse, kan du her lytte til nummeret Phenomena fra albummet (hos Stereogum) Trackliste:1. “Love, Love, Love (Everyone)” (1:46)2. “Ed Is A Portal” (7:30)3. “Don’t Be Afraid, You’re Already Dead” (4:36) 4. “I’ve Got Some Friends” (3:08) 5. “Lake Song/New Ceremonial Music For Moms” (7:24) 6. “There’s So Many Colors” (8:11) 7. “Crickets” (3:58) 8. “Phenomena” (3:44) 9. “Pony’s O.G.” (5:20) 10. “Of All The Things” (7:41) 11. “Love, Love, Love 2 (Reprise)” (3:07)

Nyheder

Vashti Bunyan samler demoer og singler

For tre år siden dukkede navnet Vashti Bunyan lige pludselig op rigtig mange steder på internettet. Hypen opstod, da pladeselskabet Dicristina Stair Builders besluttede sig for at genudgive den engelske sangerindes hidtil eneste album, Just Another Diamond Day, der havde intet mindre end 34 år på bagen – og så ellers var forsvundet fra sådan cirka alle og enhvers hukommelse. Men Bunyan blev skrevet ud af glemmebogen og direkte ind i det 21. århundrede, hvor hun begyndte at optræde med Devendra Banhart og indspille solo såvel som sammen med Animal Collective. Efter at hun altså med tre et halvt årtis forsinkelse fik genoptaget karrieren, har Bunyan sammen med sit pladeselskab FatCat taget en tur gennem sine bunker af 60’er-sange, som aldrig blev udgivet. Dem var der en hel del af – faktisk nok til en dobbelt-cd. Hele cd 2 stammer fra en 1964-demo, mens søster-cd’en, der primært byder på demoer fra de næste par år, åbner med to numre fra en single, der udkom i 1965. A-siden, “Some Things Just Stick in Your Mind”, der også har lagt navn til opsamlingen, blev skrevet til Bunyan af to (dengang) unge mænd med efternavnene Jagger og Richards. Tracklisten i sin fulde længde: Cd 1: 1. Some Things Just Stick in Your Mind 2. I Want to Be Alone 3. Train Song 4. Love Song 5. Winter Is Blue 6. Coldest Night of the Year 7. I’d Like to Walk Around in Your Mind 8. Winter Is Blue (Demo) 9. Girl’s Song in Winter 10. If in Winter (100 Lovers) 11. Wishwanderer (Demo) 12. Don’t Believe 13. 17 Pink Sugar Elephants Cd 2: 1. Autumn Leaves 2. Leave Me 3. If in Winter (100 Lovers) 4. How Do I Know 5. Find My Heart Again 6. Go Before the Dawn 7. Girl’s Song in Winter 8. I Don’t Know What Love Is 9. Don’t Believe What They Say 10. Love You Now 11. I Know 12. Someday

Nyheder

Roky Erickson med på ny Mogwai-plade

Hidtil har skotske Mogwai holdt sig til at bruge gæstevokalister fra deres bekendtskabskreds såsom Gruff Rhys fra Super Furry Animals og Aidan Moffat fra hedengangne Arab Strap. Men på deres nye album, som de i disse uger er ved at indspille, har de en noget overraskende gæst, kan Birmingham Post berette. Det eneste nummer, som indtil videre er færdigt, byder nemlig på den sprukne røst, der tilhører psych-legenden Roky Erickson – en herre, som Undertoners anmelder kaldte “en af verdens klart bedste sangere og en verdensklasseguitarist af den absolut mest slidte skuffe” efter hans ellers ikke alt for ophidsende koncert på årets Roskilde Festival. Det må siges at være lidt af et scoop for Mogwai, som dog har gået og gemt på nummeret i et stykke tid. 13th Floor Elevators-forsangerens vokalvisit skulle nemlig have været med på Mr. Beast, der udkom for snart halvandet år siden, men nu må vi i stedet vente indtil starten af 2008, hvor Mogwais sjette regulære album formodentlig er klar til udgivelse.

Nyheder

Tunng gæster Vega i næste måned

Om to uger udsender den engelske folk-sekstet Tunng deres tredje album på blot 2½ år, Good Arrows. Allerede inden såvel anmeldere som lyttere har afgivet deres dom, har Tunng planlagt en længere rundrejse i Europa for at modtage folkets hyldest – subsidiært for at spille koncerter. Sekstetten var i Danmark for en måneds tid siden i forbindelse med Roskilde Festival, hvor de spillede en koncert, der skilte vandene; Undertoners anmelder var nogenlunde tilfreds. I slutningen af næste måned kommer der så en ny mulighed for at blive lukket ind i Tunngs mytiske, dragende folk-univers. Søndag d. 30. september spiller gruppen nemlig på Vega i København. Hvorvidt folk så har tid til at komme netop den dag, kan med en vis ret betragtes som usikkert. Vi kan i hvert fald komme i tanke om en hel del mennesker, der vil være travlt beskæftiget med at fejre, at det d. 30. er præcis to år siden, at Jyllands-Posten offentliggjorde 12 tegninger af en profet.

Nyheder

Undertoner går i sommerdvale

Vi ønsker glædelig agurketid. Der er masser af ting at give sig til her i juli: krimier, polske kunstfilm og store oprydningsprojekter. Man kunne tage til fremmede lande, spise eksotisk mad og lede efter spændende plader til spotpris. Egentlig kunne man vel også smutte forbi byggemarkedet og købe en kuglegrill – men vi kan jo ikke alle sammen være Jan Glæsel. Under alle omstændigheder har Undertoner-redaktionen travlt resten af juli. Travlt med ikke at have travlt, vel at mærke. Vi gearer nemlig ned. Så frem til starten af august ligger nyhedsproduktionen på is, og vi nøjes med at smide en lille håndfuld nye anmeldelser på siden med fem-seks dages mellemrum. Mens vi samler kræfter og havestole, håber vi, I får en god sommer. Og brug endelig syv minutter af den på den første smagsprøve fra det kommende Animal Collective-album.

Nyheder

Jandek kommer til Århus

De århusianske koncertarrangører Ljud kunne allerede for nogle måneder siden meddele, at anmelderroste Six Organs of Admittance ville komme til Århus i starten af august. Nu er der kommet mere nyt om Ljuds efterårssæson, og især ét navn springer i øjnene. D. 14., 15. eller 16. november kommer den mytiske sangskriver Jandek nemlig til Århus. Over de sidste 30 år er der udkommet i omegnen af 50 plader fra Jandek. De byder på en alt andet end konventionel fortolkning af genrer som folk og blues. Lige så produktiv sangskriveren er, lige så hemmelig er han. Hans sande identitet er kun kendt af meget få, og internt i fanskaren er der stor uenighed om, hvorvidt navnet Jandek blot er et kunstnernavn, der dækker over en sky sangskriver – eller om karakteren Jandek snarere er en konstruktion. Rollespil eller ej – for tre år siden spillede Jandek for første gang live ved et arrangement i Glasgow. Eller rettere sagt sendte Jandeks pladeselskab Corwood “en repræsentant”, der optrådte. Navnet Jandek blev ikke nævnt på noget tidspunkt. Siden er der i livesammenhæng blevet lettet lidt på låget, så der nu gerne må stå Jandek på plakater etc. Men hvem det egentlig er, der kommer til Århus til november, er stadig uvist. Uanset (eller måske netop på grund af) dét skal showet nok blive lidt af et tilløbsstykke.

Nyheder

Fiery Furnaces tager til Widow City

Hånden på hjertet: Vi er mange, der godt kan komme til at bilde os selv ind, at arabisk bare er arabisk – et fælles sprog for alle dem, der bor i Mellemøsten m.m. Men så nemt er det nu ikke. For hvert enkelt land – ja, hvert enkelt lokalområde – har sine egne dialekter, og grammatikken er heller ikke den samme overalt. Det er en problematik, som hele musikbranchen har overset totalt indtil nu. Heldigvis træder The Fiery Furnaces til og redder kastanjerne ud af flammerne. 8. oktober udsender de nemlig albummet Widow City, som bl.a. rummer en sang med titlen “My Egyptian Grammar”. Det navn kunne tyde på, at vi endelig får skåret ud i pap, at arabisk ikke er det samme i Cairo som i Damaskus. Phew. Widow City er det sjette album fra The Fiery Furnaces, der startede som en duo bestående af søskendeparret Eleanor og Matthew Friedberger. Nu er gruppen dog en kvintet og inkluderer det tidligere Sebadoh-medlem Jason Loewenstein. I sin helhed strækker tracklisten sig på denne måde: 1. The Philadelphia Grand Jury 2. Duplexes of the Dead 3. Automatic Husband 4. Ex-Guru 5. Clear Signal From Cairo 6. My Egyptian Grammar 7. The Old Hag Is Sleeping 8. Japanese Slippers 9. Navy Nurse 10. Uncle Charlie 11. Right by Conquest 12. Restorative Beer 13. Wicker What-Nots 14. Cabaret of the Seven Devils 15. Pricked in the Heart 16. Widow City

Nyheder

Tredje Songs of Green Pheasant-album på to år

Ja, man tror det næppe, men Duncan Sumpner alias Songs of Green Pheasant er så langt fra at være oppe på promotion-beatet, at han end ikke har en Myspace-profil. Men han er efterhånden også ved at være kendt for ikke rigtig at gøre det store for at komme frem i lyset. F.eks. sendte han for fem år siden en demo til Fat Cat Records uden at fortælle dem noget som helst om, hvem han var. Det gjorde, at det tog dem flere år at opspore ham… Mens Sumpner altså virker lidt pr-modvillig, kan man ikke beskylde ham for at spilde tiden. Den selvbetitlede debutplade udkom for to år siden, efterfølgeren fulgte i november sidste år, og 20. august er den tredje Songs of Green Pheasant-plade så klar. Den hedder Gyllyng Street og er opkaldt efter en gade i Cornwall, hvor Sumpner boede midt i 90’erne. Ifølge bulletinerne fra Fat Cat Records viser Sumpner nye sider af sit talent. Han har lagt lidt afstand til den klassiske folk-tradition og nærmer sig hist og her bands som Flying Saucer Attack og Bark Psychosis. Tracklisten ser således ud: 1. Boats 2. King Friday 3. The Ballad of Century Paul 4. West Coast Profiling 5. Alex Drifting Alone 6. Fires P.G.R. 7. A Sketch for Maenporth

Nyheder

Slaraffenland med på Radiohead-hyldest

For knap halvandet år siden fik hyldestpladen Exit Music: Songs with Radio Heads en syngende lussing fra en ret så enig anmelderskare: Radioheads sange trængte overhovedet ikke til at blive genskabt som soul og r’n’b. Det ikke specielt heldige eksperiment er der næppe nogen, der gentager lige foreløbig (og tak for det), men Radiohead har betydet så meget for så mange, at deres sangkatalog er svært at holde fingrene fra. Ja, i anledning af, at det er 10 år siden, at Thom Yorke & co. udgav OK Computer, har den amerikanske musik-blog Stereogum faktisk opfordret 12 bands til at genindspille albummet. Blandt dem er danske Slaraffenland, der har taget sig af førstesinglen “Paranoid Android”. Den albumaktuelle kvintet er i selskab med så fine navne som The Twilight Sad, Marissa Nadler og eks-Pedro the Lion-bagmanden David Bazan. Hele tracklisten er her: 1. Doveman: Airbag 2. Slaraffenland: Paranoid Android 3. Mobius Band: Subterranean Homesick Alien 4. Vampire Weekend: Exit Music (For a Film) 5. David Bazan’s Black Cloud: Let Down 6. John Vanderslice: Karma Police 7. Samson Dalonoga feat. The Found Sound Orchestra: Fitter Happier 8. Cold War Kids: Electioneering 9. The Twilight Sad: Climbing Up the Walls 10. Marissa Nadler feat. Black Hole Infinity: No Surprises 11. My Brightest Diamond: Lucky 12. Flash Hawk Parlor Ensemble: The Tourist Hele baduljen (også det, hmm, diskutable cover) kan hentes hos Stereogum.

Artikler

Roskilde Festival 2007

Endnu en gang sejrede Roskilde Festival. Måske endda mere end nogen sinde. Vejret var helt igennem skrækkeligt – med torsdagens mere end 44 millimeter regn som det suverænt værste – og alligevel holdt publikum hovederne så højt hævede, som hætterne i regntøjet nu tillod, og insisterede på, at mudderet ikke skulle ødelægge festen. Det var umuligt at undgå, at pløret lagde en vis dæmper på udskejelserne, men det er svært ikke at glæde sig over, at festivalgæsterne snarere brugte frustrationerne over vejrguderne som motivation til at se flere koncerter end som afsæt for tåbeligheder. Sjældent har der i hvert fald været så tydelig en aura af hensyntagen til de andre gæster – måske afledt af, at ingen kunne nænne at ødelægge mere af en festival, der havde så svære ydre vilkår. Lige så vel som publikum skal have masser af ros, beviste festivalens forløb, at arrangørerne fortjener skulderklap. Sure mænd fra store danske dagblade skældte ud over programmet, og især B.T. pustede sig op og kaldte det tarveligt og en elendighed. Ja, den “begavede tabloid”skælder sådan set stadig ud. Til alle brokkerierne er der kun at sige, at det ikke er tragisk, men tværtimod en stor lykke, at Roskilde ikke er i nærheden af at blive en forvokset udgave af Grøn Koncert med visse internationale strejf. Tværtimod bør det til hver en tid glæde musikelskere, der stadig er opdagelseslystne og har lyst til at kigge i nye retninger, at Roskilde Festival spænder så bredt, at der er plads til både Nephew og Mahmoud Ahmed – til både metalnavne som Mastodon, In Flames etc. og en håndfuld sarte, sfæriske navne fra Japan. Drop nu bare snakken om, at der ikke var hovednavne nok. For det første floppede store navne som Beastie Boys og ikke mindst Red Hot Chili Peppers alligevel fælt, og for det andet – og endnu vigtigere – så fik festivalen solgt alle sine billetter hurtigere end meget længe.Vi skal prøve at holde os for gode til at være lommesociologiske, men tænk nu bare, hvis de potentielle festivalgængere er blevet mere nysgerrige de seneste år. Tænk, hvis den nemmere adgang til musik via såvel MySpace som andre, juridisk set mere tvivlsomme kilder har gjort, at publikums horisonter har åbnet sig bare lidt. Der er tydeligvis et publikum til festivaler uden hverken Metallica eller ligegyldige superstjerner a la Robbie Williams og Avril Lavigne. Festivalen skal også have opadvendte tommelfingre for de to nye scener Cosmopol og Astoria, som fungerede klart bedre end de scener, de afløste. Ikke mindst Astoria var en stor fornøjelse, fordi teltet var så lukket, at selv tidligere eftermiddagskoncerter som søndagens Beirut-koncert blev en fortættet oplevelse.Den diametrale modsætning, Orange Scene, var derimod heller ikke i år helt godt kørende. Med Björk-koncerten som en mindeværdig undtagelse kneb det på ny med lyden – og helt galt gik det under Beastie Boys-showet. Ligeledes var storskærmene heller ikke lige velkørende hele vejen. Men det er trods alt småting i det store billede efter en festival, som mod alle odds klarede sig strålende. The Lionheart Brothers, Wilco, Tunng, 08.07.07Beirut, Akron/Family, Pelican, 08.07.07Badun, Spiritualized – Acoustic Mainlines, Basement Jaxx, 08.07.07Loney, Dear, A Hawk and a Hacksaw, Grizzly Bear, 07.07.07The National, Tenniscoats, Taxi Taxi!, 07.07.07Slaraffenland, Flaming Lips, Holly Golightly, 07.07.07Maher Shalal Hash Baz, Lee Scratch Perry & Adrian Sherwood, 06.07.07Mando Diao, People Press Play, Roky Erickson and the Explosives, 06.07.07Camera Obscura, Klaxons, Annuals, Brian Jonestown Massacre, 06.07.07Arcade Fire, Speaker Bite Me, Björk, 05.07.07Matmos, Mahmoud Ahmed, 05.07.07Death by Kite, Highway Child, Turboweekend, Choir of Young Believers, 01.-03.07.07Atoi, Marybell Katastrophy, 1 2 3 4, 01.-04.07.07