Artikler

Den afsluttende søndag er altid svær at håndtere: Der er masser af gode ting at se, men energiniveauet er på vej ned under gulvbrædderne. Derfor må det være på sin plads at starte i Astoria-teltet, hvor der 12.30 skulle være mulighed for at indtage Badun liggende. Jeg var godt nok ikke vildt imponeret over deres impro-jazztronica, da jeg hørte dem live for nogle måneder siden, men denne gang har de Jonas Stampe (alias Snöleoparden) med på bl.a. citar, og den slags siger man ikke nej til. Bliver det hele for komplekst og nørdet, fortrækker jeg nok til Pavilion-scenen kl. 13, hvor norske Lionheart Brothers serverer shoegazer med Beach Boys i ascendanten, og det lyder som en god måde at få klemt lidt sommerfriskhed ind i den trætte krop. Giver Badun mig til gengæld lyst til mere af det komplekse, skal jeg over til Lounge-scenen og se ligeledes danske Pixel. Jon Egeskovs minimalistiske electronica skærer benhårdt alt andet end rytmeforløb fra, og på forunderlig vis lykkes det ham alligevel at skabe varierede og konstant omskiftelige lydlandskaber. En time efter må jeg nok hellere opleve de ikke specielt blufærdige hiphoppere Suspekt. Mere end 30 minutter af deres Cosmopol-optræden kan mine gode manerer dog nok ikke holde til, og så passer det jo fint, at Zach Condon alias Beirut træder ind på Astoria 14.30. Vidunderknægten har rent musikalsk bosat sig i et meget givtigt grænseland mellem navne som Neutral Milk Hotel og Magnetic Fields samt tydelige Balkan-impulser, og det skal blive spændende at høre nogle af de sange, der befinder sig på hans nye album The Flying Club Cup, som udkommer til september. Kl. 15 er der mulighed for at opleve Electrelane på Pavilion, men deres noget indelukkede 2004-show giver mig ikke den store lyst til at komme nærmere. Kl. 16 vil jeg til gengæld i Arena-teltet og se Wilco spille deres Volkswagen-sponsorerede alt.country. I mine ører toppede de godt nok med Yankee Hotel Foxtrot for en håndfuld år siden, men leverer de bare lidt derfra, er jeg glad. De skal dog ikke hvile ret meget på laurbærrene, for 16.30 spiller free-folk-gruppen Akron/Family andetsteds, og deres alt andet end konventionelle sangskrivning m.m. er egentlig ret tillokkende for ligesom at holde adrenalinen i gang. Den opgave skal Pelican i hvert fald nok klare kl. 18, hvor deres instrumentale metal skal nok få Odeons teltsider til at sitre. Kvartetten appellerer nok mere til postrockfans med smag for et tungt, tungt udtryk end til traditionelle metalfans. Showet bliver med 99,6 procents sikkerhed helt uden growl eller Yngwie Malmsteen-soli. Til gengæld kunne et monster af et nummer som det tordnende epos “March Into the Sea” godt blive en overvældende oplevelse. Straks Pelican er færdige med at spille hornbrillemetal, sprinter jeg til Astoria, hvor engelske Tunng er i fuld gang med at præsentere deres fornemt afbalancerede mix af folksange og electronica. 2006-pladen Comments From the Inner Chorus var godt nok ikke så stærk endda, men kollektivet har alligevel så fint et øre for gode folkpopsange, at det nok skal blive hyggeligt at komme lidt ned på jorden sammen med Tunng. Nede på jorden kan man ikke just beskylde deres hysterisk storladne landsmænd i Muse for at være. Deres 2004-koncert husker jeg bedst for lyssætningen, og det er ikke den bedste anbefaling. Men hvis der ikke er noget junkfood, der skal spises, kan Arena godt få besøg. Mere overbevist er jeg dog om, at Astoria kl. 20.30 byder på en godbid. Skotske Twilight Sad har haft held til dét, Mogwai lader til gerne at ville, men ikke rigtig magter: at skrive fængende rocksange, der forener støj med gode vokaler. Forsanger James Graham har tilmed en ærkeskotsk én af slagsen, og det gør bestemt ikke oplevelsen ringere. Og så er der vist ellers ved at være udsolgt i både krop og sjæl. Men skal jeg nå en enkelt koncert mere, må det blive Skives fineste bud på en kød & blod-udgave af begrebet ‘selvtillid’. Dúné leverer live deres synthrock med alle de klichégreb, man overhovedet kan forestille sig – og slipper imponerende godt fra det. Hvor mange andre forsangere end Mattias Kolstrup kan f.eks. komme af sted med i en intro til en sang at levere en så på papiret problematisk Martin Luther King-udvanding som »jeg har en drøm – om at se alle herinde hoppe« uden at få Janteloven kylet lige i fjæset? Og netop fordi Dúné tror så meget på sig selv, at de ikke behøver en isvinter for at gå tværs over Storebælt, glider det hele ned. Og mere til. Bevares, de syv teenagere har ikke opfundet nogen dybe musikalske tallerkener, men hvis man vil slutte festivalen med et stort smil, er Pavilion det rette sted at være kl. 21.

Hverken silende regn eller uoverkommelige tømmermænd oven på gårsdagens strabadser, der for nogle måske først sluttede med Brian Jonestown Massacres sene nattekoncert, er brugbare undskyldninger for ikke at troppe op foran Pavillion-scenen allerede kl. 12. Slaraffenland Her spiller danske Slaraffenland. Det fem mand høje og overvejende instrumentale orkester blander jazz med eksperimenterende og til tider støjende rock. Hørt før, ja, men Slaraffenland sætter via deres enstemmige råbevokaler et personligt aftryk på deres improvisationer, så alt peger i retning af, at det bliver en god start på dagen. Efter Slaraffenland vil det ikke være en helt dum idé at smutte forbi Odeon, hvor lofi-collegepunkerne The Thermals, der er programsat kl. 12.30, allerede er i fuld sving med at forene Weezer og Guided by Voices. Den cocktail skal nok få én op på mærkerne – det bliver også nødvendigt, hvis ikke man skal kollapse af udmattelse i løbet af dagens tætpakkede program. Dagens første navn, der skal sættes en tydelig cirkel omkring i programmet, er The National. The National Det er lidt ærgerligt, at de spiller allerede kl. 14.30 på Odeon, for deres underspillede og melankolske americana med Matt Berningers mørke røst i front bør indtages, efter solen er gået ned – og helst i ledsagelse med en whisky eller en stout. Men det bliver garanteret en nærværende oplevelse trods det tidlige spilletidspunkt. Færøernes svar på Franz Ferdinand går under navnet Boys in a Band, og de kunne godt gå hen og blive et charmerende bekendtskab – ikke mindst på grund af den særegne accent. Men norske Bigbang spiller samtidig, kl. 16.00 på Orange, og deres melodiske rock, der smager af både Crosby, Stills & Nash og R.E.M., skulle være en forrygende oplevelse live. Det må stå sin prøve. Indtil kl. 17.00 for så er det videre for at høre de svenske tvillingesøstre i Taxi Taxi! fremføre deres tyste og skrøbelige folkmelodier på Lounge-scenen. Flaming Lips seneste plade, At War With the Mystics, er på det jævne, men sætlister fra nyligt afholdte koncerter tyder på, at Wayne Coyne og co. vil diske op med et bredt repertoire, når de entrer Orange Scene kl. 18.30. Så der kan være noget stort i vente. Bliver det et festfyrværkeri af en Flaming Lips-koncert, kommer det nok desværre til at gå ud over Holly Golightly, der går op på Astoria-scenen kl. 19.15. Hun blev for alvor kendt, efter hun medvirkede på White Stripes’ Elephant. Men hun kan nu også stå på egne ben. Det har hun gjort i mere end 10 år, hvor det er blevet til en lang række plader, som trækker på roots, blues og garage-influenser. Live skulle Golightly være ret så fremragende, så det vil næppe være et skidt træk at smutte midt under Flaming Lips for at opleve hende. The Who Engelske Soulsavers feat. Mark Lanegan spiller samtidig, kl. 19.15 på Arena, men de må bukke under for den stærke konkurrence. Trods Lanegans karakteristiske tobaksvokal er Soulsavers’ seneste plade, It’s Not How Far You Fall It’s the Way You Land, ikke videre spændende. Skandinaviens svar på Sufjan Stevens, svenske Loney, Dear (alias Emil Svanängen), der med Loney, Noir har udgivet en af de fineste plader i år, er derimod værd at sætte kryds ved. Det er kl. 20.00 på Pavilion-scenen, og man kan forvente dybfølt popmusik fremført af en blid vokal med falsettendens. Noget vildere bliver det 21.30 på Orange Scene, hvor det er tid til at slå møllesving synkront med Pete Townsend. The Who kan godt gå hen at blive en af de obligatoriske rockdinosaurer, der rent faktisk leverer varen. Norske 120 Days’ shoegaze-inspirerede elektrorock bliver der desværre næppe tid til mellem The Who og endnu et af lørdagens formodede højdepunkter, Grizzly Bear, som tager opstilling på Pavillion-scenen, præcis når midnatsklokkerne ringer. Man kan egentlig ikke forlange en meget bedre måde at afrunde dagen på end at være i selskab med Grizzly Bears halvsære lofi-folk. Læs også en guide til søndag-onsdag, torsdag, fredag og søndag.

Fredag er dette års klart bedste dag. Faktisk er den måske nærmest lidt for god, for der er så proppet med slagkraftige koncerter, at det er tvivlsomt, om man kan nå det hele, hvis man også skal have tid til at bevæge sig mellem teltene, spise og koge. Det starter ellers lidt sløvt. Først på dagen er der ikke så meget at komme efter, med mindre man er i humør til hiphop. Hvis man er det, kan man passende starte med at tjekke kulminationen på et af festivalens nyeste påfund ud, rapbattle-arrangementet Roskillz, hvor folk kan melde sig til og tilsyneladende få hårde verbale hug af bl.a. Per Vers. Kl. 12 er der finale på Cosmopol, og i den forbindelse optræder Jøden. Nikaido Kazumi Hvis man bliver på Cosmopol, er der fra kl. 14 mere (og mere spændende, vil nogle måske sige) hiphop, idet superselskabet Stones Throw Records holder power-showcase i mindst et par timer, bl.a. med selskabets stifter, mikserpult-guruen Peanut Butter Wolf. Her skulle der være god mulighed for at blive hårdt bombarderet med flippede beats og flabede rim. Ikke dårligt! Hvis jeg kender mig selv ret, er jeg imidlertid for sløv til at tage til hiphop (selv om jeg har en hemmelig svaghed for Jøden). Derfor tror jeg, at jeg i stedet kommer til at vende næsen mod loungeteltet, hvor den japanske sangerinde Nikaido Kazumi – Japans kvindelige svar på Phil Elverum/The Microphones/Mount Eerie – spiller kl. 13.00. Festivalen reklamerer godt nok med, at hendes sange “skaber et følsomt og skrøbeligt rum, der er finere end spindelvæv.” Den beskrivelse behøver man vist ikke at være inkarneret Motörhead-fan for at få trækninger i kinden af at høre. Men det kan godt gå hen at blive en rigtig fin koncert. Så er der lige et par timer, som man kan bruge på at mande sig op til festivalens absolutte højdepunkt, Roky Erickson & The Explosives kl. 18 på Odeon. Det er en koncert, der skal ses. Da jeg først hørte, at Roky – den legendariske (og legendarisk stenede) tidligere frontfigur fra 60’er-psychgruppen The 13th Floor Elevators – ville komme og spille, troede jeg, at det var løgn. Men nu ser det ud til, at den er god nok, og at han kommer og spiller en håndfuld garagerock-psych-klassikere. Wow! Det kan kun blive enestående. Boris Bagefter er der desværre lidt planlægningsbøvl. For kl. 19 spiller både japanske Boris og Konono no. 1 fra Den Demokratiske Republik Congo på henholdsvis Pavilion og Cosmopol. Så er spørgsmålet, om man helst vil høre Boris’ tonstunge psykedeliske doom-trash-metal, eller om man foretrækker udflippet afrikansk tommelfingerpiano-madness i lyntempo. Begge er virkelig stærke navne, så her er man tvunget til at træffe et svært valg. Det bliver ikke mindre svært af, at begge sandsynligvis starter, før Roky Erickson har spillet færdig. Og for ligesom at sætte cocktailbærret på toppen af kransekagen af dårlig programplanlægning, spiller Beastie Boys gud døde mig på Orange scene 19.30, hvilket også er en koncert, som kunne være god at se. Lord Have Mercy! Jeg gætter dog på, at jeg ender med at vælge Boris. Kl. 21.30 er der mere japansk verdensklassemusik, denne gang på Astoria, hvor Maher Shalal Hash Baz spiller. Gruppen er ledet af guitaristen Tori Kudo, der har samlet et slæng af blæsere omkring sig, som spiller hypnotiserende melodiarrangementer oven i hans soulfulde og slidte bluesnumre. Det er et utrolig godt band, og det skal nok blive en virkelig stærk koncert. Et absolut must, som man siger. Efter Maher Shalal Hash Baz er der en lille pause, som man måske kan slå ihjel ved at se lidt på Queens of the Stone Age, som spiller på Orange Scene fra 22.30. Herefter er det eneste fornuftige at vende næsen mod Cosmopol, hvor der resten af aftenen er et nærmest uhørt stærkt reggae-program. Ved midnat giver Anthony B koncert med sit energiske og politiske dancehall-ragga. Lee Scratch Perry Kl. 1 er der koncert med noget af en power-duo, nemlig den superlegendariske dub-producer Lee Scratch Perry – alene det at se ham er det hele værd – som har slået sig sammen med Adrian Sherwood, der både er kendt som dub-producer og for sit suveræne samarbejde med postpunkbands som The Slits, The Pop Group og The New Age Steppers og senere med industrial-navne som Cabaret Voltaire og Skinny Puppy. Der skulle være garanti for et udkogt trip. Som kronen på reggae-værket er der fra kl. 2.30 koncert med den klassiske jamaicanske vokalgruppe The Congos. Gruppens Heart of the Congos fra 1977 er en af de bedste reggaeplader nogen sinde, og det kan kun blive en smuk koncert.Men har man fået en rastafari-overdosis, kan man dog droppe The Congos og trække over på Odeon, hvor Brian Jonestown Massacre giver koncert med deres larmende syre-rock’n’roll fra kl. 2. Gruppen har ry for at være et sejt liveband, så det er bestemt intet dårligt bud. Læs også en guide til søndag-onsdag, torsdag, lørdag og søndag.

Når efterskoleeleverne har overstået det årlige ritual med at sprinte ind på festivalpladsen, og når tv-folkene er færdige med deres årlige ritual med at filme de spurtende efterskoleelever, kan vi komme i gang med dét, det hele handler om. Jeg er historieløs nok til ikke at have noget forhold til 80’er-punkerne City-X. Og nu hvor Roskilde Festival har valgt at opføre et nyt ungdomshus, får man nok rigeligt med venstresnoet frustration i løbet af festivalen – så jeg skipper punkerne og starter i Cosmopol-teltet kl. 17.30. Jeg strejfes godt nok af frygten for, at Booty Cologne bliver en svedende mænd i undertrøjer spiller hvid funk-oplevelse. Men med medlemmer som Tue Track og Abdullah S har bandet immervæk en vis sjat rutine med sig, så forhåbentlig kommer de ud over scenekanten som andet end et godt sammenspillet backingband. Booty Cologne når dog kun at spille en halv times tid, inden vi ramler ind i et planlægningsmæssigt T-kryds, som forhåbentlig ikke er blevet anlagt med arrangørernes gode vilje. For kl. 18.00 er det umuligt at se både Jens Lekman og Arcade Fire, og jeg kan næppe være den eneste med lyst til begge dele. Men vælge må man jo, og med Lekmans optræden på august måneds Pop Revo-festival i Århus in mente er de mildt sagt hypede canadieres koncert på Arena det nødvendige valg. Der bliver næppe sparet på hverken schwung eller weltschmerz, og når Win Butler & co. nu tilmed skriver stærke sange af den slags, indie-pøblen kan skråle med på, kunne Arcade Fire-showet godt ende med at blive lidt af et tilløbsstykke. En halv times tid efter at canadierne er gået i gang, kan man høre deres danske sidestykke, Kissaway Trail, men jeg foretrækker den ægte vare, så jeg bliver stående, hvor jeg står. 19.30 kan danserockfans svinge skankerne til LCD Soundsystem, men jeg vil nu hellere snuppe et lille pusterum, så jeg er klar igen kl. 20, hvor duoen Matmos entrer den nye intimscene, Astoria. Deres nørdede koncept-electronica kunne godt risikere at være lige vel fortænkt til en åbningsaften på en festival som Roskilde, men hvis Astoria virkelig bliver så intim, som arrangørerne lover, kan koncerten omvendt blive alle tiders mulighed for at komme tæt på det humoristiske par. Da de spillede i Århus for et års tid siden, indgik bl.a. langstilkede roser og isterninger i instrumentparken, og der skal helt sikkert nok blive noget at kigge på for de mere nørdede. Samtidig kan San Francisco-duoen også sagtens grave et par stærke dansenumre frem fra bagkataloget, så måske kan det blive til en svingom midt mellem samplingerne af fedtsugninger, sæd og ko-livmødre. 21.30 indtager de genfødte støjrockveteraner, Speaker Bite Me, Odeon-scenen. Deres comebackplade fra dette forår var overraskende frisk og spændstig, og sådan har gruppen også lydt live det sidste halvandet års tid. Ergo er der ingen som helst grund til ikke at komme og opleve, hvor meget kvartetten nyder at være sammen. Et så stærkt liveband som Speaker Bite Me forlader man ikke midtvejs. Punktum. Medmindre man altså er nødsaget til det. Og når nu støjrockerne kommer på danmarksturné til efteråret, føles det lidt mindre forkert at se sig tvunget til kl. 22 at drøne over til Orange Scene for at opleve Björk, der ikke just er i landet tidligt og sent. Det er med bævende hjerte, at jeg tropper op, for damens 2003-koncert på samme scene var så fantastisk, at den nødig skal skæmmes. Mens en hel del anmeldere ikke holdt igen med roserne til hendes nyeste plade Volta, måtte jeg til min ærgrelse overgive mig til Smagsdommerne på DR2 og nikke anerkendende til en del af Simon Andersens kritik. Volta kedede mig en kende, men hvis Björk blot disker op med singlen “Earth Intruders”, “Declare Independence”, velvalgte nedslag i bagkataloget og lige så mærkelig hovedbeklædning som sidst, skal det nok gå. Hun har i al fald fortsat personlighed nok til at fylde det meste af gigantscenen på egen hånd. At dømme efter de setlister, der har været ved hendes seneste koncerter, skal fru Guðmundsdöttir nok spille så længe, at man slipper for at skulle vælge mellem Mastodons metalbulder og etiopiske Mahmoud Ahmeds blanding af afropop og udknaldet freejazz.

DMI lover regnvejr på dette års Roskilde Festival. Og hvis du har tænkt dig at komme tidligere, end portene ind til festivalpladsen åbner, er der to mulige beskæftigelser, der hurtigt får dig til at glemme regnvejret. Det ene er dåseøl og ghettoblasterlarm i din lejr. Det andet er koncerter på Pavillion Junior, der i år er forrygende stærkt besat. Allerede søndag spiller nemlig Death by Kite, hvis debutplade Undertoners anmelder, ligesom mange andre på redaktionen, var svært glad for. Death by Kite – foto: Kirstine Autzen Især støjpoppernes blik for fængende melodilinjer kommer til at gøre sig godt hos den festkåde festivalcrowd, der gerne skulle være kommet i sving for alvor, når trioen går på scenen klokken 21.00.Mit Nye Band, der spiller allerede klokken 18.00 byder helt sikkert ikke op til fest, men det gør ikke deres stammedansende tag på rockmusikken en dårlig oplevelse. Desværre er de to navne også de eneste det kan blive til om søndagen. Gorilla Angreb er helt uforståeligt blevet sat til at spille som de allerførste klokken 15.00 om søndagen. En skam, for deres punkede energiudladninger ville jeg gerne have set. Mandag er heldigvis noget bedre indrettet. Jeg tror dog, det bliver nødvendigt at sove længe, så både Transmission Low og Decorate. Decorate. får lov til at spille deres mørke rock uden mig blandt publikum. I dagslys. Men efter de to bands bliver det straks sjovere. I første omgang fordi Highway Child går på scenen klokken 16.00. Der er ikke så meget bøvl med det band. De spiller direkte-fra-70’erne-rock med så meget overskud, at pilsnerøllet kommer til at flyde i en lind strøm ned i publikums halse for at løsne op for den støvede og kontante lyd. Bagefter er det de sært hypede svenskere i Forest & Crispian, der går på. De har egentlig ikke så meget nyt at byde på. Mest af alt lyder de nemlig som en halekuperet Bob Hund uden de helt store armbevægelser. Men melodierne er helt i orden, og så er de ikke så uefne udi kunsten at styre et publikum i netop den retning, de gerne vil have dem. Turboweekend Dét kan danske Turboweekend også. Fra 19.30 og fremefter om mandagen står den derfor på sej og soulet electropop. For selv om Turboweekend er nemme at afskrive som et moderigtigt band, der kun gør sig godt i nuet på grund af den store fokus på rock i elektroniske klæder, så har bandet i sanger Ivan Skavinski Skivar (Nej, det er desværre IKKE hans rigtige navn) en af Danmarks absolut bedste stemmer. Det finder du ud af, når de spiller “I’m Not a DJ” fra deres debutplade, der gerne skulle komme til efteråret. Choir of Young Believers starter tirsdagens program, der også byder på den traditionelle Nordic by Nature-hiphoptime. Netop dét indslag bliver tyndere og tyndere besat hvert år. Heldigvis er Choir of Young Believers et rart bekendtskab. Og selv om de er noget urutinerede i livesammenhæng, er sangene fra deres debut-ep så stærke, at det ikke kan gå helt galt. Især “Riot” og det uventede hit “Sharpen Your Knife” stikker ud. Tirsdag aften bliver en aften, der først og fremmest bliver styret af humøret. For det er ikke altid holdbart at udsætte ørerne for to gange “dame i front for elektrificeret band” på én aften. Marybell Katastrophy, får, trods hendes noget Björkplagierende vokal, nok chancen. Mest på grund af hendes fortid i de sært elskelige Tiger Tunes, der nåede to Roskilde-optrædender, inden de gik hver til sit. Det betyder så, at As In Rebekkamaria må undvære en fedtet kuglepensring om sit navn i festivalprogrammet. Marybell Katastrophy spiller allerede klokken 18.00. Onsdag klokken 13.30 er det så skrammelrockerne fra 1 2 3 4’s tur til at spille op. 1 2 3 4 Rune Hedemann og co. har længe rumsteret i undergrunden, og nu er pladekontrakten så hjemme. Det har heldigvis ikke tæret på forsangerens lyst til at vifte med armene og indtage afdæmpede Las Vegas-positurer, og dét egner bandets skævt poppede guitarsange sig godt til. Detektivbyråns instrumentale vuggevisepop må nok lade livet til fordel for lidt øl, for efter dem spiller KLoAK. Deres irriterende fængende legestuemetal tager depechen fra Düreforsög og fortsætter ned i rendestenen. Overstyret, overgearet og uendeligt festligt starter de klokken 16.30.Efter en kort pause står det sidste kryds i programmet ved The Floor Is Made of Lava. Moderigtig raverock er, hvad de byder på, og det kan desværre gå både rigtigt galt og rigtigt godt. Den slags afhænger af humøret, og det er, ligesom vejret og meteorologernes dårlige jokes, svært at forberede sig på. Derefter er det med at få ladet op til torsdagen, hvor det som regel bliver noget sjovere at være på festival. Læs også en guide til torsdag, fredag, lørdag og søndag.

Vi skal nok skrive derudaf om årets udgave af Roskilde Festival. Men til en start har vi snuset os frem til musikalske smagsprøver fra 16 af de bands, der dukker op på Dyrskuepladsen. Dem serverer vi her inkl. et fikst cover, så hele det kan spilles i lejren. (21.06.07)Gennem årene har utroligt mange gæster måttet lide ufatteligt meget under urimeligt dårlig og ustyrligt høj musik fra deres naboer på Roskilde Festival. Vi forsøger hermed at tilbyde et alternativ, som tilmed kan hjælpe dig med at blive forberedt til udskejelserne inde på selve festivalpladsen. Vi har nemlig trawlet internettet igennem for at finde stærke sange fra nogle af årets mest interessante bands på Dyrskuepladsen i 4000 Roskilde. Nedenfor er 16 af slagsen, og samtidig har vores ven Husk Lynet kreeret et fint cover. Alt du mangler, er en tom jewelcase og en ditto cd. Så simpel er vejen til at komme ind på livet af både nye, fængende opkomlinge som Death by Kite, veteraner som Speaker Bite Me (der har fået designet nyt poset neontøj af Oh No Ono) og en sjældenhed fra Jens Lekman, der har lavet sin gennembrudssang “Maple Leaves” om til en stille svensksproget sag. Vi håber, at opsamlingen kan vække glæde såvel i de små hjem som i teltlejrene på campingarealerne. Lyt løs – og så skal vi nok præsentere nogle af de medvirkende bands her på siden i løbet af de kommende dage. Trackliste:1. Annuals: Brother2. The Thermals: No Culture Icons3. Death by Kite: Bhf Asta4. Detektivbyrån: E185. Slaraffenland: Cockaigne6. Camera Obscura: Lloyd, I’m Ready to Be Heartbroken7. Tunng: Woodcat8. Grizzly Bear: Little Brother (Daytrotter Session) (OBS: Linket fører ikke direkte til selve filen – det kræver et enkelt klik mere.)9. Loney, Dear: I Am John10. Jens Lekman: Jag tyckte hon sa lönnlöv11. Kama Aina: Hotaru12. Atoi: Kina13. Speaker Bite Me: Belle De Boskoop (Oh No Ono remix)14. Matmos: Steam and Sequins for Larry Levan15. The National: Slipping Husband16. Beirut: Postcards From Italy Hent cover-forsiden i printvenlig størrelse her Hent cover-bagsiden i printvenlig størrelse her Samtlige filer på compilationen er lovlige og befinder sig hos de pågældende kunstnere, deres pladeselskab eller pr-firmaer, der samarbejder med pladeselskabet. Alle rettigheder forbliver hos kunstnerne og pladeselskaberne, og enhver udnyttelse i kommercielt øjemed er illegal.