Canadiske The Besnard Lakes leverer på Until in Excess, Imperceptible UFO et noget blødere og mere drømmende materiale end tidligere, hvilket desværre går ud over gruppens ellers fine fornemmelse for himmelstormende og knasende guitarer.
Plader
Dinner: Girl EP
Dommedagsrøsten alias Anders Rhedin er tilbage. Temaet denne gang er piger, men det er desværre ikke nær så vellykket som på debut-ep'en fra sidste år. Lidt variation ville klæde Dinners skarpt optegnede univers, hvor monotonien trænger sig på.
Flume: s.t.
På australske Flumes debutalbum bliver energien fra hiphop og soul underbygget af det seneste årtis mest toneangivende elektroniske virkemidler. Det er intelligent, men yderst tilgængelig club-musik med velvalgte gæsteoptrædener og afstikkere i mange stilretninger.
Dråpe: Canicular Days
Som ventet er norske Dråpes debutalbum luftig dreampop lige efter bogen: drømmende, sart vokal pakket ind i sfæriske guitarflader fra start til slut. Det er ikke svært at høre, hvor inspirationen kommer fra, og Dråpe bliver desværre aldrig synderligt interessante eller originale i deres udtryk.
The Child of Lov: s.t.
Han ligner Zlatan, lyder som Prince og producerer som en blanding af Madlib og Al Green. Han påstår at lave "pineapple camel funk" og har fået så store navne som DOOM og Damon Albarn til at hjælpe til på sit debutalbum.
Deerhunter: Monomania
På deres sjette album finder Deerhunter tilbage til de støjende rødder og mere til. Der er igen kommet gang i distortion-pedalen, mens lo-fi-kærligheden er bibeholdt. Resultatet er fængende og har sine chok-momenter, men som albummet skrider frem, savner man alligevel lidt overraskelser.
Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Nøgne som nyfødte
Claus Høxbroe er så meget beatpoet, at han har det tatoveret på sine hænder. Samfundskritikken kommer dog lidt for sløvt til udtryk på dette album, der kunne have nydt godt af et mere varieret lydbillede, et strammere format og lidt mere galskab.
The Shaking Sensations: Start Stop Worrying
Halvandet år efter deres debut er københavnske The Shaking Sensations tilbage med opfølgeren, der kun i perioder er på højde med sin forgænger.
A Hound Ensemble: s.t.
A Hound Ensembles debutplade er postpunket, dyster dansemusik, der er drevet af solid instrumentering og en god portion energi.
The Knife: Shaking the Habitual
The Knife har lavet deres mest uhyggelige og sværest tilgængelige album til dato. Nej, okay, fraset Darwin-operaen - men alligevel. Forvent hovedpine, angst og snarlig overgivelse.
V/A: Reason to Believe – The Songs of Tim Hardin
Navnet Tim Hardin vækker formentlig ikke den store genklang. Men en række vidt forskellige fortolkninger af nogle af folkmusikerens centrale numre overbeviser om, at man bør lære manden at kende.
The Black Angels: Indigo Meadow
I stedet for at flyve frit og gøre sig fri af inspirationerne har The Black Angels taget autovingerne på. Det resulterer i, at Indigo Meadow, på trods af nogle stilsikre højdepunkter ødelægges som helhed af en alt for anonym midtersektion.
Martin Hall: Phasewide, Exit Signs
Martin Hall tager os med fra det skurrende og dissonante til det næsten viskende afdæmpede på sit seneste udspil. Resultatet er funklende flot, og det anbefales at forberede sig på en længere rejse - for Phasewide, Exit Signs er et stærkt vanedannende bekendtskab.
Lorna: Heart of Wire
På sit fjerde album lyder Lorna stort set, som det plejer. Heldigvis er det slet ikke så dårligt endda, for det engelske band har fat i den lange ende, når det kommer til sarte popmelodier i akustisk indpakning.