Rememberese udnytter ikke ep-formatet ordentligt. Der vises et stort potentiale; stort nok til at forventningerne til fuldlængden er skruet helt i vejret. Men der sløses til gengæld også med overflødige sange, som sætter spørgsmålstegn ved, om ep’en overhovedet er værd at smide sine penge efter.
Tre år senere. To nye medlemmer til at erstatte de forsvundne. Den komplicerede toer fra A Perfect Circle er ankommet.
Efter det første blik på coveret og en tør konstatering af, at endnu et "the"-band nu var udkommet, er mit syn på The Thermals’ More Parts Per Million blevet ændret drastisk. The Thermals er nemlig ikke bare endnu et "the"-band, men i en tid, hvor selv dét er blevet en kliché, formår de dog alligevel ikke at bryde nyt terræn.
Det er altså godt, det her! Den mest billedskabende musik, du kan opdrive i denne galakse. Black Chamber beviser, at alle lyde kan bruges som ressource til at skabe spændende, vedkommende, drømmende, atmosfærefyldt og smuk musik.
Udstyret med både fængende melodiøsitet og en aldrig udtømt lyst til at afsøge støjens væsen bevæger den debuterende trio Strumm sig ud i både punket, ret så pågående støjrock og i tålmodige, nysgerrige digressioner. Konventionerne skævvrides, og Strumm opfylder semi-hypens forventninger.
Alt ved dette bands image skriger gymnasierock, lige fra den klodsede coverart til dens linernotes, der erklærer, at "who the Secession Movement are is inconsequential; who you are is far more important". Men We Need a Hill er ikke en samling pubertære kærestesorger, men et album fyldt med udfordringer.
The Go genopdager de tidlige halvfjerdseres glam og hård rock og leverer en god omgang elektrisk rock, der giver én lyst til at finde luftguitaren frem igen.
Hvor bliver hypen af? Elbows andet album cementerer blot, hvor overlegne de er i forhold til retrorock-klonerne.
Silver Mt. Zions nyeste udspil lover godt, og pladens første fjerdedel er flot, men undervejs irriterer Efrims skingre vokal frem for at imponere.
Magien bobler under overfladen på de tolv sange, der tilsammen danner et album, man som lytter dykker ned i og hele tiden opdager nye ting i. På trods af en gennemgående melankolsk tone skimter man hele tiden håb forude i Surroundeds mindefremkaldende musik.
Powerpop, punkpop, melodisk punk – kært barn har mange navne – men det gør nu ikke barnet mere interessant af den grund.
American Analog Sets Andrew Kenny og Death Cab for Cuties Benjamin Gibbard udgør de to parter i femte kapitel af Post Parlos Home-splitserie.
I en tid, hvor New York fremmaner gennemstilede og coole bands på samlebånd, fremstår The King of France som et friskt tiltag. Her er de tabloid-hysteriske, stilige modeldrenge udskiftet med et musikalsk legebarn. Desværre gemmer barnet sig mere, end godt er, og den helt store oplevelse udebliver.
Don't Try This at Home er i sandhed en pop-kamæleon. Som lytter bliver man smidt rundt mellem alverdens genrer og sindstilstande. Det bliver en anelse rodet, men er du typen, der ikke er bange for musik, der gøgler lidt, så spring på karusellen hér.
