En gang imellem bliver man overrasket over, hvor god en plade med klassiske rocknumre kan være. Det gør man, når man lytter til Brady Harris’ nye plade, der viser, hvordan nogle sangskrivere hæver sig over mængden af følsomme amerikanske troubadourer.
Brendan Benson hører efter sigende blandt Jack Whites favoritsangskrivere, men ligheden med White Stripes er dog ikke til at få øje på på denne ep, hvor titelnummeret viser en sangskriver med et stort format, der har rødderne solidt plantet i Beatles-traditionen.
På dette tredje album er Boston-rockerne Helicopter Helicopter tættere end nogen sinde før på at levere et hæderligt album. Det sker hér, hvor bandet kombinerer sine aggressioner med den gode melodi.
Canada kan levere mere end bare postrock-bands. Med deres andet album er The Constantines rykket til et stort label, som kan give dem den opmærksomhed, deres melodiøse og til tider dystre indierock fortjener.
Lydskaberen bag Cypress Hill dukker alene op til overfladen igen med et album, der i den grad adskiller sig hip-hop fra dagene, men bestemt er lige så skævt som altid.
I form af en 11 minutter lang EP er her yderligere tre beviser på, at fredericianske Hostmom, hvis alt går som det burde, sagtens kan gå hen og få den opmærksomhed, de fortjener. De er nemlig slet ikke dårlige.
Overbevisende opfølger til den bedste danske plade i nyere tid. Umiddelbart mindre melodiøs end debuten, men stadig et stilsikkert mesterværk.
Giant Sands Howe Gelb tager for første gang i 13 år endnu en tur med sit country-alter ego, The Band of Blacky Ranchette. Med gæster fra blandt andet Grandaddy, Calexico og Lambchop har han samlet en interessant række optagelser gennem årene fra forskellige steder - heriblandt også Århus.
Dette er en plade, som vil dele lyttere i to lejre: De, som holder af American Analog Sets dovne lydbillede, vil elske Promise of Love; os andre, som har hørt det hele før og bedre på Know by Heart, ønsker mere end en tærsken langhalm på samme formular.
Den fransk-amerikanske duo Berg Sans Nipple har lavet en sjælden smuk perle af et album. Med 10 hovedsageligt instrumentale numre formår de med en hårfin balance mellem akustiske og elektroniske instrumenter at skabe en varm fornemmelse – og stadig være udfordrende med deres helt egen lyd.
Belle and Sebastians sjette album er produceret af t.A.T.u.-produceren Trevor Horn. Det ændrer dog ikke ved, at Stuart Murdoch og co. er dygtige popsmede, som får lytteren til at nynne med på stort alt, hvad de laver.
Seems Ancient to Me byder på ni skæve skæringer fra dengang, Berlinmuren endnu stod, støvet af til lejligheden og (gen)indspillet på kun én dag. Resultat er ganske vist tankevækkende, men det er desværre ikke altid det samme, som at det også er godt.
Det her er en yderst søvnig plade, men er du til tyste folk-sangskrivere, er Jacob Faurholt et lokalt bud på en nogenlunde god, men halvfærdig plade.
Music Hall rummer et virvar af stilarter og sangerinder, og en del vil få sat deres tålmodighed på en prøve, når de forsøger at finde den røde tråd, der ikke nødvendigvis findes på denne plade. En del vil give op før målet, andre vil få en dansk pladeoplevelse af de mere kuriøse.
