Plader

Acid House Kings: Mondays Are Like Tuesdays and Tuesdays Are Like Mondays

Skrevet af Martin Petersen

En varieret og frem for alt rar popplade. Den svenske trio spreder smil og godt humør – kan man ønske sig mere af pop?

Jeg har hørt Acid House Kings omtalt som Sveriges svar på Belle & Sebastian, og så har jeg faktisk ikke hørt så meget andet om dem, hvilket er fint, for så må musikken tale for sig selv.

Acid House Kings er en trio bestående af Johan og Niklas Angergård, som har produceret pladen og spiller alle instrumenterne selv, med undtagelse af trompet. Derudover er der Julia Lannerheim, der sammen med Niklas tager sig af vokalen. Julias vokal minder i udtryk en hel del om Sarah Nixey fra Black Box Recorder, uden at man ellers skal trække paralleller mellem de to grupper. Stilen er pæn, akustisk pop, der indbyder til glade aftener på terrassen med et glas køligt hvidvin i hånden. Teksterne rummer måske ikke de store dybder, men igen taler musikken heldigvis for sig selv. Her er der endelig en popplade, der er værd at lytte til.

Tager man én del tilbagelænet kølighed, tilsat lidt bossanova, akustisk guitar, trompet og en blanding af herre/dame-vokal, der i øvrigt gør, at pladen hele tiden veksler, får man åbenbart en plade, man ikke kan lade være med at sidde og knipse med på rytmen til. Titlen er faktisk længere end pladen – sølle 35 minutter bliver det til.

Pladens bedste numre er de to duetter mellem Niklas og Julia, “Start Anew” og “Say Yes If You Love Me”. Begge lyder som noget, en flok glade genfødte kristne kunne have indspillet på en solskinsdag – hver gang omkvædene sætter ind i de to numre, må jeg lægge en dæmper på mig selv for ikke at sidde og klappe højlydt med et stort smil på læben. I de to numre bliver der præsenteret en lyd, der er så optimistisk og opløftende, at selv den mest sortsynede må overgive sig. Titelnummeret bør også fremhæves. Når Niklas synger “This is all I wish for, this is all I long for” og derefter går et par oktaver op og nærmest undskyldende småhvisker “that’s all”¦“, så kunne det sikkert have fået tusindvis af pigehjerter til at smelte rundt omkring, hvis der vel og mærke var nogen, der havde smækket en TV-kampagne til et par millioner i ryggen på dem.

Det er egentlig synd, at det ikke sker. Folk køber alt, hvad TV-reklamerne fortæller dem er godt, og hvad værre er, når tv-reklamerne fortæller, at en plade er god, ja, så tror en hel del på det. Når der så dukker en ganske ligetil plade op, der oven i købet er god, ja så er der ingen, der vil røre/høre den. Hvor er det dog synd! Men talent har i de senere par år desværre ikke været et krav for at sælge plader. Julia har hverken blondt hår eller unaturligt store bryster, så her er der heller ikke meget hjælp at hente. Derudover er det hverken en greatest hits, en stak genindspilninger af numre, man var træt af allerede for 10 år siden, med en kunstner, man hadede for 15 år siden, eller en opsamling af de seneste ligegyldigheder, der lå på hitlisterne for et halvt år siden. Så mon ikke denne plade stille og roligt ryger ud i glemslen sammen med så mange andre gode plader.

Nogle vil måske spørge, hvorfor jeg mener, en popplade har relevans i dette forum. Sagen er, at jeg mener, denne plade er god, ganske enkelt. God musik behøver ikke nødvendigvis at være så kompliceret. Det her er ikke en plade, man skal forsøge sig med de store tekstanalyser på. Det er simpelthen pladen, man skal sætte på, når man laver mad, vasker op, kissemisser eller hvad man nu laver.

★★★★☆☆

Deltag i debat