Inden koncerten på Orange Scene med britiske Florence and the Machine funderede jeg over, om Florence Welch og band mon kunne spille den enorme scene op. Ganske vist fyldtes rammerne ud, da hun gæstede Roskilde Festival i 2010 på Odeon (R.I.P., du gode scene), men Orange er immervæk en større mundfuld. Enhver tvivl blev dog lynhurtigt gjort til skamme kl. 19.30 på Orange. Hvis der er nogen, der kan fylde scenen, er det Florence and the Machine. Ikke nok med, at bandet var stort med både harpe og fem korsangerinder, men mest af alt fyldte Florence på allermest elskelige vis – hun løb vildt i hele scenens længde som et overstadigt føl på græs, hvirvlede rundt og lod sig indhylle i blæsten, så hendes røde hår flagrede dramatisk over hendes sarte, halvgennemsigtige hvide skjorte.
Florence og hendes maskine lagde kraftfuldt ud med “What the Water Gave Me” fra Ceremonials, hvor trommerne kunne få lov at buldre i omkvædet og koret komme til sin ret fra starten. Det var i øvrigt en god beslutning af have et betydeligt livekor med, da mange af Welchs numre får deres grandiositet og skønhed ikke mindst på grund af koret, og det løftede også sangene live. Fra det helt nye album How Big, How Blue, How Beautiful fik vi dernæst “Ship to Wreck”, som man kan høre på publikum allerede er et hit.
Det var også i forhold til publikumsmængde, at Florence and the Machine kunne fylde Orange. Der var godt fyldt op på pladsen, og rundt om mig sang danske, svenske og finske fans af begge køn med for fuld hals på hittene, som der viste sig at være mange af. Allerede før tredje nummer fortalte hovedpersonen – med en stemme, der var lige så spag og ydmyg, som den er stor og kraftfuld, når hun synger – om sin drøm om et kæmpestort kor. Det er der ikke plads til i tourbussen, men Roskilde-publikummet ville gerne agere kæmpekor. Og dét gjorde de! Hold da op, hvor de kunne teksten rundt om mig, også i versene. Og jeg stod ikke engang i båsen. Det var helt rørende, da alle sang med på sangen om at smide dæmoner og depression: »It’s always darkest before the dawn!« på “Shake It Out”. Alt sammen en kemifri lykkepille til store smil fra Florence Welch og publikum.
Heldigvis fik vi en række numre fra den seks år gamle debut, Lungs, heriblandt “Rabbit Heart (Raise It Up)”, der har en formidabel energi med trommer og kor og en absolut upåklageligt syngende frontkvinde. De hvide klæder og det røde hår forsvandt pludselig fra scenen, og Welch løb langt ud blandt publikum i midtersektionen mellem båsene og knugede hænder på så mange tilbedere som muligt.
Den halvanden time lange koncert var fyldt med storladne pophymner, der fik et næsten religiøst præg, når madonnaskikkelsen med det smukke, naturlige ansigt og ditto stemme stod ydmygt i blæsten og prædikede næstekærlighed i sine sange og opfordringer til publikum. På “How Big, How Blue, How Beautiful” pegede Florence Welch på den enorme, skyfri himmel over os alle og fortalte, at sangen handler om en himmel, der var lige så stor, blå og smuk som denne, og om en tid, hvor hun ikke kun var forelsket i en person, men i alt omkring sig, og opfordrede os til at føle det samme.
I koncerten sidste del kom der fuld kraft på igen med “What Kind of Man”, “You’ve Got the Love” og “Dog Days Are Over”, alle tre energiske, smukke numre. For helt at ramme det øverste af karakterskalaen, kunne Florence and the Machine godt smide lidt grus i maskineriet, f.eks. i form af “Kiss With a Fist”, der er mere vild og mindre skøn, og som de også stadig jævnligt spiller live. Men dagens positive, livsmodsindgydende budskaber taget i betragtning, forstår jeg godt, hvorfor nummeret og teksten ikke var udvalgt. I dag hed det ikke »Don’t let the fuckers get you down« som hos Savages for nylig på NorthSide, men meningen var den samme, formuleret i mere livskærlige vendinger; »The dog days are over!« og »You’ve got the love I need to see me through!«
Forsøget fra Florence Welch’ side på at indgyde håb, kærlighed og påskønnelse lykkedes. Hun er virkelig et naturligt kæmpetalent med en gudsbenådet stemme og et sjældent set nærvær. Koncerten havde en anden energi, end alle de andre, jeg indtil nu har været til på årets festival. Kærligheden bliver ikke mindre af at blive delt eller talentet mindre talentfuldt af at dele ud, og den givende energi, som Florence Welch har, kan nogle andre rockbandgutter på sådan en festival godt lære noget af.
