Plader

The Constantines: Shine a Light

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Canada kan levere mere end bare postrock-bands. Med deres andet album er The Constantines rykket til et stort label, som kan give dem den opmærksomhed, deres melodiøse og til tider dystre indierock fortjener.

Siden pladeselskabet Constellation begyndte at udgive den ene postrock-succes efter den anden, er canadisk musik blevet en del mere udbredt end for bare fem år siden. Senest har canadierne givet os Hot Hot Heat og Broken Social Scene, og nu udgiver The Constantines deres andet album Shine a Light, denne gang på det amerikanske label Sub Pop Records.

The Constantines er fra Toronto og udgav i 2001 deres selvbetitlede debutalbum på Three Gut Records. Det fik adskillige gode anmeldelser i Canada, hvor det blandt andet var nomineret til en Juno Award i kategorien “Best Alternative Album.” The Constantines var desuden ved at slå rekorden for, hvor mange uger et album har ligget på de canadiske campus-radioers hitliste. Siden udgav bandet en EP, hvor The Constantines viste nye sider af sig selv blandt andet på grund af et nyt femte medlem, som bidrog til den kantede guitarlyd med keyboardflader. Det er derfor ikke uden grund, at der har været store forventninger til The Constantines’ andet album, det man populært kalder for det svære andet album.

“National Hum” er åbningsnummeret på Shine a Light, og hvis man forventer, at resten af albummet er i samme dur, tager man grueligt fejl. Nummeret begynder med en guitarforstærker, der står og summer af svag feedback. Stilheden eller manglen på sammen bliver pludselig brudt af en ganske heftig garagerock-rytme med tilhørende vrælende punkguitarer. 40 sekunder inde i nummeret falder forsanger Bry Webb så ind med sin karakteriske halvrustne stemme og begynder at synge – eller i det her tilfælde taler han egentlig mere, råber teksten ud, mens nummeret brager derudaf. “National Hum” er et punknummer, som overholder tidsrammen for numre i den genre – det varer 2:49, små tre minutter som får lytteren til at undre sig over, at Shine a Light er et alternativt rockalbum, og at dets forgænger (hvis det ellers indeholdt samme musikstil som åbningsnummeret) blev så populært i Canada.

Efter “National Hum” kommer så albummets titelnummer. Det starter på samme måde som National Hum, men da den lidt langsommere rytme falder ind med bas og trommer, kan man fornemme, at det er noget andet end punk, man lytter til – selv om der kommer en skæv, forvrænget guitar ind over rytmesektionen, som i mellemtiden har skiftet tempo. Efter et minut i dette selskab ændrer “Shine a Light” karakter, og bassen spiller en fin melodisk rundgang sammen med guitaren, mens en svag keyboardflade ligger og fylder under det hele. Og da sanger Bry Webb (som synger på alle numrene på nær “Scoundrel Babes”) begynder at synge, kan man faktisk ikke helt forstå, at det, man hører, er samme band, som man hørte lige før. Heller ikke da omkvædet kommer, selv om det er mere punket end verset i “Shine a Light”.

Man skal helt hen til det næstsidste nummer “Tank Commander (Hung up in a Warehouse Town)”, før The Constantines vender tilbage til den punk, som de spillede på “National Hum”. Og så er det alligevel slet ikke punk i samme grad som på åbningsnummeret. Inden da er man blevet trukket godt rundt på en musikalsk legeplads, som tydeligvis er The Constantines hjemmebane. Vi er tæt på dér, hvor mange Dischord-bands befinder sig, men The Constantines er mere legesyge, når de blander lyden af to angribende guitarer med små twists som vokalharmonier og de improviserede keyboards – som i modsætning til Hot Hot Heat ikke er centrum for melodierne, men kærligt og intelligent væver ind og ud mellem trommerne, guitarerne og den slappe bas, man kender fra The Clash.

I både “Insectivora” og “Goodbye Baby & Amen” benytter The Constantines sig af horn; på førstnævnte er det en potent hornsektion, som vi kender fra Snowpony, der bidrager til den postrockede marchrytme, mens det er en mere smooth og “blå” saxofonlyd, som findes på albummets eneste næsten-ballade “Goodbye Baby & Amen”.

“Young Lions” begynder med trommer og guitar, som både kompositorisk og lydmæssigt ligner noget, som Speaker Bite Me kunne have lavet. Vokalen derimod minder især på dette nummer om en yngre Bruce Springsteen, og det kan være forstyrrende for lyttesansen, hvis man fokuserer for meget på det. Men når man først har vænnet sig til Bry Webb (som også til tider lyder som Greg Dulli), så passer hans hæse stemme godt til musikken, som til trods for sit rockede udtryk skylder en hel del til bluesmusikken, hvilket man først bliver klar over på albummets sidste nummer, “Sub-Domestics”. Nummeret er helt tydeligt blues- og folkinspireret i hele sin komposition og fremførelse med håndklap, maracas og mundharmonika, og “Sub-Domestics” funger i høj grad som en brugsvejledning til de 46 minutter, man netop er ved at have hørt til ende. Man får nærmest en åbenbaring i forhold til The Constantines’ musikalske udtryk, når man hører dette nummer – og bagefter skal man lige høre nogle af albummets numre igen, nu med helt nye lytteintentioner.

Der er meget langt fra den eksplosive punk, som åbner albummet, til det nærmest hyggelige udtryk på “Sub-Domestics”, og samtidig med at nummeret sætter hele albummet i perspektiv, viser det også The Constantines’ spændvidde og inspirationskilder på en fin måde, som afrunder The Constantines’ andet album meget flot og viser, at bandet har formået at lave en værdig toer og et rigtig godt indierock-album.

★★★★½☆

Lyt til “On to You”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/2449.mp3]

Deltag i debat