Plader

The Heavenly States: s.t.

Skrevet af Peter Hansen

The Heavenly States er indie, når de popper, og MTV, når de rocker, og så forvirrer de i øvrigt ved at være gode og dårlige på én gang.

Hold kæft, hvor er det svært at blive klog på The Heavenly States. Ikke fordi at dette amerikanske orkester spiller specielt avantgardistisk eller underlig musik. Heller ikke fordi at bandets tekster er specielt kryptiske eller underfundige. Næ, forvirringen hænger sammen med, at bandets selvbetitlede debutalbum er et mix af mange forskellige måder at spille rock- og popmusik på. Og da kvaliteten af numrene svinger lige så meget som genrevalget, står man som lytter tilbage med en følelse af, at man ikke rigtigt ved, hvad man har hørt, når den sidste sang toner ud.

Musikalsk lægger The Heavenly States sig et sted imellem indiepoppen og den mere mainstream MTV-rock, som blandt andet praktiseres af et band som Fountains of Wayne, men der er også afstikkere til emo og sågar nu-metal.

Denne stilforvirring (for det er, hvad det er) slår også direkte igennem på et par af numrene og udstiller i endnu højere grad de kvalitetsmæssige udsving, som The Heavenly States desværre selv har bragt ind i deres musik. Det er således tydeligt allerede på det første nummer på pladen, der rent faktisk formår at være glimrende og vanvittigt irriterende på samme tid. The Story Op er på mange måder perfekt som åbningsnummer. En rigtig god rocksang der med linjen “Everybody’s gonna die today” i omkvædet også sætter godt gang i den tekstmæssige side af pladen. Alt er altså i orden fra første færd, lige bortset fra én ting: Hvad fanden laver de violiner over det hele? Som en Corr-søster på speed hamrer The Heavenly States derudaf – tilsyneladende med det ene formål at ødelægge deres egen sang. At ingen i hele produktionsprocessen har kunnet høre, hvor dum en idé de violiner er, er en gåde af Sherlock Holmes’ske dimensioner.

Heldigvis har The Heavenly States ikke begået samme fejl på pladens absolut bedste nummer, Beyond the Great Beyond, der minder om R.E.M. i mere end bare titlen. Det er et af den slags numre, der bare flyder ud og lader lytteren flyde med. Eneste hage er, at det måske godt kunne have været lidt kortere, men det er en mindre indvending, når man nu får serveret et så glimrende popnummer – og så endda helt violinfri.

Mens vi er ved det positive, er nummer fem til syv på pladen indierock/pop i god stil. Car Wash er en af de rocksange, der har en så fængende melodi, at det er fuldstændigt i orden, at der bliver sunget La la la na na na na i omkvædet, og i Gin & Tonic får vi endda præsenteret en kvindelig forsanger, hvilket får én til at lede tankerne hen på Velocity Girls-udgivelser i midten af 90’erne. De tre sange er det eneste tidspunkt, hvor pladen formår at have et flow, og her begynder man virkelig at nyde at lytte til The Heavenly States.

Desværre er der efter de tre numre ikke rigtigt noget godt tilbage på pladen. Et par tandløse ballader, et nummer hvor The Heavenly States flirter med både nu-metal og emo-rock uden at score noget som helst, samt endnu et, i udgangspunktet, okay rocknummer ødelagt af violinpis, er hvad der bliver sluttet af med.

Samlet set er pladen derfor måske en af de mest ujævne plader i historien af ujævne plader, og det er som om, at bandet ikke rigtigt har besluttet sig for, hvilken slags musik de vil spille og derfor har udsendt denne prøveballon med alle de forskellige genrer, som de mestrer og, måske endnu vigtigere, ikke mestrer.

I en tid, hvor der udsendes mange album med den samme sang spillet 10 gange, burde man måske være glad for The Heavenly States’ variation, men det skal altså også hænge sammen som album. For lige såvel som nogle plader kan være bedre end summen af deres individuelle dele, bliver denne her faktisk dårligere.

Hvis man betragter udgivelsen som en EP og gør flittigt brug af skip-funktionen på CD-afspilleren, kan den være en relativ stor nydelse, men det burde altså ikke være nødvendigt. The Heavenly States ender derfor med at være den slags album, som man ville ønske, at man kunne lide lidt bedre, end man rent faktisk kan. Man skal dog langt fra afskrive The Heavenly States, fordi de viser, trods alt, på fire-fem sange, at de formår at lave glimrende popmusik. Hvis de så også formår at strømline både de enkelte numre og hele pladen en del mere på deres næste udgivelse, kan

★★★½☆☆

Deltag i debat