Plader

Owen Tromans: Place

Skrevet af Peter Hansen

Med både fængende popnumre og tyste ballader leverer Owen Tromans en sjældent varieret singer/songwriter-plade i smuk stil.

Inden for de seneste år har man set flere eksempler på musikere, der er sprunget ud af deres rockgrupper og omdefineret sig selv som dygtige og priste singer/songwritere. Fra Only if You Call Me Jonathan har vi fået José Gonzalez, og fra Fireside er Kristoffer Åström opstået som et solonavn. To svenskere, men England kan også.

Owen Tromans er en del af hardcore-bandet After Rome, men udgiver også plader under sit eget navn, og som i tilfældet med de to ovenstående herrer må englænderens soloproduktion betegnes som en kunstnerisk succes. Hans nyeste plade, Place, er således en forrygende tour de force i britisk folk og indie. Her er midtempo popnumre, skrøbelige ballader og et par episke sager. Der er ingen decideret svage punkter, og momentvis bliver det smukt som bare fanden.

Man kan ikke kalde Place for en typisk singer/songwriter-plade. Den er mere varieret, end den slags plejer at være, og i flere sange er der da også tale om en meget band-agtig lyd.

Således også i pladens første skæring, det brusende popnummer Like Rheticus, der triller derudaf med den helt rette balance mellem det sørgmodige og det optimistiske. En god måde at starte på, men bestemt ikke et fyldestgørende billede af, hvad Owen Tromans derudover har i godteposen.

Allerede i næste nummer bliver farten nemlig sat gevaldigt ned, og pladens måske smukkeste sang åbenbarer sig. One for the Long Drive er sådan et nummer, hvor det bedste er gemt til sidst, og hvor det gang på gang kommer bag på én, at det rent faktisk er så godt, som det er. Owen Tromans fingerspiller sin akustiske guitar så tyst, at man bliver draget ind i sangen, og samtidig besidder han en stemme, der er helt igennem engelsk på den gode måde. Sørgfuld, håbefuld og elegant på én gang.

Netop stemmen er den gennemgående styrke på pladen og således også i det episke afslutningsnummer John’s on the Bridge. Her leverer Tromans et i bund og grund ganske banalt budskab så overbevisende, at det næsten løber én koldt ned ad ryggen: “John says to me / There’s more to life then memories / You’ve got to carry on.”

Place er i det hele taget på mange måder en lidt banal plade, men den er det på den absolut fede måde. Owen Tromans skaber nemlig en velkendthed i sin musik, der kun overgås af den høje kvalitet. At lytte til Place bliver derfor lige som at gå en tur igennem den have, som man legede i som lille – rart, trygt og flot, men måske ikke særligt udfordrende. Man har dog ikke brug for at blive udfordret hele tiden, og Owen Tromans er i hvert fald god til at trykke på de knapper, der giver én et lille sørgmodigt smil på læberne og får tankerne til at vandre stille og roligt omkring.

Eneste kritikpunkt af Owen Tromans er, at han ikke formår at ramme helt ned dybt i lytterens sjæl, hvor det enten gør virkeligt ondt eller virkeligt godt. Englænderen er dog konstant så tæt på at gøre netop dette, at det næsten får samme virkning. Som en bokser, der hele tiden arbejder dybt i stedet for at gå efter det ene knockout-slag.

Der skal altså ikke herske tvivl om, at Place er en helt igennem rørende plade, der fra tid til anden også byder på popsange af høj klasse. Det er en rar plade, som kan kæle én i søvn, når man skal sove, men først og fremmest er det ukompliceret musik, der ikke skal skrives om, men lyttes til.

★★★★★☆

Deltag i debat