Plader

V/A: The Noise and the City

Skrevet af Mikkel Arre

30 elektroniske kunstnere inviterer på noget nær en jordomrejse. De har optaget lyden af deres hjembyer og sat de manipulerede stumper sammen igen. Af og til er det formålsløs hvid støj, men rundt omkring finder man yndig electronica, stramt sammenklippede beats og svalende ambient.

Allerede i 1887 anede Herman Bang urbaniseringen. I romanen Stuk konstaterer den unge hr. Adolf: »Der er jo ingen Provinser mere … Det er jo kun ét eneste stort København, det hele.«
Samme følelse får man af det omfangsrige sammenskudsgilde The Noise and the City, hvor 30 musikere fra hele verden indfanger lyden af deres egne byer og benytter disse field recordings som byggesten i musikken.

Det lader til, at målet var, at de 30 kompositioner skulle portrættere de respektive byer. Imidlertid kan de globaliseringsmodstandere, der frygter en udvanding af de forskellige verdensdeles egenart, godt samle The Noise and the City op og klappe i deres små, forfrosne hænder. For det er nærmest umuligt at høre, hvor i verden kunstnerne hører til. Der er en overflod af grynet, raspende trafikstøj og overraskende mange fuglepip, uanset hvilken verdensdel vi er på besøg i. De sporadiske optagelser af talende mennesker er stort set alle så forvrængede, at de lige så vel kunne være fra Rusland som fra Montréal.

Om numrene er så ens, fordi alle byer rent faktisk lyder sådan, eller om årsagen snarere er, at kunstnerne på den elektroniske scene tænker relativt ens, kan man filosofere længe over.
Og det gør heller ikke så meget, at den overordnede målsætning for projektet ikke rigtig bliver nået. Dobbelt-cd’en rummer nemlig en hel del interessante og pletvis fremragende numre.

Rejsen starter i franske Lorient, hvor Depth Affects rumlende ambient lyder som at have skruet sig ind på frekvensen hos en radioamatør, der bag den dårlige forbindelses brusen spiller bittesmå, naive melodistumper.
Anderledes bymæssigt bliver det hos tyske Teamforest, der midt i en metallisk susen får skramlede beats, abrupte tonerækker og tågede stemmer til at strejfe følelsen af at gå gennem en tæt befærdet gade en tidlig morgenstund, mens éns discman prøver at overdøve omgivelserne.

Lidt mere løssluppent går det for sig i Rusland, hvor EU har udskiftet deres vanlige små-dubbede ro med et skvulpende beat, der vader sig vej gennem én af Skt. Petersborgs store togstationer. Beatet svupper ufortrødent løs, og da EU tilføjer nogle brudstykker af samtalen på stationen, der er manipuleret til at lyde lige så 8 bit-agtige som DAT Politics’ melodier, virker “Pionerskaya” pludselig til at være soundtracket til en film, hvor Skt. Petersborg bliver indtaget af vraltende amfibiedyr.

Australske Robokoneko leverer et tindrende smukt stykke electronica med frostklare synths, men det er svært at høre forbindelsen til Sydney.
Set i forhold til idéen med pladen er der langt mere gods i e*rocks rullende “Streetdub”. Portlands mylder af fugle, dyttende biler og bremsende busser bliver ikke bare indpakningspapir rundt om ordinær electronica, men arrangeres i rytmiske mønstre, der måske nok er en kende monotone, men ikke desto mindre særdeles kreativt skabt.

Desværre er det ikke alle, der har været så kreative, og visse steder er pladen om ikke en ørken-, så en fortovsvandring af skingert hvæsende optagelser af trafiklarm – og ikke så meget andet.
At lytte til Colophons statiske, rungende hilsen fra San Francisco, “Uji”, er mest af alt som at cykle 40 meter bag en fejemaskine.
På samme måde lyder Mitchell Akiyamas Montréal-portræt betænkelig meget som en manipuleret sampling af en susende gasovn, mens kinesiske Wang Changcun bare leverer hvid støj. Dermed ikke sagt, at de pågældende ikke har ramt lyden af deres byer – det er bare meget svært at holde ud at høre på.

Helt anderledes opløftende er de tre absolutte perler på The Noise and the City.
Londons Stendec har spadseret fra sit arbejde og hen i studiet og optaget omgivelserne undervejs. Det lykkes imponerende nok at få de hylende busbremser og snakkende fodgængere til at smelte sammen med let melankolske synthtoner, så lyden af byens støj bliver en slags forsiring på musikken – en slags kontakt mellem elektronikkens kølighed og den virkelige verden omkring den.

Parisiske Sogar går noget mere kompromisløst til værks med sine optagelser fra en stor byggeplads. Disse field recordings er manipuleret til ukendelighed og folder sig langsomt ud som diskant ambient. Over ni minutter skyller de næsten fløjtende lydflader roligt mere og mere intenst. Der går nogle minutter, før man registrerer, hvad der sker, men på grund af nummerets længde fortsætter intensiveringen alligevel så længe, at man hen mod slutningen er aldeles overvældet over, at man kan blive ved med at føle sig mere og mere omsluttet af lige dele varmt vand og rensende, råhvid støj.

Men ingen overgår japanske Sora, der med “River Runs” fokuserer på det helt nære i den park, hvor han plejer at gå ture. Med rislende vand, kvidrende fugle og lyden af knasende grus rammer Soras lune To Rococo Rot-lignende postrock på behageligste vis følelsen af en munter slentretur i parken. Også i dette postkort fra Kyoto smelter musik og field recordings sammen og bliver til noget andet og langt mere interessant.

Når The Noise and the Citys træer i den sidste ende ikke vokser helt op i himlen, skyldes det især, at pladen er umanérligt lang. 30 numre på knap fire minutter hver er en hel del at kapere – ikke mindst når hovedparten af numrene er indhyllet i samplinger, der lyder som skrattende sandpapir og syder og snerrer som et middelstort kemiforsøg. Det er ret vanskeligt at koncentrere sig om at høre begge cd’er ud i én køre.
Men mindre kan også gøre det, og The Noise and the City er bestemt en god idé, som tilmed langt hen ad vejen har kunnet holde til at blive gjort til virkelighed.

Samtlige numre fra pladen kan gratis hentes i MP3-format hér

★★★½☆☆
Lyt til Sora: “River Runs”
[audio:http://www.archive.org/download/moulin008/13_-_SORA_-_The_Noise_And_The_City_-_River_Runs.mp3]

Deltag i debat