Plader

Nikolaj Wolf: Duality

Skrevet af Marco Krockert

Debuten fra den danske singer/songwriter er en stilfærdig størrelse, der både er kvalitativt tvivlsom og aldrig formår at træde i karakter. At spille pop med ambient-undertoner er ikke en skidt idé, men udtrykket forbliver slapt.

Nikolaj Wolf skulle være en erfaren musiker, idet han har spillet med både Robben Ford, Poul Krebs og andre celebriteter. Han har desuden en diplomuddannelse fra Rytmisk Konservatorium, så man må generelt sige, at han har CV’et i orden. Derfor er det også så meget desto mere underligt, at hans debutplade er så eklatant et fejlskud, der ikke på nogen måde giver kvalitative associationer til førnævnte adelsbreve. Den lyder faktisk ikke tilnærmelsesvis som et professionelt produkt, men halter på alle områder, fra melodi til dynamik over tekster og lyd.

Musikken er en meget, meget stilfærdig form for ambient-pop, der hovedsagligt er bygget op af nogle tørre guitarfigurer hen over et monotont trommespor, hvorover hovedpersonen udfolder en lavmælt vokal. Derudover er der bløde indslag af klaver, percussion og synthflader, der principielt har til formål at tilføre den rette ambience-stemning. Mens instrumenteringen stedvist går an uden at være synderlig interessant og i hvert fald ikke udskejende, er det vokalen, der får hele konstruktionen til at falde sammen. Den synes at være helt berøvet for energi og inspiration – for slet ikke at tale om, at selve det sangtekniske efterlader en hel del at ønske. Det er ganske enkelt ikke særlig rart at høre på en stemme uden nogen form for kulør eller klang, og man kan ikke lade være med at ønske, at Wolf dog bare havde overladt det til en anden med mere kompetence. Den danske accent gør heller ikke sagen bedre. Efter at den første modvilje mod vokalen har lagt sig, kan man da godt høre, at der hist og her er nogle forholdsvis brugbare idéer, men nogen nydelse er bliver det aldrig.

Det er ligeledes svært at sige noget positivt om sangstrukturerne. På den første halvdel af pladen synes ensformigheden at være det mest dominerende træk, både i dynamik og opbygning, og det er en prøvelse ikke at give op allerede inde i tredje nummer. Man skal faktisk helt ind i sjette nummer, før der endelig sker noget interessant. “Let Love In” begynder skidt med en tynd guitar og tilsvarende fedtfattig vokal, men munder efterhånden ud i et ikke helt værst reggae-inspireret arrangement komplet med både blæser og ekko-lyde. Her er dynamikken til at tage og føle på, bassen er lidt saftigere, og omkvædet har næsten de rette kvaliteter, hvis man ser bort fra fra de nævnte sangtekniske problemer.

Det efterfølgende “Never Wanted To” skiller sig også en smule ud med sin lidt mere riff-prægede, halv-blues-agtige stemning, men igen må man konstatere, at det hele er for stillestående til at efterlade et varigt indtryk. “Unbearable” udviser en udmærket popkvalitet i omvædet, som også skyldes, at der igen kommer lidt skub i dynamikken og at der er et anstrøg af variation, som gennemgående er en mangelvare på hele pladen.

Det tekstuelle rum er et friktionsfrit hyggeunivers, der kredser om de lyse sider af tilværelsen: årstidernes skiften, lovsange til den udkårne etc. De er måske en lille tand mere begavede end musikken og løfter helhedsindtrykket, men uden at formå at frigøre sig fra pladens allestedsnærværende ligegyldighed. Hvad skal man f.eks. stille op med følgende uddrag: »I see her white teeth everywhere / It is not fair, it is not fair / Flowers growing in her hair«?
Det er tydeligvis ikke en plade skabt af tvingende kunstnerisk nødvendighed, men made to please, og man får i det store hele indtrykket af et uskyldigt hobbyprojekt på linje med akvarelmaling.

Man må igen sige, at det er tankevækkende, hvordan en musiker som Wolf med hans baggrund kan diske op med en plade, der ikke synes at ville hverken det ene eller det andet. Medmindre éns favoritsport er tåkrumning, gør man bedst i at glemme alt om denne udgivelse.

★☆☆☆☆☆

Leave a Reply