Det blev ikke til mere end en debutplade, før medlemmerne af Traening valgte at gå hvert til sit. Alligevel siges der farvel med maner i form af denne ep og en dertil ledsagende afskedskoncert. At pladen overhovedet er blevet en realitet, skyldes efter sigende en opfordring fra selskabet om at få udgivet de sidste numre, der efter de involveredes mening skulle være blandt gruppens allerbedste. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, for debutpladen er mig ganske ubekendt – men det står i al fald klart, at denne lille håndfuld sange ikke er det værste, man kan bruge sin tid på.
Skal man være lidt grov, kan man overordnet karakterisere lyden som en slags lige-ud-ad-landevejen-indiepop, som nærmest synes skræddersyet til P3’s Det Elektriske Barometer. På den anden side er det svært ikke at blive indfanget af den ufortænkte, ungdommelige varme, der løber som en blodrød tråd igennem det hele. Udtrykket er nok simpelt, men kun lejlighedsvist banalt. I dette univers har melodierne god plads at tumle sig i og sætter sig hurtigere, end man kan nå at sige “kommerciel indie”.
Når det er sagt, kunne man alligevel godt ønske sig, at sammenspillet havde lidt mere pondus; sangskabelonerne er for det meste skåret helt ud i pap, og man aner, at de først og fremmest skulle “i kassen”.
Alligevel er det godt, at de kom det. De originale stemninger af sukret vemod, der løfter den lidt gymnasieagtige sound og gør den til en velskåret popbuffet, skulle i hvert fald ikke have endt deres dage i et øvelokale.
Det bedste eksempel er nok åbneren “Because She’s Worth It”. Her har man en umiskendelig fornemmelse af at have hørt det hele før, men alligevel er det et ret så inciterende nummer, der gerne tåler mange genlytninger. Den bittermelankolske “Summertime” rammer dygtigt en følelse af vidende eftertænksomhed. Hør blot disse forførende linier: »Summer’s back to change my inappropriate smile / Summer’s back to change me for a while / And then again it’s back to change.« Med den tilsatte musik åbner der sig et indre drama, man kun kan føle sig fanget af. Pladens højdepunkt for mig.
Passagen illusterer meget godt det musikalske udgangspunkt i Traening, simplicity with a twist, og når dét fungerer, som det skal, er der gedigen musikpoesi på spil. Det gør det dog ikke altid. Både “The Self-sufficient Boys” og “Here Comes the Teacher” kommer ikke rigtig ud af stedet på trods af sidstnævntes rimelig vellykkede tokønnede vokalharmonier. I biografien står der, at bandet netop lægger vægt på vokalharmonierne, men de forsvinder desværre nemt i det til tider for tørre lydbillede. Det ville ellers have klædt dem.
Så er der mere fylde i “In My Arms”, hvis søde vemod styrer lige mod hjertet. Omkvædet beviser endnu en gang, at man ikke behøver synge fantastisk for at lege med følelser. “You Think You Know” jonglerer overraskende med formerne i et skævt arrangement, der også følelsesmæssigt rammer hovedet på sømmet. Resultatet er et originalt og saftigt nummer, der til stadighed kan undre.
Oplevelsen af Traening er altså ret så positiv. Der er nok ikke nogen, der kan finde på at beskylde dem for stor nytænkning, men gode melodier bliver man jo aldrig træt af. At Traening har (altså: havde) noget at byde på for de fleste, kan der ikke herske tvivl om. Jeg kan i alle tilfælde opfordre til, at man bruger noget tid på nætter med denne.
