Plader

Animal Collective: Feels

Skrevet af Anders Mortensen

Ambitiøs, fremadskuende, original og til tider hjerteskærende. De flyvske folk-eksperimentalister Animal Collectives opfølger til 2004’s roste Sung Tongs skuffer ikke. Snarere tværtimod.

People seem to think that folk music is people with acoustic guitars. Or punk music is people with mohawks, leather jackets. It’s all folk music.” (Avey Tare, Animal Collective)

I 2004 var en af de mest roste og hypede plader også en af de mærkeligste. Sung Tongs af Animal Collective var en spraglet symfoni af kor, håndklap, psykedelika, lejrbål, electronica og børnesang, og alligevel formåede den at krybe ind på diverse anmelderes lister over årets bedste albums. At genrebestemme Animal Collective er en bedrift af de større, og indledningscitatet fra den ene frontmand Avey Tare viser også gruppens forhold til stemplet “folk music”. For dem er alt folkemusik, og når en gruppe tænker sådan, nedlægger den samtidig grænserne for musikkens formåen.

Sung Tongs blev ingen bestseller, men magtede at gro sig fast i hovedet på nysgerrige musikelskere, og i den alternative del af lytteregistreret er Animal Collective af mange anset som en af de mest interessante grupper i øjeblikket. Med opfølgeren Feels, deres syvende album, kommer det øjeblik til at vare længere.

Det er uden tvivl det mest tilgængelige, jeg har hørt fra Animal Collective, og i deres tilfælde har det meget at sige. Hvor Sung Tongs var en Avey Tare/Panda Bear-plade, er Feels en gruppebedrift. Sangene er fyldigere, til tider mere svulmende og poppede. Især den første halvdel af pladen byder på det bedste, Animal Collective har at byde på af avantgarde-folk-pop.

Åbneren “Did You See the Words” er en triumferende hyldest til ordenes magi, til at tage sine sko af og danse – og til godnatkys. Et kor bryder til tider ind i sangen, og det udvikler sig til noget af en hippie-love-fest, der ville være overfladisk og klichéfyldt, hvis ikke det forholdt sig sådan, at det var Animal Collective, og dermed uhyre originalt. Det går hurtigt og præcist i hjertet, og det bliver bedre og bedre for hvert lyt.

Efterfølgeren og førstesinglen “Grass” er fantastisk. Det er årets single. Okay, måske er det at tage munden for fuld, men det er i hvert fald lang tid siden, en sang har sat sig så godt fast. Underligt nok, siden koret i omkvædet består af woowoos blandet med lydstumper af skrig. 60’er-vokalharmonier anno 2005 a la Animal Collective.

Det sidste ægte jubelpop-højdepunkt er “The Purple Bottle”. Et nummer, der i løbet af sine seks minutter og 48 sekunder formår at inkorporere noget, der minder om tre forskellige sange uden på noget tidspunkt at miste tempo, rytme eller intensitet. Det er et af de numre, der varmer på samme nummer, som Beach Boys kunne gøre det, når de var mest lalleglade og smukt symfoniske på samme tid.

Væk fra den lykkelige sang og over i de langsomme, dronende, flydende og ultimativt skønne sange, der især dominerer pladens anden halvdel. “Flesh Canoe” er en My Bloody Valentine-inspireret sag, hvor melodien virker flygtig ved første gennemlytning, men trænger sig på, jo flere ture albummet får, og det gælder i høj grad for de andre numre af denne art. Det er indlysende, at det er dem, der kræver størst tilvænning på pladen, men det er også hér, Animal Collective virkelig viser kræfter, og det gør de par excellence på “Banshee Beat”. Det er det bedste, og jeg har gemt det til sidst.

For “Banshee Beat” er utroligt smukt. Og det æder sig ind på én på den sært dragende måde, som altid har kendetegnet Animal Collective. Nummeret bygger op og op, flere små lag bliver lagt på, men det store brag udebliver. Det er en genistreg konstant at bevare det simple i et nummer, der kunne ende i buldrende kor og trommer. Hjerteskærende til sidste sekund.

Man kunne blive ved. Feels er fyldt med lag, sære arrangementer, ukendte instrumenter, knitren og børnelatter. Summende sange om bier og Daffy Duck, skovlyde og storslået harmoni. Tag det som en opfordring, køb pladen og opdag resten selv.

★★★★★½

Deltag i debat