Plader

Pixel: Set Your Center Between Your Parts in Order to

Skrevet af Mikkel Arre

På sit andet album skærer danske Jon Egeskov endnu længere ind til benet i sin i forvejen minimalistiske electronica. Nu er der ingen melodier tilbage, kun massevis af evigt omskiftelige rytmer. Det er ikke lettilgængeligt, men til gengæld meget interessant.

Hvis der skulle være nogle driftige forretningsfolk, der har tænkt sig at udforske det formentlig meget lille nichemarked, der hedder “slankekure for fans af avantgarde-musik”, er det andet album fra danske Jon Egeskov alias Pixel det oplagte lydspor til tv-reklamen. For der er ikke et eneste gram overflødigt fedt i hans spartanske og dog alligevel voldsomt tilstedeværende electronica. Ja, alt er skåret så langt ind til benet, at skalpellen ofte er blot en hårsbredde fra at ridse i knoglerne – uden dog på noget tidspunkt at gøre det.

Set Your Center Between Your Parts in Order to er meget vanskelig at komme ind på. For Pixels numre består udelukkende af små stumper støj (lyden af et løst stik i en højtaler er et godt pejlemærke) og klik, der er organiseret i konstant foranderlige rytmemønstre. I modsætning til debutpladen Display har Egeskov denne gang udeladt enhver form for melodi (undtagen en enkelt tretonig melodibid, der får et par minutter i lydbilledet i “Sinus”), så al pladens dynamik ligger i beat-programmeringerne og i de brusende, susende støjeffekter, som han har lagt hen over numrene.

Lyttere med behov for indtagende melodier kan altså godt stå af med det samme, for Egeskov giver overhovedet ikke ved dørene. Der skal mindst en håndfuld gennemlytninger til, før det står klart, at Set Your Center Between Your Parts in Order to har rigtig meget at byde på – det kræver bare, at man er fuldt opmærksom.

Men når man så er det, introducerer Pixel én til et lydunivers, der måske ikke er dybt originalt i sin minimalisme – men som til gengæld er ganske enestående i sin kombination af et ekstremt skrabet lydbillede og så en ofte meget kompliceret rytmik. Egeskov har i høj grad hentet inspiration fra afrikanske trommerytmer (hvis du kan forestille dig en ghanesisk jamsession, hvor trommerne er skiftet ud med ledninger og stik, som musikanterne prikker på med fingrene for at skabe statisk støj, så er du godt på vej), og de forskellige rytmer hopper hele tiden ind og ud mellem hinanden.

Der går meget sjældent mere end fire takter, uden at Egeskov ændrer sine sitrende, klikkende rytmespor eller tilfører en ekstra lydkilde. Han har et imponerende øre for at skabe nærmest dramatiske forløb eller kontraster ved at tilføje flosset eller susende støj. I “.Matrix” er det, som titlen antyder, den let metalliske og hylende lyd af en matrix-printer, der med overraskende stor effekt sættes ind som et ekstra rytme-element.

Som sagt skiller Set Your Center… sig altså ud fra Pixels debutplade ved at være fri for melodier. Derfor er det godt for pladen, at Egeskov siden debuten er blevet endnu bedre til at lave interessante beats. I “Sinus” demonstrerer han overlegent, hvor vigtigt stilhed er for ethvert beat, ved at lave skarpe, abrupte snit midt i summende samples, der uden varsel bliver stoppet helt brat – for straks efter at gå over i noget andet. Det pludselige tomrum kommer til at fungere som en lige så vigtig del af programmeringsmønsteret som støjstumperne.

Bl.a. af den grund er “Sinus” et godt eksempel på, hvor imponerende kropslig Egeskovs musik er. I modsætning til mange andre minimalister har han ikke glemt, at musik ofte har en større effekt, når den aktiverer kroppen – også når lytteren nøjes med at nikke med nakken.

Med sin nye plade forfiner Pixel sin stil, der her er endnu mere minimalistisk end hidtil, men som samtidig er ganske anmassende. Albummet er i sin helhed lyden af indviklede rytmemønstre, der er blevet smidt i saltsyrebad, så der kun er skelettet tilbage. Men sikke et skelet!

★★★★★☆

Deltag i debat