Plader

Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer?

Skrevet af Camilla Grausen

Of Montreal fra Georgia, USA, kan i år fejre 10 års fødselsdag og har efterhånden udviklet sig til et enmandsprojekt. På det nyeste album er alle sange skrevet, opført og indspillet af hovedmanden Kevin Barnes, med kun lidt hjælp fra et par andre bandmedlemmer.

Umiddelbart lyder Hissing Fauna, Are You the Destroyer? som en glædesfyldt plade fyldt med kreative og legesyge popnumre. Men albummets tilblivelse har ikke været nogen dans på roser, og når man lytter nærmere til teksterne, står det helt klart. Faktisk har albummet en overraskende alvorlig side.

Det opdager man dog ikke fra begyndelsen. Første halvdel af Hissing Fauna… er en dejlig omgang popglæde tilsat lidt synth og med en hilsen tilbage til 60’erne og 70’erne til bl.a. Beach Boys og The Kinks. Åbneren “Suffer for Fashion” sender uundgåeligt ens humør i opadgående retning, og Kevin Barnes har tydeligvis et gudsbenået popøre. Hans melodiske evner kulminerer i den aldeles vidunderlige “A Sentence of Sorts in Kongsvinger”.

Men midt på albummet stopper festen. Direkte fra den ypperligste pop-positivitet kommer “The Past Is a Grotesque Animal” – som noget af en overraskelse. Nummeret er helt anderledes, og stemningsændringen er markant. Det 12 minutter lange nummer opbygges af en dyster melodi, som guitaren gentager igen og igen. De insisterende mekaniske trommer og den samme melodi, der gentages med stigende hastighed og Barnes’ desperate vokal, skaber en stemning af tyk frustration og depression, der hvirvles hurtigere og hurtigere i en svimlende intensitet. Det er en brat opvågning, og hvis man ikke før har lagt mærke til teksternes dystre undertone på albummets første del, gør man det nu. “The Past Is a Grotesque Animal” sikrer sig, at vi ikke overser, at virkeligheden for Kevin Barnes ikke var sådan, som den sødmefyldte dansepop vil forlede os til at tro.

I slutningen af 2004 flyttede Barnes til Oslo med sin norske kone, der skulle føde deres fælles barn. Perioden i Norge blev hård for Kevin Barnes, der havde svært ved at vænne sig til det nye land og at være væk fra venner og familie. Han fik en depression, og parret gennemgik en svær periode – også efter de kom hjem til USA. Konen, Nina, og datteren, Alabee, flyttede igen til Norge i en periode, og alt var tæt på at falde fra hinanden. Heldigvis endte det godt, og Kevin Barnes fik helet sårene, parret repareret deres forhold, og lille Alabee fik begge sine forældre igen.

Før de nåede så langt, prægede denne svære periode Kevin Barnes i høj grad, og i løbet af det år led han både psykisk og fysisk under depressionen, der blev grobund for Hissing Fauna…. Barnes kunne have lavet klynkende sange på sin akustiske guitar, men gjorde det stik modsatte: Han begyndte at skabe en række numre, der musikalsk ret sprudlede af optimisme. De kunne holde ham oppe og hjælpe ham frem for at trække ham længere ned i mørket.

På albummets tekstside er det sorte humør tydeligt. I “Heimdalsgate Like a Promethean Curse” synger Kevin Barnes f.eks.: »I’m in a crisis, I need help / Come on, mood shift / shift back to good again / Come on, be a friend.« Barnes beretter ærligt om sin situation, og teksterne er meget virkelighedsnære. Også pga. referencerne til hans liv i Norge; de norske stednavne, den kolde vinter, black metal-bands og nedbrændte stavkirker. De mange figurer og historier fra tidligere Of Montral-lyrik er væk, og alle teksterne på Hissing Fauna… er personlige med Barnes som jeg-personen.

Efter at dæmonerne har fået frit spil midt på albummet, ændres kursen igen. Desværre i en ærgerlig retning. Vokalen på den soul-agtige “Faberge Falls for Shuggie” er skabet og i falset. Det lyder som Prince eller en omgang fjolle-Scissor Sisters, og det samme gælder for den ret ringe “Labyrinthian Pomp”, der dog hen imod slutningen gennemgår en komplet forvandling, og pludselig lyder meget som Pink Floyds “Speak to Me/Breathe” (fra Dark Side of the Moon). Herefter kommer “She’s a Rejecter”, der har et klokkeklart Franz Ferdinand-riff; dog er det lidt malplaceret, og nummeret ender med at virke uhomogent.

De spredte pile, hvoraf få rammer plet, på albummets anden halvdel, trækker den samlede kvalitet ned. Dog er der stadig mange musikalske lysglimt, og størstedelen af albummet er en stor omfavnelse. Der er noget befriende over denne plade, der ikke lader tungsindet overvinde alt, men samtidig tager både glæden og sorgen alvorligt. Det er en ærlig anerkendelse af begge kræfter, og Hissing Fauna, Are You the Destroyer? er et alvorsfuldt livsbekræftende album.

★★★★☆☆

Deltag i debat