Plader

Pelle Carlberg: In a Nutshell

Skrevet af Camilla Grausen

Efter opvæksten i Uppsala prøvede Pelle Carlberg lykken i forskellige bands og fandt den i Edson, der også er i stald hos Labrador Records. Edson eksisterer stadig, men nu koncentrerer Carlberg sig om sin solokarriere. Everything. Now! hed solodebuten fra 2005, og nu er toeren In a Nutshell på gaden.

Sammen med sit “one-man band”, Henrik Nilsson, spiller Carlberg luftig guitarpop fra samme skuffe som Belle and Sebastian og The Go-Betweens. Han har forstand på gode popsange, og de fleste numre er ørehængere, dog uden at være særlig nyskabende eller særegne. Det smittende humør, melodierne og den gennemarbejdede lyd, som bl.a. kan høres i “Showercream and Onions” kan ingen dog tage fra svenskeren.

Bedst er Carlberg dog på tekstsiden, hvor hans velformulerede tekster handler om hverdagsemner som middelklassehjemmet, jobbet og indkøb – og en lille smule kærlighed. Carlbergs morsomme og rammende dagligdagsobservationer er prisværdige som f.eks. “Clever Girls Like Clever Boys Much More Than Clever Boys Like Clever Girls”, der handler om præcis det, titlen indikerer: kloge piger, der foretrækker kloge drenge, mens drengene desværre vælger anderledes: »I have a friend who’s in this Mensa club / He has no trouble to admit / He wants a woman with ambitions / That go as far as raising kids« – og sådan er der jo så mange små paradokser, som er værd at tage fat i. Det skader heller ikke nummeret, at melodien med maracas, trompet og håndklap nemt sætter sig fast i øregangene.

En anden pudsig tekst er “I Touched You at the Sound Check”, der handler om dengang Mike Joyce, trommeslageren fra The Smiths, var dj på Stengade 30 i København. Carlberg mødte ham, og det gjorde åbenbart stort indtryk. Selvom teksten er morsom, kommer Carlberg dog ikke i nærheden af niveauet fra debutens “Go to Hell, Miss Rydell”, hvor Carlberg som den forsmåede musiker synger om sit opkald til en anmelder, der har givet Edson en dårlig anmeldelse. Det er yderst morsomt, og Carlbergs forurettede tekst og tonen i nummeret passer perfekt sammen. Den musikalske side af dette nummer var måske intet vidunder, men nummeret er alligevel i en klasse for sig i Carlbergs repertoire.

Pladens titel taget i betragtning må man gå ud fra, at Pelle Carlberg i en nøddeskal netop er en popglad dreng med sprogligt overskud. Men på albummets sidste regulære nummer, der netop bærer titlen “In a Nutshell”, overrasker Carlberg. Med kun vemodigt klaver og lidt akustisk guitar, ser vi en helt ny side af Carlberg. Et rigtig fint lille nummer og en fin detalje, der viser, at Carlbergs talenter rækker ud over den genre, han er mest velbevandret i.

Dog lader Carlberg sit velkendte humoristiske pop-jeg få det sidste ord med et skjult nummer til slut. Sangen handler om Carlbergs problemer med “Mr. Labrador” – pladeselskabschefen, der brokker sig og siger, at Carlberg aldrig vil »mingle at the Grammy awards« eller komme til Hong Kong, hvis han ikke får skrevet en hit-sang. Men i et melodiøst (næsten hit-agtigt) omkvæd erklærer Carlberg, at han aldrig vil skrive en hit-sang.

Hits eller ej; det er ikke så vigtigt, hvilken kategori Carlbergs numre havner i. Der er gode popmelodier for alle pengene. Det sidste ekstra mangler dog. Carlbergs tekster er hans force og gør ham til noget andet end inspirationskilderne. Derfor er det vigtigt, at han ikke forfalder til tekstlige kærlighedsligegyldigheder som “I Love You, You Imbecile”. Det, der mangler på In a Nutshell er perler, hvor melodien, formuleringerne og humoren går hånd i hånd – det er ikke nemt at skabe, men Carlberg er rigtig tæt på.

★★★★☆☆

Deltag i debat