Plader

Rufus Wainwright: Release the Stars

Skrevet af Mads Flintholm

Rufus Wainwright bryder ikke synderligt meget med sin vante kabaret-poppede lyd på sit femte album. Heller ikke denne gang leverer han det mesterværk, han har i sig – men det glædelige er, at han stadig kan skrive vidunderlige sange.

»Do I disappoint you, in just being human?« synger Rufus Wainwright som det allerførste på sit femte album Release the Stars. Og selvom sangen ikke overraskende handler om et kærlighedsforhold, kommer han et andet ømt spørgsmål i forkøbet.

For, ja, Rufus Wainwright, i virkeligheden har du vel skuffet mig gang på gang siden debutalbummet fra 1998, hvor legenden Van Dyke Parks godt nok pakkede sangene ind i et fyldigt Disney-univers, men også gav albummet det nødvendige fokus – noget, der har været savnet siden. Skuffelsen har dog aldrig været større, end at interessen og forventningerne har været støt stigende lige siden. Samtidig har rygtet om den talentfulde canadiske gay messiah efterhånden gjort ham til en decideret verdensstjerne.

Release the Stars har Rufus Wainwright for første gang selv sat sig til rette i producerstolen – med Pet Shop Boys’ Neil Tennant ved sin side. Sidstnævntes musikalske baggrund sætter dog ingen tydelige spor på pladen, og hans tilstedeværelse fjerner desværre heller ikke følelsen af, at der stadig mangler en person, der kan (og tør) rådgive Rufus Wainwright om, hvornår han bør lægge til eller trække fra.

“Do I Disappoint You” er ellers en ganske lovende åbner – og i sin opbygning ikke helt ulig “Oh What a World”, som skød Rufus Wainwrights andet hovedværk Want One perfekt fra start. Igen køres hele arsenalet af strygere og korpiger i stilling fra begyndelsen, og selv om der måske denne gang er vel meget flødeskum på toppen, giver den tydelige inspirationen fra de klassiske komponister trods alt forhåbninger om det store symfoniske værk, som Rufus Wainwright på en eller anden måde skylder.

Sådan går det ikke helt, og paradoksalt nok er det de efterfølgende og ganske afdæmpede sange, der i sidste ende fremstår som albummets bedste. Førstesinglen “Going to a Town” er en musikalsk underspillet protestsang mod det land, Rufus Wainwright har opholdt sig i det meste af sit voksenliv: »I’m so tired of you, America,« synger Wainwright gentagne gange oven på en af sine absolut bedste melodier.

Det tidlige højdepunkt tangeres allerede øjeblikket efter, hvor Rufus Wainwright dovent valser sig igennem den smukke og florlette “Tiergarten” – en af flere sange med referencer til Berlin, hvor størstedelen af pladen er undfanget. Niveauet holdes i den klassiske Wainwright-komposition “Nobody’s Off the Hook” og ikke mindst den rockede “Between My Legs”, der vinder stort ved gentagne lyt. Selv den uventede dommedags-voice over af skuespillerinden Sian Phillips, som i første omgang kan virke malplaceret, udvikler sig til en lille genialitet og er blot med til løfte sangen yderligere.

Herefter går luften lidt af ballonen, og præcis midtvejs knækker albummet over. “Not Ready to Love” starter fint, men ender i lidt af en ørkenvandring, hvor Rufus Wainwright flere gange mister orienteringen – en tendens, der fortsætter i store dele af de resterende sange. Det er ikke, fordi man ikke kan lade sig snyde og bare følge med – det er tværtimod let med en (trylle)kunstner som Rufus Wainwright, der med sine fraseringer kan hive det meste hjem – men både idéer og melodier er for ordinære på denne del af pladen.

“Tulsa” skiller sig ud fra mængden, men kun pga. sin improvisationsform, der måske nok havde fungeret i en livesammenhæng, men som på plade virker meget flad. Først i det afsluttende titelnummer genfindes magien. Her åbnes igen for alle sluser, og Rufus Wainwright beviser, at han i sine bedste øjeblikke mestrer spændingsfeltet mellem pop og kabaret som ingen andre.

Release the Stars bliver ikke et hovedværk i Rufus Wainwrights karriere. Man sidder tilbage med en fremragende første halvdel, men også en del uforløste sange og følelsen af, at talentet stadig rækker til meget mere. I mellemtiden kan man heldigvis glæde sig over, at ingen skuffelser er så opløftende som dem fra Rufus Wainwrights mund.

★★★★☆☆

Deltag i debat