Plader

Menomena: Friend and Foe

Skrevet af Lars Simonsen

Trioen fra Portland skaber på deres tredje album et collageværk med et hav af særegne detaljer. Virkemidlerne er blandt andet saxofon, klokkespil samt et hjemmelavet computerprogram med navnet ‘Deeler’, og den eksperimenterende indierock/pop er overvejende interessant og underfundig.

Når et band tør at bryde en uskreven regel eller en fortærsket skabelon, kan det indimellem udmunde i interessant og udfordrende musik. I Menomenas tilfælde er det et mere traditionelt indierock/pop-udtryk, der danner bunden for en masse herlige eksperimenter med overraskende virkemidler.

Danny Seim (trommer, vokal), Justin Harris (bas, saxofon, moog, elektrisk guitar, vokal) og Brent Knopf (keyboard, klokkespil, elektrisk guitar, vokal) er cheferne i det soniske bolchekogeri, og der bydes – næppe overraskende – på mange, blandede bolcher. I hvert fald er det tydeligt, at idéerne til sangene har været mange, og det virker, som om alle medlemmer har bidraget med masser af input.

Albummet åbnes med den finurlige “Muscle’N Flo”, der bølger frem og tilbage mellem forskellige stemninger, og nummeret giver et godt fingerpeg om, hvor mange strenge bandet har at spille på.

Et af albummets absolut mest vellykkede øjeblikke findes i sangen “My My”, som er et uendeligt flot og dragende popnummer. Det vrimler, ganske umærkeligt, med mange forskelligartede instrumenter og effekter, mens der blidt og atmosfærisk synges: »What if all my enemies were dead / and I could forget everything they said.« Nummeret danser sin helt egen dans, stopper indimellem op for dernæst at fortsætte med et drømmende blik i øjnene.

I det hele taget er Friend and Foe rigt på drømmende, nedtonede og stemningsmættede numre og nok så væsentligt: rigt på spøjse eksperimenter.
“Evil Bee” er eksempelvis fantastisk detaljerig og sær i kraft af de mange forskelligartede lyde, der konstant flyver rundt. Kombineret med længselsfulde linjer som »O! To be a machine / O! To be wanted / and to be useful.« Selv om eksperimenterne er både finurlige og vellykkede, virker det ikke, som om trioen på noget tidspunkt har været indstillet på at slippe alle kræfterne og al vildskaben løs. Og det er både godt og en lille smule synd.

Vildskaben ligger nemlig sine steder og ulmer lige under overfladen, og det forventes nærmest, at den må eksplodere på et tidspunkt. Et nummer som “The Pelican” sprutter og hvæsser, men blotter aldrig for alvor kløerne og hjørnetænderne. Det kunne være rart, om Menomena blot et par gange undervejs slap udtrykket løs i en medrivende, sonisk eksplosion.

På den anden side er det på mange måder imponerende, at bandet formår at bevare kontrollen over et så eksperimenterende og collagepræget udtryk. Den bevidst underspillede tilgang skinner nemlig kraftigt igennem på trods af alle påfundene og virkemidlerne. Helhedsindtrykket af Friend and Foe er rigtig godt, og det skyldes ikke mindst, at variationen og alsidigheden i lyduniverset er til at tage og føle på.

Ingen af numrene fremstår ens, og det faktum, at alle tre medlemmer agerer forsanger undervejs, bidrager blot yderligere til det alsidige præg. Endvidere forfalder eksperimenterne aldrig til en omgang trættende og utilgængeligt lydroderi. Menomena formår nemlig at gøre udtrykket catchy, vedkommende – og frem for alt interessant at lytte til.

★★★★☆☆

Deltag i debat