Plader

Throw Me the Statue: Moonbeams

Skrevet af Mikkel Arre

Amerikanske Scott Reithermans debutalbum er en fin samling småskramlede indiepopsange dedikeret til kærligheden i dens mest jordnære form. Der er ingen mirakler på albummet, men hvis man går ud og bliver forårsforelsket, vil Moonbeams være alletiders soundtrack.

En telefonsvarerbesked skratter løs: »Hey Scott, yeah, I met a girl and she was really great, and I thought I would share it with somebody … so I’m sharing it with you.« Sådan slutter en af sangene midtvejs på amerikanske Scott Reithermans debutalbum under navnet Throw Me the Statue, og beskeden er meget betegnende for den stemning og tekstsfære, albummet bevæger sig i. Kærlighed handler om at kysse piger og om at have det rart – og så er der egentlig ikke så meget mere at sige om den. Kærligheden er ikke nogen dyb ting, ikke spor transcendent, jordrystende poetisk eller noget i den stil, men det er meget rart at kysse de der piger og danse lidt med dem.

Det tema løber gennem hele Moonbeams, og Reitherman har en for en debutant ret veludviklet evne til at skrive tekster, der lægger sig så tæt op ad det banale, at de tit danser på en knivsæg, men sjældent dratter ned. Teksternes enkle, ukunstlede stil gør situationerne lette at relatere til, hvad enten Reitherman leder efter lyserøde skyer – »I wanna fall through the clouds to some place / Where the kissing never ever stops« – i den smukke “Written in Heart Signs, Faintly” eller er ved at brænde nallerne på en pige, der ikke er, hvad hun giver sig ud for at være: »She’s a lion in disguise / She’s a crazy animal when she screams / But in my head I wanted this, it seems« i “Yucatan Gold”.

Reithermans musikalske udtryk er lige så ukunstlet. Udstyret med skramlede trommer, summende synthesizere og en akustisk guitar har den unge californier bygget små, fine indiepopsange hjemme i sit soveværelse. Fra tid til anden er venner og bekendte kommet forbi med forskellige blæseinstrumenter, klokkespil og mildt sjuskede korstemmer, og der er unægtelig en rar stemning af at være sammen med gode venner på Moonbeams.

Decideret smittende er energien i den herlige “Lolita”, hvor håndklap og små breaks giver sangen et stærkt drive. Som på langt hovedparten af pladen spiller Reitherman akustisk guitar og udnytter til fulde akkordernes rytmiske effekt.

I det hele taget er der stor fokus på rytmerne i en god portion af sangene. Mildt buldrende trommer, trommemaskiner og sågar stroboskop-agtigt dunkende bassynths holder pulsen højt oppe – til tider endda lige vel meget. I åbningsnummeret “Young Sensualists” ligger trommemaskinen f.eks. forstyrrende højt i mixet, mens “About to Walk” bliver lidt stressende pga. de Caribou-inspirerede, manisk underinddelte trommebreaks.

Heldigvis slipper Reitherman langt hen ad vejen godt fra at have indspillet derhjemme. Og især i sange som “A Mutinous Dream” og “Take It or Leave It” får han fuldt udbytte af det let sammenpressede lofi-lydbillede – ikke mindst fordi de fuzzede synthmelodier i omkvædene sætter sig godt fast. I den mere afdæmpede ende af intensitetsskalen demonstrerer den fine, luftige “Conquering Kids”, at Reithermans som regel slacker-sløsede vokal sagtens kan være blid og indtagende skrøbelig.

Blandingen af dansable, nærmest samba-synkoperede rytmer og indierockæstetik i “Yucatan Gold” er sjov, men ikke videre kalorierig. Ikke desto mindre viser den, at Reitherman ikke er ked af at prøve nye blandingsprodukter af. Derimod er det ubetinget umuligt at være taknemmelig for Weezer-klonen “This Is How We Kiss”, der lyder lige så weezersk som Weezer selv – inklusiv et »oh-oh-ouoh-oh-oh!«-omkvæd, der ville have gjort sig godt på en collegeradiostation i 90’erne.

Moonbeams er ikke nogen stor musikalsk landvinding, men Reitherman er dejligt opdagelseslysten og skriver samtidig nogle ganske fængende sange. Og når han så tilmed leverer så varierede 1-2-kombinationer som den ambitiøse, blæserbesmykkede energiudladning “Groundswell” og den tindrende yndige, helt nedbarberede “Written in Heart Signs, Faintly” – ja, så er det svært at være spor utilfreds. Lidt ligesom når man kysser piger.

★★★★☆☆
Lyt til “Lolita”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/lolita.mp3]

Deltag i debat