Koncerter

bob hund, Fuck Buttons, Jay Reatard, 06.07.08, Roskilde Festival

Jay Reatard.

Jay Reatard spillede på Pavilion-scenen søndag aften.

bob hund, 06.07.08, 19.30, Orange Scene
bob hund stod sidst på Orange Scene i 2002. Dengang leverede de en fantastisk sprælsk lørdagskoncert med solskin, fællessang og et stort fremmøde. Siden hunden gik i hi i 2003, har vi ganske vist kunnet opleve bandmedlemmerne på engelsk som Bergman Rock, men den skøre skånske ånd fra bob hund har været savnet af mange. Søndag under den orange teltdug gav bob hund så deres første koncert i fem år. Om aftenen, lige inden regnen væltede ned over Roskilde, var sceneriet noget anderledes end sidst, forsanger Thomas Öberg og hans kumpaner indtog scenen – med god plads i båsene foran scenen, gråvejr og mange udmattede Roskilde-gængere på vej hjem efter en uges druk.

Omstændighederne lagde heldigvis ingen dæmper på bandet, der tværtimod tog det som en udfordring: »Nu skall jag väcke jer jävlar,« sagde Thomas Öberg. Så det gjorde han. Klædt helt i hvidt med maske, lange handsker og perlekæde rystede Öberg et smykkebesat scepter til koncertens første nummer, den listige, instrumentale kendingsmelodi “bob hunds 115:e Dröm”. Herefter begyndte festen, og mens bandet spillede sig igennem alle de gode gamle energiudbrud som “Nu är det väl revolution på gång”, “Skall du hänga med? Nä!!” og “Allt på ett kort”, beviste Öberg og bandet, at der er præcis lige så meget sjov, melodi og guitardrøn i hunden, som der altid har været. Det var en stor fornøjelse at se og høre.

Thomas Öbergs charme, vanvid og publikumstække var i top, og han kravlede vanen tro rundt på højtalerne, vrikkede med numsen og viklede sig selv ind i både perlekæde og mikrofonledning. Allerede under andet nummer smadrede han den hvide havestol, han havde stået på, og hentede derpå en ny som talerstol til sine skånske prædikener. Öberg er muligvis den bedste entertainer, vi har i skandinavisk rock. Imens udsendte guitaristerne, Johnny Essing og Conny Nimmersjö, velspillede melodier og garagerockhvin, der mindede om, at bob hund ikke kun er nogle sjove fætre, men også står bag virkelig gode numre.

Det blev til en smule nyt, og “Fantastisk” og “Tinnitus i hjärtat” lyder lovende. Som ekstranummer spillede hunden en farvelsang med ordene »Jag älsker dig / Men du har glömt mig / Roskilde! / Goodbye!« Således genopstod bob hund som en fugl føniks af asken – eller med bob hunds egne ord: Reinkarnerad exakt som förut for øjnene af os på Orange Scene. Ingen tvivl om, at de var glade for at være tilbage. Forhåbentlig laver bandet ikke noget forsvindingsnummer igen, men fortsætter med at sprede glæde mange år endnu.
(CG)

Fuck Buttons, 06.07.08, 20.30, Astoria
Astoria-scenen blev i løbet af festivalen lidt af et smertensbarn for arrangørerne, fordi det lukkede telt tiltrak for mange tilhørere. Den problematik gentog sig på ingen måde ved årets sidste Astoria-koncert, hvor den engelske duo Fuck Buttons end ikke fik fyldt teltet halvt op. Det var ikke specielt underligt, når man tænker på, at de var oppe imod navne som bob hund og Bonnie ‘Prince’ Billy – men det var ikke desto mindre en skam.

Andrew Hung og Benjamin Powers intenst pulserende drone-noise var nemlig en fin genvej til at få hoved og krop blæst igennem, så man endegyldigt var parat til at tage hjem. I hovedtræk var koncerten en genopførelse af duoens strålende debutalbum, Street Horrrsing. Eller måske rettere en genskabelse. I hvert fald stod Hung og Power på hver sin side af et bord fyldt med udstyr og en legetøjsradio og søgte på skift at få øjenkontakt med hinanden for at få grønt lys til at sende musikken i en ny retning. Denne interaktion på scenen var med til at sikre fornemmelsen af at få en liveoplevelse, ligesom Hungs manisk spjættende stammedans i udkanten af scenen under “Ribs Out” understregede, at vildskaben ikke kun var i højtalerne.

Hele vejen gennem koncerten udnyttede duoen dygtigt den dynamik, der opstod i sammenstødene mellem hvæsende støjflader og melodiske lag. Tilføjelsen af skævt opklippede, kantede rytmeforløb gav numrene visse tribal-anstrøg og gik lige i kroppen. I anden halvdel af koncerten lænede duoen sig betydeligt mere op af anderledes monotont dunkende 4/4-beats, og det gjorde musikken noget mere ordinær. Samtidig blev den ellers glimrende lyd noget mere mudret hen mod slutningen, så de kværnende støjmure kvalte både de elektroniske beats og Powers lejlighedsvise trommespil.

Måske var det festivaltrætheden, der gjorde udslaget, men det var, som om Fuck Buttons ikke helt kunne holde dampen i en hel time. Men så længe de kunne, buldrede de på fremragende vis et ubestemmeligt sted mellem Mogwai-massive støjflader og Oneidas vedholdende kraut-repetitioner.
(MA)

Jay Reatard, 06.07.08, 21.00, Pavilion
»Hvad? Har det regnet?«. Årets eneste regnskylle ramte festivalpladsen midt under koncerten med den unge, amerikanske punkrocker Jay Reatard. Det opdagede de fleste, som havde fundet plads under teltdugen til Pavilion-scenens afslutningskoncert, sikkert først, da de forlod teltet, trådte i en vandpyt og fik våde sko.

Indenfor i tørvejret blev de fremmødte i stedet for regndråber bombarderet af en rendyrket energisk rockudladning af dirrende nerve og intensitet, som direkte indbød til hoppen op og ned og frem og tilbage.

Jay Reatard stod gennem stort set hele koncerten bøjet forover sin guitar med sit lange, krøllede garn viftende ned foran ansigtet. Bassisten Stephen Pope med det store bobbede hår havde nærmest kun bevægelse i overkroppen og stod plantet inden for den samme kvadratmeter. Der blev ikke leflet for publikum. Jay Reatard lod i stedet musikken tale, og den talte til enhver med et hjerte, der banker for beskidt, kompromisløs rockmusik.

Den ene sang efter den anden blev fyret af i et hæsblæsende tempo. Mere end en snes sange i løbet af de små tre kvarter, koncerten varede, blev det til. Det var lige i overkanten. Jay Reatard kunne sikkert skyde løs med powerpoppede punksange, indtil han dejser om af træthed. Men grænsen, for hvad man som tilhører kan kapere, er på cirka en halv time. Desuden er det heller ikke alle sange, der er så veldrejet og gennemsyrede af en smittende melodiøsitet som f.eks. “It’s So Easy”, “Oh, It’s Such a Shame” og “My Shadow”. Hist og her havde trioen et par anonyme skud i bøssen, som gjorde en ellers evigt energisk koncert en kende ensformig i længden. Men den første halve time var nu fremragende.
(LDL)

Deltag i debat