Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk
»Bob Hund betyder 25 procent, publikum 75 procent,« oplyste Thomas Öberg os om et godt stykke inde i koncerten. På skærende skånsk forstås. Det, han mente, var, at publikum påvirker koncertoplevelsen med 75%. Så hvis publikum er “bra”, så er Bob Hund “jättebra”, og hvis publikum er “jättebra”, så er Bob Hund “fantastisk”, forklarede han. Og det var faktisk en meget præcis beskrivelse af koncertens forløb. Sjældent har et band formået at stige så jævnt i intensitet på en livescene. Det gik fra udmærkede 4 U’er til rigtig gode 5 U’er til overgivende 5,5 U’er. Bob Hund er stadig et jävla bra liveband.
Det startede ellers ganske roligt med Jonas Jonasson, der kom ind med det flotteste filantropiske cykelstyr under næsen og tropehat på hovedet og startede “Tinnitus i Hjärtet” fra den nye plade med forsigtige elektroniske toner, inden Öberg kom ind i vanlig skabet stil med lange damehandsker og Zorro-maske. Han er lige præcis det, som folk altid bruger som undskyldning, når de er flove over at udtale sig positivt om Robbie Williams: En entertainer. Hvis jeg havde noget som helst at skulle have sagt i de kredse, ville han være et homo-ikon på niveau med David Beckham og Judy Garland. Han har en imponerende fysik og stamina for en 42-årig, og der er få mænd, hvorpå et par hvide jeans sidder så godt som på ham. Han er som en sundere og mere velklædt version af Iggy Pop, når han tonser rundt oppe på scenen.
Hans løssluppenhed fik ham da også i problemer, f.eks. da han flere gange fik viklet sin mikrofonledning ind i sin T-shirt eller perlekæder uden helt at kunne regne gåden ud. Bandet spillede som sædvanlig også suverænt, og selvom både publikum og band er aldrende, så fik de mere og mere ud af aftenen og koncerten, som den skred frem. Det hjalp selvfølgelig også med favoritter som “Nu är det väl revolution på gang”, “Düsseldorf” og “100 år” til at varme syng med-musklen op. Faktisk var nogle af de numre så velkomne blandt publikum, at det var svært ikke at blive våd af begejstret kastet vand, øl eller sved, hvis man stod blandt den forreste tredjedel af publikum, når et nyt hit blev fundet frem.
Bob Hund har da også brilleret med mange numre, der har en fantastisk evne til at forbinde energisk punk, støjende artrock og smittende melodier. Selvom de er gået i en mere elektronisk retning på deres nye album, så fængede disse numre også an blandt publikum, og det er på mange måder en naturlig udvikling for et band, der altid har arbejdet med synthesizere i deres lyd. Den tendens kommer nok fra deres inspiration fra postpunkerne Pere Ubu, som her blev hyldet med deres oversatte version af klassikeren “Final Solution”, “Et fall & en lösning”, der blev leveret med en energi, så man skulle tro, at bandet var 15 år yngre. En fremragende afslutning på koncerten. Her var de virkelig gået fra “jättebra” til “fantastisk”.
Det kunne også mærkes på publikum, der nu så absolut ville have mere, og fik derfor lokket bandet ind til den !!!-inspirerede “Fantastiskt”, der gav følelsen af, at man var til klub på Vega fredag aften. Så sked de på det hele og spillede en destruktiv version af “Min lön kommer 5 år för sent”, hvor Öberg endte med at smadre mikrofonstativet sønder og sammen. Hvis man tvivlede på, om Bob Hund stadig har det i sig, inden koncerten, så var den slags tvivl tæsket godt og grundigt ned under scenegulvet af Öberg.
Det opildnede dog publikum endnu mere, og tydeligt glade for den store opbakning i det fyldte Store Vega, kræsede Bob Hund virkelig for masserne i anden runde ekstranumre og leverede de helt store sing-a-longs “Det skulle väre lätt for mig att säga att jag inte hitter hem, men det gör jag, tror jag” og “Mer än så kan ingen bli” med svulmende hjerte. Her var det let at få en nostalgisk klump i halsen. Hvis der var andre end mig, der fik det, blev den dog sunget væk, og nu var publikum fuldstændig i følelsernes vold og krævede endnu mere. Og det fik de efter en del tramp i gulvet.
Som Öberg sagde, så blev aftenens sidste sang Bob Hunds første, og således sluttede de for alvor af med “Allt på ett kort” fra deres første ep. Så kunne man vist ikke ønske sig mere af et næsten 20 år gammelt, genforenet band. Tænk hvis bare publikum havde været fantastisk fra starten af, hvad det ikke kunne have ført til. “Reinkarnerad exakt som förut”. Næsten.
