Koncerter

Jneiro Jarel’s Shape of Broad Minds, Battles, Yeasayer, 04.07.08, Roskilde Festival

Jneiro Jarel’s “Shape of Broad Minds”, 04.07.08, 17.00, Cosmopol

Måske var det varmen, måske var Jneiro Jarel ikke kendt eller hypet nok, eller måske var det bare på grund af Gnarls Barkley, der spillede på samme tid og så endda på Orange.

Shape of Broad Minds måtte i hvert fald se ud på et Cosmopol, der hverken var halvt eller kvart fyldt med folk, der kunne understøtte svedende beats og utugtige rim. Og de, der var der, syntes også kun at være svagt interesserede for Jneiros jazzede og svævende rap, hvilket er synd, da Craft of the Lost Art var en af 2007’s mest interessante og psykedeliske hiphopudgivelser.

Det var derfor ærgeligt, at ingen af de ting rigtig gjorde sig gældende ved gårsdagens koncert, hvor Jneiro smilende og energisk var opsat på at “pumpe” folk op, når han reelt set kunne levere den mest interessante og anderledes hiphop-live-oplevelse, hvis han turde. Han forsøgte sig med et par af de mere udsyrede numre, akkompagneret af guitar, men det blev skæmmet af en elendig lyd, der var født til at drukne samples og et til tider temmelig ueffent guitarspil. Så skal der være fest, så lad der være forsøg på fest.

Og der kom da også mere gang i folk, da Jneiro introducerede Khuju Goodie, medlem af klassiske Goodie Mob, der også bestod af selveste Cee-Lo fra koncertfællerne Gnarls Barkley. Med sin benprotese og et tungt, tungt flow fik Khuju og Jneiro sammen blødt op for folk i en kort stund med en gruppe tunge, crunk-inspirerede sange, der fik folk til at gynge. Uanset dårlig lyd kan man jo altid mærke en bas, og det var også et af lyspunkterne ved en skuffende koncertoplevelse fra en veloplagt kunstner. (AM)

★★☆☆☆☆

Battles, 04.07.08, 00.00, Odeon

Det er de færreste, der får set sig selv i spejlet på Roskilde, men det var lige præcis, hvad Battles gjorde sent fredag aften. Med deres sædvanlige sans for rytmisk/melodisk mosaik og spejling af temaer blæste de hovederne af publikum med et smil på læben og ydmyg overlegenhed.

(Bas-)guitaristen David Konopka startede løjerne med at loope en basostinat, der rumsterede højt og længe, indtil resten af kvartetten indfandt sig til lyden af loopet og de obligatoriske klapsalver. Trommeslageren John Stanier, der tidligere har slået sine folder i Helmet og Mike Pattons Tomahawk, slog nu koncerten i gang med enkelhed og præcision. Langsomt, men sikkert blev tempoet forøget, og de to keyboardspillende guitarister, Tyondai Braxton og Ian Williams, begyndte så småt med deres indbyrdes kendemærke i scenevant sammenhæng: kunsteriske spasmer, der – uanset deres til tider hysteriske karakter – formidler følelsen af spændstigheden i Battles’ udtryk.

Det var netop en følelse af totaloplevelse, der var mest sigende for denne koncert fredag aften. For hvor Battles med et voldsomt overskud demonstrerede deres direkte overlegenhed i krydsfeltet mellem mainstreamens power og undergrundens eksperiment, skortede det heller ikke på interaktion med publikum. Med eksempelvis en Braxton i vokal topform i videohittet “Atlas” stående med fagter til publikum, understregede gruppen energisk, at de har rykket sig milevidt fra den langt mere indadvendte postrock-attitude, man oplevede ved deres første koncert i Danmark tilbage i 2006.

Der blev overvejende paraderet med materialet fra gruppens regulære albumdebut, Mirrored, men naturlige afstikkere til ep’erne blev naturligvis bragt til torvs, og dette var til stor glæde for undertegnede, hvor især “Tras” på fremragende vis fremstod som en art udstikker til fremtidige planer og bedrifter. En sådan fremsynethed må gerne fortsætte, således at vi måske snart igen kan se Battles gøre det umulige og overgå sig selv endnu en gang. Totaloplevelser er jo alligevel en sjælden ting. (LB)

★★★★★★

Yeasayer, 04.07.08, 01:00, Pavilion

Visuelt fangede frontmand Chris Keatings spastiske bevægelser, Luke Fasanos oprejste position foran trommerne og bassist Ira Wolf Tutons Obelix-frisure øjeblikkeligt ens interesse, men den aparte samling musikere, der kalder sig Yeasayer, kunne ikke holde interessen fanget særlig længe og højst i små glimt. Det, Yeasayer fik ud af anstrengelserne på Pavilion-scenen, var langt fra nogen stor auditiv oplevelse. Yeasayers debutalbum, All Hour Cymbals, er en kompleks størrelse. Melodierne er flettet ind i hinanden, vokalerne er flerstemmige, og bandet har hentet musikalsk inspiration i Mellemøsten og Afrika. Men én ting er et studiealbum; noget andet er en live-optræden, og for Yeasayer lykkedes det ikke at overføre udtrykket fra pladeindspilningerne i live-regi. Det er der naturligvis intet i vejen med, hvis det er anderledes til det bedre, men i dette tilfælde var det til det værre.

Alle, der troppede op til koncerten efter at have hørt Yeasayers plade, kan derfor næppe have været andet end skuffede over bandets optræden. Mellemøstlige musikinstrumenter var mestendels erstattet af loops, så kun Fasanos tribale trommespil og masser af håndklap gav new yorker-bandet et skær af noget eksotisk. Og derfor lød bandet hverken mere eller mindre interessante end ethvert andet nordamerikansk indierockband.

Ej heller på vokalfronten, der ellers er en væsentlig del af Yeasayers udtryk, blev den vare, man kunne forvente, leveret. Chris Keatings stemme var alt for skinger og ufokuseret, mens de to øvrige vokalister, Ira Wolf Tuton og Anand Wilder, ikke nåede højder, hvor deres flerstemmighed blev fængslende.

Et af de stærkeste numre på bandets repertoire, “2080”, var et lyspunkt, men det skinnede dog så svagt, at det ikke kunne overstråle en rodet og tam omgang tribal-indie. (LDL)

★★☆☆☆☆

Deltag i debat