Plader

Errors: It’s Not Something But It Is Like Whatever

Skrevet af Mikkel Arre

Den skotske kvartet er fremragende til at blande rave og rock, så man får lyst til at danse i tomme lagerhaller oplyst af neonlamper. Desværre glemmer de at gøre det særlig konsekvent på deres debutalbum, hvor snapsene smager af mere, men kommer med for lange mellemrum.

Glasgow-bandet Errors har én altoverskyggende passion: at spille live. De har også ry for at være et godt koncertband, og sidste efterår tog Underworld dem med som opvarmningsband på en længere turné i Storbritannien. Denne sommer er de så klar til at udgive deres første regulære album, og det levner ikke meget tvivl om, at Errors må være værd at opleve live. På plade er de bare ikke så interessante.

Problemet med It’s Not Something But It Is Like Whatever er, at Errors af uransagelige årsager holder sig selv for meget tilbage. Bandets force er deres evne til at skabe en energisk sammensmeltning mellem kompakt postrock og techno-elementer, ikke mindst neonskrigende synthesizere, der glimter af ravefester i forladte fabrikshaller. Når den sammensætning lykkes som i “Salut! France”, hvor de småskrattende synths kradser og flår oven på et dansabelt, opklippet beat, er Errors virkelig medrivende.

Det samme gælder det nærmest episke stykke raverock “Pump”, der i sin lyd sender hilsner til titlen på bandets foregående ep, How Clean Is Your Acid House? Brusende synths vender og vrider sig, mens de igen og igen folder sig ud i nye melodibidder.

“Salut! France” og “Pump” formår at omplante Errors’ liveenergi til gode studieoptagelser, men det primære indtryk af It’s Not Something… er, at netop dét kunststykke ikke lykkes. I “Dance Music” er dynamikken mellem nummerets forskellige passager næsten lige så flad som de stærkt kompressede trommer, og det ender som flere andre numre med at virke som en art ikke videre indlevende stiløvelse udi at spille melodisk instrumentalrock a la Tristeza, bare med ekstra synthbund.

Errors udgiver deres musik på Mogwais pladeselskab, Rock Action, og ud over at skaffe kvartetten en del opmærksomhed har det fået nogle til at sammenligne Errors med Glasgow-legenderne. Hvis man vil, kan man godt synes, at “National Prism” med sin vers-omkvæd-struktur minder om Mogwais nyere numre, og at “Crystal Maze” kunne have været en b-side til et af dem. Men mere end at efterabe Mogwai lyder Errors bare som et hvilket som helst postrockband, når de glemmer deres rave-kompetencer. Og når det er det spor, de sidder fast i, som i “The Bagpipes”, er det svært at oparbejde den store lyst til at se de unge skotter live.

Men inden man går helt ud af sit gode skind over, at en flok skøre kuler kan tone sig selv så meget ned, må man huske at glædes over den sprælske matematikpop i “Toes”, hvor guitar- og baslinjer spjætter legesygt mellem hinanden. Det lyder som et potentielt koncerthøjdepunkt, ligesom den temmelig overrumplende forvandling fra anonym postrock til energisk tæskende electro, som “Still Game” undergår, kunne være ret så besættende på et lille, skoldhedt spillested.

Kunne være, ja. Meget symptomatisk for Errors’ debutalbum: Der er bestemt løfter, men vil man have dem indfriet, er det næppe albummet, man skal købe. Snarere billetter til en af koncerterne på bandets England-turné i oktober.

★★½☆☆☆

Deltag i debat