Plader

Serena-Maneesh: Montrose Cadaveric (Revevise)

Skrevet af Mads Jensen

To år er gået, siden shoegazer-gruppen Serena-Maneesh udgav deres udmærkede debut. Nu er de klar med en syvtommer-opfølger, der dog ikke er interessant nok til at indfri forventningerne til bandet.

Hvis man på nogen måde havde interesse for shoegazer i 2006, så er det helt sikkert, at man har hørt Serena-Maneeshs selvbetitlede debut. Det er desuden sandsynligt, at man var glad for den. Her på stedet fik den også roser med på vejen. Men det er altså to år siden, og hvad har de så lavet i mellemtiden? Ja, ikke synderligt meget, hvis man skal vurdere det ud fra deres udgivelsesantal. Derfor var det med en vis spænding, jeg satte Montrose Cadaveric på. Lad mig med det samme sige, at mine forventninger ikke blev indfriet. Det er ikke dårligt som sådan, men jeg havde forventet noget mere interessant efter to års dvale fra et hyldet band.

Titelnummeret overrasker, men ikke synderligt positivt. Det starter som et shoegazer-nummer, med alt hvad dertil hører af guitarflader og sfæriske vokaler, men så går det over i noget mere garagerocket med beskidt vokal og markeret guitar. Den første reference, der falder mig ind, er landsmændene i My Midnight Creeps. My Midnight Creeps og anden garagerock er jeg sådan set godt tilfreds med. Det er mere kombinationen af mandige, beskidte vokaler, hvor man næsten kan lugte whiskyåndene, og introverte shoegazer-vokaler, der drukner så meget i støjflader, at det næsten er umuligt at tyde, hvad der bliver sunget. Det virker, well, mærkeligt. De burde sætte sig på én stol i stedet for mellem to.

“Oxygen Please” er mere shoegazer, som vi kender det, om end trommerne kanske er en smule mere aggressive, end vi er vant til. I det store og hele er det et nummer, der er i tråd med, hvad man – baseret på debutalbummet – ville forvente. Det er godt, men ikke særligt mindeværdigt.

I det store og hele består Montrose Cadaveric (Revevise) altså af to gode sange, hvor den ene dog virker småskizofren, og den anden ikke skiller sig ud.

★★★½☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar