Interview

Lampshade – sidste nat med kliken

Skrevet af Christian Klauber

Lampshade lukker og slukker. Efter seks udgivelser og omkring 400 koncerter var koncerten på Loppen 7. marts bandets sidste koncert. Johannes Andersson og Erik Nylén mødte Undertoner til en sidste snak.

Johannes Andersson og Erik Nylén ser glade og afslappede ud, da vi sætter os i Loppens brune lædersofaer, selvom jeg nærmest har afbrudt dem i deres opstilling af gear til aftenens koncert. Som de sidder smilende over for mig, ligner de bestemt heller ikke nogen, der lige har taget turen op gennem Tyskland, inkl. færgetur, efter en ny samling koncerter til den i forvejen nærmest rekordlange koncertliste.

Band i balance
LampshadeOg hemmeligheden bag bandets nye lyd, der er et forfriskende pust til et ellers dystert verdens- og virkelighedssyn, er måske netop de mange koncerter. Lyden på den nye plade, Stop Pause Play, har ændret sig og er blevet mere harmonisk og rund, selvom teksterne til en vis grad stadig har deres melankoli i behold i afsøgningen af det mørke og tungsind, gruppen finder dragende og interessant.

Turneer, hvor man går op og ned ad hinanden, og de ekstremt mange koncerter skaber nemlig et indgående kendskab til individerne bag instrumenterne, der medvirker til, at lyden bliver et kollektivt hele frem for summen af dens dele. Men det er ikke ensbetydende med, at det nu er en leg at skabe Lampshades musik: »Kunsten bliver stadig skabt i og ud af smerte,« som Johannes påpeger. »Det er et hårdt og tidskrævende projekt at få alle enkeltdelene til at spille sammen i en helhed, alle er tilfredse med.«

Men det kollektive aspekt er afgørende. Da jeg spørger til den nye lyd, lægger Erik med det samme vægt på, at alle medlemmerne i Lampshade har givet vokalbidrag på Stop Pause Play og generelt bidraget med hver deres forskellige indgangsvinkler, inspirationskilder og input, som på den måde har skabt et mere spraglet værk, sammenlignet med forgængere som: Let’s Away og Because Trees Can Fly.

Johannes peger på, at de tidligere udgivelser var selvproducerede og på mange måder langt mere stramt komponerede, uden ret meget rum til pludselige indskydelser i forhold til den samlede lyd, mens Nikolaj Nørlund, der har produceret Stop Pause Play, udfordrede bandet til at forny lyden og eksperimentere med deres udtryk: »Vi har været enormt legesyge på Stop Pause Play. Vi er på mange måder gået fra at være ekstremt målrettede i forhold til vores ønsker for den musik, vi ville lave, til at være et kreativt kollektiv, der skaber i fællesskab. På de første plader var det kunst for kunstens skyld, nu er det kunst for musikkens skyld.«

For meget af det gode
Lige nu er “The Rest” fra den seneste plade i rotation på P3, men det er ikke en opmærksomhed og opbakning, Lampshade er vant til at få. Som Johannes siger det med slet skjult reference til Soundvenue, Roskilde Festival og generel airplay på P3: »Lampshade faldt på mange måder ved siden af fra starten og blev ikke bakket op af nogen af de tre opinionsdannere, der har stor indflydelse på, hvad der er fed musik. Måske de havde svært ved at håndtere det kunstneriske udtryk, som vi havde.«

Det betyder dog ikke, at det er to mavesure bandmedlemmer, der sidder i lædersofaen over for mig. For det at falde uden for mainstream har givet dem kunstnerisk frihed, de ikke ville have været foruden, og de har alligevel fundet deres publikum. Også selvom det måske ikke er særlig stort – herhjemme i hvert fald. Dertil er det nok for svært for danskere at håndtere Lampshades hudløst ærlige, nøgne univers, der i høj grad er personificeret ved Rebekka Marias spinkle, højtsvævende vokal. Nøgenheden bliver simpelthen for meget af det gode.

Muligvis er det derfor, at Lampshade er blevet så enormt populære i udlandet. Der er simpelthen mere rum, både mentalt og holdningsmæssigt, til at håndtere og acceptere Lampshades lyd og udtryk. Det er Johannes da også klar over: »I Tyskland har vi ramt en subkultur, der elsker vores musik, og det er klart, at i et land med så mange millioner indbyggere og tusinder af subkulturer, vil der være større sandsynlighed for at ramme plet med et musikalsk udtryk, sammenlignet med herhjemme.«

LampshadeFor der er ingen tvivl om, at Lampshades musik – især de to første album – ikke ligefrem er musik til en festlig aften, hvilket koncerter herhjemme tit er rammen for. I nogle tilfælde har de to herrer oplevet, at en del af publikum ser koncerten som en forfest og måske ikke er 100 procent fokuserede på musikken. Når det er tilfældet, kan man mærke det med det samme, er Johannes og Erik enige om, og de fortæller passioneret om de små klubber i Tyskland og Holland, hvor et stort, dedikeret publikum i mange tilfælde kalder bandet ind til tredje og fjerde runde ekstranumre. Som Johannes siger: »Der er en grund til, at vi kun spiller én koncert i Danmark, mens vi har spillet syv i Tyskland. I Danmark er man meget modefikserede og ekstremt opmærksom på andre mennesker omkring en, også når man er til koncert. I Tyskland kommer der folk i alle aldre, og der er ingen, der kigger skævt til hinanden. Intensiteten og fokus på musikken i Tyskland er helt vildt fed,« siger Johannes, og Erik siger med et drømmende smil: »Ja, i går (fredag d. 6. marts) stod folk nærmest og græd. Til sidst havde vi faktisk ikke flere numre at spille.«

Giv dig selv 1000 procent
Når man på den måde kan mærke energien gnistre mellem de to i lædersofaen, og når man sprudler kreativt og har fundet en ny åre at grave efter guld i, kan det synes sært, at Lampshade vælger at trække på bremsen. Men det har sine helt logiske forklaringer, dels har medlemmerne af bandet travlt med andre projekter, Rebekka Maria f.eks. med As in RebekkaMaria, som hun gerne vil dedikere sig fuldt ud til, dels slider det (selvom man måske ikke skulle tro det) at skabe et harmonisk, helstøbt album.

Johannes er da også helt klar i sin retorik omkring bandet, hvilket understreger de indbyrdes forventninger, og hvorfor det er hårdt at skabe kunst i Lampshade-regi, især når kunsten i sig selv til tider er affødt af pessimistiske og nedslående syn på verden: »Lampshade er et enten-eller-projekt. Man skal give sig selv 1000 procent. Vi har prøvet at køre bandet ved siden af vores andre projekter, men det var umuligt.«

Derfor var koncerten samme aften (7. marts, red.) altså sidste mulighed for at opleve Lampshade live. Og hvis man skal tro Johannes afsluttende ord, så er det en skam, hvis man ikke nåede at opleve dem on stage og nu er efterladt til cd’ernes snurren. Han siger nemlig om Lampshades varemærke, intensiteten og nærværet, der opstår i symbiosen med et dedikeret, opmærksomt publikum: »Den intensitet, vi kan levere på scenen, gør sig meget bedre live end på cd. Vi er helt klart mere et liveband end et studieband.«

Deltag i debat