Plader

Eels: Hombre Lobo

Her har vi virkelig at gøre med et enten-eller-album. Skal der dømmes mål, eller sender man bolden til hjørne? Tja, det er jo en smagssag, men denne gang er Eels’ garagerock efter min mening en anelse for gumpetung og tenderer det kedelige.

Det sker indimellem, at vi render ind i kriser, uoverskuelige opgaver eller en massiv grå hverdag. Alt omkring os er et uigennemtrængeligt gitter af ulyksaligheder. Er der nogen, der har måttet kæmpe med livets dystre problematikker, er det Mark Oliver Everett, aka ‘E’, og selvom det sikkert har været en sej kamp, så har han haft held til musikalsk at skrive sig ud af det.

E og hans band Eels udgav f.eks. et fænomenalt dobbeltalbum for fire år siden: Blinking Lighs and Other Revelations, der for alvor trak dybe spor med sange om E’s søsters selvmord og forældrenes død. Det var ikke verdens mest positive udgangspunkt for et stærkt album, men Eels formåede alligevel at sammensætte sange og lyrik på en helt unik måde, hvor der hele tiden opstod små magiske øjeblikke, musikalske stemninger og vers, der satte sig på nethinden. Denne magi er lidt en mangelvare på det nye album, Hombre Lobo.

Det er ikke, fordi temaerne ikke er tunge nok. Desperation, frygt og ulykkelig kærlighed gennemsyrer lyrikken, men desværre er Eels’ kompositioner på den musikalske side lige så tunge, og der er alt for få pletskud blandt de 12 numre. Indledningen er decideret kedelig, og den skramlede “Prizefighter” køres gennem et støvet blueslydbillede. Det er overraskende intetsigende, og var det ikke, fordi E’s vokal var så genkendelig, ville man næsten komme i tvivl, om det nu var den rigtige kunstner, man lyttede til.

Den fornemmelse opstår igen og igen på Hombre Lobo, som er lidt af en pose blandede bolsjer. “That Look You Give That Guy” er langt mere typisk for Eels, med et lysere og let hoppende lydbillede, men den efterfølges af endnu en nitte, “Lilac Breeze”, som så igen efterfølges af en fin, inderlig kærlighedssang, “In My Dreams”. Det går sådan lidt op og ned hele vejen gennem pladen. Der er ikke rigtig en ordentlig afsender på det udtryk, man samler op, mens man lytter til numrene, og det ødelægger helhedsindtrykket.

Hvor Eels tidligere har udmærket sig ved hele tiden at medbringe nærvær og intimitet, er udtrykket langt mere flosset og ustruktureret på Hombre Lobo. Det er muligvis et bevidst skridt væk fra en fastgroet skabelon til måden at skrive musik på, men det er ikke lykkedes at overbevise med det nye koncept, for der mangler harmoni på albummet, og det er svært at fordybe sig i universet omkring sangene. Man kan pille flere rigtig gode sange ud og få en god oplevelse ud af dem, men alt i alt er det for sporadisk, og man forventer ganske enkelt mere end bare det.

Det er muligvis guf for de inkarnerede. Jeg vil dog vove den påstand, at skuer man over bagkataloget, vil Hombre Lobo kun glimte momentvis og på sigt falde til jorden og forsvinde som løv i skoven om efteråret.

★★★☆☆☆

Deltag i debat