Plader

V/A: Woodstock 40

Skrevet af Jens Blendstrup

Woodstock er et paradoks, for kunstnerne var for fleres vedkommende døde kun fem år senere. De levede for musikken – og døde med den. På Woodstock dopede de sig ud over deres normale evner. Derfor er Woodstock et øjebliksbillede. En fastfrysning af folk på toppen.

Jeg har været på Woodstock i nat. Jeg så rockmusikken side om side med folkesangere og demagoger, jeg så unge mennesker smadre hegnet ind til fire dages fest. Jeg skulle have afleveret min datter i børnehaven til morgen, men jeg sagde til min kone, at jeg desværre ikke kunne. »Hvorfor ikke?« »Fordi, min skat, jeg var på Woodstock, mit hentehår og brede pande er forsvundet, jeg er ung og levende. Og dette er 1969.« »Derfor kan du da godt aflevere din datter i børnehave.« »Ja, så skidt da.«

»New York State higway is closed / can you dig that / there must be a million and a half here tonight / can you dig that? Man, it’s far out.« Sådan siger en ung Arlo Guthrie – folksinger/songwriter – efter han har spillet en lille sang om at komme ind fra Los Angeles. Det er desværre ikke et nummer, der er på den dobbelt-cd, jeg har fået, men det viser meget godt den stemning af løssluppenhed og ja, de kogere og det vin, der blev delt, mens der blev lyttet og indtaget musik.

Der er gået mange år siden Woodstock i 1969. Det er mange år siden, og mange af melodierne fra dengang er gået hen og blevet klassikere. Det er egentlig noget underligt noget med begivenheder, der bare sker, går hen og bliver en del af en fælles erindring. Dem, der var med, ved det jo ikke selv. Og det er det, der er det fantastiske ved musik; at man kan tage tilbage, til lige da den blev til, med en tidsmaskine.

Holder det så? Er det stadig fedt? Eller er det lige så meget alle de mange glade mennesker, hippier og andre fribyttere, der var med, der gjorde Woodstock til det, det var? Jeg har til lejligheden fået fingre i en dobbelt-cd, Woodstock 40, i anledning af 40-året for den epokegørende festival, og jeg må indrømme, jeg ikke kendte halvdelen af numrene eller grupperne inden. Jeg er selv født i 1968, men har brugt store dele af resten af mit liv på at opdatere min reol med musik fra dengang. Dels fordi mine forældre var meget ældre end flertallet dengang, dels fordi jeg vel indeni føler mig direkte i ledtog med hippiernes smukke og måske lidt naive favnen af alt og alle. Med alle de stoffer og vildveje det også førte med sig.

Noget af det mest fantastiske er sammenblandingen af folkemusik! Og rock og ballader. Det, tror jeg ikke, man turde gøre i dag. Men det var en anden tid. I dag tror jeg simpelthen ikke, det er muligt at lave en Woodstock. Naiviteten er væk. Initiativtagerne siger selv, at de ikke anede, hvad de havde med at gøre, og økonomisk var det noget rod. Men musikalsk klinger Woodstock stadig rent den dag i dag. Man kan mærke, det er startet ukommercielt, og at det ligesom en flodbølge bare kommer buldrende ind over alle hegn, skranker og billetluger. Musikerne gør sig umage. Og publikum gør sig umage. Udtrykket er koncentreret, og effekten går lige ind, fordi det også er en del af en ungdomsbevægelse, en følelse af fællesskab.

Men jeg må indrømme, at jeg er nødt til at se det ske for at forstå musikken og afsættet for hver evig eneste gruppe, der spillede dernede i ’69. Jaloux? Ja, for fanden. Men det er det, der er så underligt med begivenheder, man godt ved, var fede – det vidste man jo ikke dengang. De unge mennesker har bare hørt fra den ene eller den anden, at »hey, der er den der Woodstock-koncert lige herude, vi tomler ud,« eller »vi har det her folkevognsrugbrød, og hey, vi tager nogen med på taget.«

Noget, der også overrasker mig, er, at de er så satans unge. Tag Santanas trommeslager, han ligner en knægt på 18 år. Og det glemmer man nogle gange – det gælder også den danske film “Skæve dage i Thy”, at musikerne, der spillede, var unge, hypersensitive, og ja, klar til at fange hvad som helst, de var begærlige. Man mærker i musikken, at de har alle antenner ude. På den måde er Woodstock noget særligt.

Nå, og hvad har vi så med at gøre – bortset fra en gammel ånd i en flaske? 21 numre, hvoraf i hvert fald tre er tidligere uudgivne.

Richie Havens lægger ud med “Freedom”. Et nærmest tranceagtigt guitarspil ledsager den gospelagtige, foredragende Richie Havens. Hvis indhold stort set er, at han føler sig som et hjemløst barn, der bare gerne vil ha’ frihed, en slags mantra for hele den generation, der synes samlet på den store græsmark uden for New York. Endnu en gang må jeg ud og se det ske på Youtube, og da han siger: »Clap your hands, brother,« rejser flere hundrede tusinde mennesker sig op. Det er stærkt. Og mærkeligt på samme tid. Den hvide mand og den sorte mand samlet om musikken og de gode vibes. Det var jo heller ikke mange år efter, at den sorte borgerretsforkæmper Martin Luther King var blevet skudt. Herefter kommer et nummer med Sweetwater, et bizart fløjtespillende band, der næsten har karakter af tolvtone-folkedans med skrigestemme og instrumentdialog. Det er højst bizart og meget, meget sygt. Her er tiden nok løbet fra det. Men man aner Pink Floyd og Philip Glass i horisonten af de mere vilde lydlege, de har gang i. Men det er sgu for forudsigeligt i dag.

Dernæst er det Tim Hardin, som jeg aldrig har hørt om før – på den måde er det her også min Woodstock-debut. Jeg var sågar ude i haven for at finde nogle svampe, men fandt kun et æble, så musikken må gøre det for mig. Han er en typisk folksanger”¦ Meget i Bob Dylans ånd, men mere tragisk og stille. Hans “Hang on to a Dream” på klaver om ulykkelig kærlighed og det at holde fast på en drøm, sunget med en stenet stemme, holder hundrede. Og så er den lykkeligt fri for svøben af al for megen larm og guitar/tromme-bims. Det er kun ham og et klaver. Han afløses af Arlo Guthrie med “Wheel of Fortune”, der ikke uden grund deler efternavn med Woody Guthrie, amerikansk folks fader. Eller i hvert fald en af de store. Joan Baez er desværre ikke alene, men sammen med Jeffrey Shurtleff, i en noget traditionel countrysang om en fyr, der er medlem af Ku Klux Klan, det sidste er det bedste i sangen. Men resten er lidt kedeligt.

Så kommer tidsikonet Country Joe McDonald med anti-Vietnamsangene “The Fish Cheer/I Feel Like I’m Fixing to Die Rag” – som ender i fælles sang mod krigen i det fjerne østen. Effektiv pacifistisk-sarkastisk er Country Joe med det karakteristiske tynde hippiehår med pandebånd og det hele. Et nummer, der sådan set kan bruges til alle krigstrætte generationer, men som dengang må have været et helt realistisk scenarie for de unge amerikanere på festivalen. Det er svært ikke at gøre sig tanker om, hvad der dog blev af dem, og hvem der valgte Vietnam fra på grund af netop Country Joe McDonald.

Santana er også fed. Han swinger, så man ryster gennem gulvet af glæde på “Soul Sacrifice”. Og så kan den mand noget med lange numre. Han holder i hvert fald aldrig op med at swinge, i de 11 minutter nummeret varer. Man ser hippierne danse i den musik. De kunne noget meget fantastisk, noget med at gøre armene lange og kroppene svajende som siv. Noget af det mest fantastiske er, at mange af musikerne kulminerede i sommeren ’69. Tag f.eks. en person som Joe Cocker. Ham har jeg aldrig hørt federe end på nummeret “With a Little Help From My Friends” på cd 2.

Nå, men tilbage til cd 1. Efter Santana følger John B. Sebastian: “How Have You Been”. En fantastisk fortælling om en hippiekvinde fra før Kristi fødsel, og det er meget skægt, som der faktisk går en meget gammel romantisk tråd direkte tilbage til middelalderen og før i mange af de tekster, der blev skrevet dengang. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Skousen og Ingemanns meget fantastiske anti-EU-sang om Erik Lavard, som også trak på en gammel Saxo-fortælling.

John B. Sebastian følges op af de bizarre The Incredible String Band, guitarer med middelalderlig mumlesang. På nummeret: “The Letter” sidder man igen med den der underlige blanding af nyt og meget, meget gammelt. Jo, Woodstock var et kludetæppe, et patchwork-kludetæppe. Og her er jeg stået af. Mange forbindelser og allegorier er jo tabt i dag, men jeg er sikker på, at min storebror, der også var hippie deromkring, og som gjorde det til sit speciale at se Anders And i fartstriberne, når han kørte 150 km/t på motorvejen, kan tale med, hvis jeg spørger ham om John B. Sebastian og den der skildpadde, som han giver et lift undervejs. Han er i øvrigt stadig skudt i Crosby, Stills & Nash – min storebror.

Og så er der Canned Heat. Det band står for mig som noget af det vildeste, mest smukke, pinlige og groteske blues, som 1960’erne overhovedet frembragte. Her er forsangeren oven i købet gået lidt ned i fistelstemmen. Den plejer at være mere intens. Men de er nok lidt out of sync and fistel efter flere nætters fest. Og musikken er på en eller anden måde også skæv, i hvert fald er der særlig en guitar, der spiller sin helt egen langsomme melodi oven på de andre. Og det lyder så fedt. Jeg er ellers inde i en alvorlig diskussion med mig selv om at kvitte alkoholen, men når jeg så hører det her – ja, så er jeg klar til at tage bad i en luksus-cornetto med lsd og æh, en 12-litersfustage fadøl. Uden Canned Heat tror jeg ikke, jeg havde udviklet den fistelstemme, som jeg giver alle kvinder i mine oplæste historier. Det er jo det androgyne og groteske udtryk, der kobles med det mest swedige sydstatsrock. Jo, Canned Heat holder den dag i dag.

Skæring nummer 11 er Mountain: “Theme for an Imaginary Western”. Titlen er absolut det bedste. Igen handler det om mærkelige rejser, hvor solen lyser, og nogle mennesker danser i en westernby. Det er nok udmærket, at filmen ikke blev til noget. Men hvem ved, måske dannede den virkelig forlæg for “Once Upon a Time in the West”. Måske er det, fordi jeg har hørt meget nu. Men det havde nok ikke skadet med lidt mere kant og retning. I stedet for al den blomstrede poesi og Edens Have-agtighed, der var så moderne.

Så er det godt, det afløses af et ædru tordenvejr. Creedence Clearwater Revival – lyder som sig selv. Det er både godt og skidt. Det har altid været et problem for Creedence Clearwater Revival, at de var så satans gode musikere, så der sjældent var udsving i dem live. Man kunne godt have ønsket sig lidt mere af Fogertys narkomanbror her. Det havde også lige været stedet. Men fedt er det jo altid. Total halmballe-dejlig traktormusik.

Janis Joplin. Altså, hende har jeg altid opfattet lidt som en skrigeballon. Men det er også en kvinde, der, når hun er klar, og det var hun ikke særlig tit, laver noget at det mest nervepirrende vilde og indfølte stykke stemmearbejde, jeg har hørt. Hendes nerve og rytmesans er helt unik. Og her på nummeret “Ball and Chain” styrer hun sit skrig, så man kan høre alt det gode håndværk, som musikerne også leverer. Det er en god dosis, hun har givet sig selv på det nummer. Og så er det fantastisk, så omsorgsfuld hun er (ja, jeg har smugkigget på Youtube igen) for de unge mennesker, inden hun begynder at synge. Stakkels, fine skrøbelige damemenneske, der skreg sig ind og ud af verden.

På cd 2 lægges der ud med et 17 minutter langt funknummer med Sly and the Family Stone, og det er fandeme noget, der vil noget. Igen er det længden af intensitet, der gør indtryk. Som en dampmaskine, der går på land og nægter at gå tilbage i evolutionssuppen – vandet. Det er også godt håndværk, jeg måtte gentagne gange ind og se dem på Youtube også, og det er klart, at netop Sly and the Family Stone skal ses. Fuck, havde jeg været med dengang, forstår jeg godt, de kom higher. Og det behøvede bare være en halv lakridspibe. Inspirationen formelig strinter ud af det potente, semireligiøse negerband. Man kan virkelig høre, de har spillet, siden de lærte at kravle. Alt er en rytme, den skal bare slås an. Utroligt.

Og så er der The Who, som jeg altid har opfattet som et pseudointellektuelt og dybest set umusikalsk band, og det lever de op til her. The Who har i mine øjne kun skrevet en god sang, og det er “My Generation”. Fordi de her kommer til sagen i stedet for at ævle og skifte retning og slingre. Det redder dem heller ikke på “We Are Not Gonna Take It”. Det gør til gengæld Jefferson Airplane. Med “Somebody to Love”. Sjældent har jeg set et mere tændt, narko-kækt Jefferson Airplane. De spiller faktisk også skidegodt. Det er sjovt, som de på nummeret her minder en hel del om Led Zeppelin stemmemæssigt. Fedt nok. Og så med trommesolo og galskab. I love it. Her har stofferne virkelig en god effekt i hvert fald i det øjeblik. Nu ved jeg, jeg vil drikke mig ihjel. Spøg til side.

Og så kommer Joe Cocker. Han er for mig indbegrebet af Woodstock. I psykedelisk, Grateful Dead-agtig batik-T-shirt og uvasket hår og skum om munden og poesi og kroppen helt spændt som et ur, hvor fjederen har sat sig fast, og klokken hele tiden er 12. Fantastisk – også fysisk – præstation. Han har aldrig været bedre end på “With a Little Help from My Friends” med kor og stor, stor lyd bag sig. Alligevel stjæler han det hele, fordi han ryster og har spastiske bevægelser, han ikke kan holde nede, det er utroligt. Ganske simpelt. Og igen er det mere end klart, at han er gået over grænsen til genialiteten. Det er Woodstocks faldefærdige badebro, der gør det. Det er jeg sikker på. Summen af søm og mangler bortset fra ånden. Ånden fra en halv million, ææh”¦ hashkage-munde. Jo, jeg er solgt. Og så kommer Johnny Winter. Albinoen, der spiller alle blueskoryfæer røven ud af bukserne, hold da kæft, hvor er han go’ på “Mean Town Blues”. B.B. slowmotion-gentagelse, gå hjem og læg dig. This is electrified. Glohed spade. Og tænk, hvor stort et spring, der er fra Cocker til Winter, det er dag og nat, men det funkede på Woodstock.

Cd 2 slutter med tre numre, der giver mig meget forskellige indtryk med på vejen. Det starter med en fin sag af Crosby, Stills & Nash, og det ville helt sikkert bringe tårer frem i min storebrors øjne, men jeg er nok ikke lige den rette til a capella-kærlighedssang anno 1969. Det er lidt tandløst, synes jeg. Så er det bedre med The Butterfield Blues Band – der vækker de søvnige og lancerer en underlig march med en ’weird song’ – som jeg, når jeg nu hører den, godt kunne have været foruden, men Jimi Hendrix lukker og slukker, og så er der ikke et øje og en åre tør(t). Der er jo så mange stilarter i den komposition. Jeg fatter ikke, at den mand er fra jorden.

Konklusion. Ende. Finale. Kan man leve med skæverter og lidt for lange numre, hippiepandebånd og naive glade mennesker, der bare ikke gad mere kulde og normalisering, samt bands og musikere, der overgår sig selv, så køb den 40-årsplade, mennesker, så har I også en undskyldning for aldrig mere at følge jeres børn i børnehave og skole. »Free your mind,« mennesker. Peace, maaan, and helicopters”¦

★★★★★☆

1 kommentar

  • The Who?

    John Entwistle – “umusikalsk”?
    Keith Moon – “umusikalsk”?
    Roger Daltrey – “pseudointellektuel”?
    The Who Sell Out – “umusikalsk”?

    Næppe…

Deltag i debat