Plader

Annie: Don’t Stop

Er man til dansabel electropop vil man ikke blive skuffet over Don’t Stop. Norske Annies andet album er nemlig spækket med glade rytmer til en aften på dansegulvet.

Nordens egen electropopdronning er nu klar med sit andet album. Og var man glad for det første, Anniemal, vil man ikke blive skuffet over Don’t Stop, der fortsætter i samme musikalske dur som sin forgænger. Der skulle angiveligt være inspiration fra alt fra 90’er-pop til The Ramones i Annies musik, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at høre Joey og co. i Don’t Stop, for rock er det meget langt fra. Albummet kan i stedet meget andet godt; der bydes på dansevenlig, glad electropop hele vejen igennem, hvis primære mål må være at gøre sin lytter i godt humør, og det virker!

Der er dog både godt og skidt at sige om Don’t Stop. Jeg har hørt, at man skal gemme det bedste til sidst; derfor vil jeg tage klagepunktet først: En del af numrene ligger kvalitetsmæssigt blot omkring et middel niveau. Der er lidt for mange af numrene, der er gode, men som ikke for alvor hænger fast. Numre som ”I Don’t Like Your Band” og ”The Breakfast Song” – der med sine evindelige gentagelser af teksten »What do you want? What do you want for breakfast?« næsten bliver irriterende at lytte til – mangler i mine øjne originalitet og bliver simpelthen for kedelige og ensformige.

Sådan er hele albummet heldigvis ikke. Det afsluttende nummer, ”Heaven and Hell”, er et af de numre, der i høj grad er med til at bringe det samlede indtryk af Don’t Stop op over middel. Selvom nummeret omhandler et forhold, der er på vej mod afgrunden, kan man nemlig ikke undgå at blive i godt humør af at lytte til det; dels fordi melodien er intet mindre end festlig, dels fordi teksten krydres med et godt skud humor, og det er Annie, når hun er bedst! Ligeledes er ”Loco” både ørehænger og pop i den opfindsomme og humoristiske tekstuelle ende; udsagnet »You’re so loco, everybody says that you’re a no-go … Baby take me down before I go-go, give me what I need« kan da ikke andet end bringe et smil frem på selv den mest pop-skeptiske lytter.

I det modsatte stemningsmæssige spekter ligger nummeret ”When the Night”, der tager sin lytter med ind i et drømmende univers, der i enkelte glimt skaber associationer til Enya. Det er et atypisk nummer for Annie, men det er utroligt vellykket, og det er vidunderligt at se, at hun kan skabe anden god musik end den electropop, der er hendes varemærke.

Man kan dermed roligt investere i Don’t Stop. På trods af udsving i kvaliteten leverer Annie for størstedelen af albummets vedkommende igen den elektroniske kvalitetspop, hun er så kendt og elsket for. Hun formår i dén grad stadig at få alle op af stolen, ud på dansegulvet og i godt humør.

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat