Plader

The Artificial Limbs: s.t. EP

The Artificial Limbs leverer en skuffende og forudsigelig omgang synthpop, der måske vil gebærde sig på et røgfyldt dansegulv, men absolut ikke hører hjemme på et hi-fi-anlæg.

Nogle kunstnere laver musik med hjertet, ofte fordi det er ved at flyde over, og beriger os med plader, der tillader os at udforske dem og os selv gang på gang. Andre kunstnere er energiske liveartister, der med alt fra myrekrybsgivende nærvær til fandenivoldsk excentricitet kan medrive et publikum og forvandle selv det værste musik til øjeblikkets mesterværker.

Om The Artificial Limbs hører til i sidste kategori, kan jeg ikke bedømme, men jeg håber det, for det tager ikke lang tid at indse, at det kræver en stor potion personlighed og publikumstække at få de middelmådige synthpopproduktioner til at holde længere, end lokalopbakningen tillader.

Hele stemningen bag pladen er en syret nattelivs-cocktail båret igennem af en halvforvrænget vokal og en ordentlig portion synth. Selve vinylen er en neongul 10-tommer, der på glimrende vis fører musikken over i det fysiske produkt; en bemærkelsesværdig detalje, der om ikke andet skaber en forventning til indholdet. Desværre viser det sig at være en noget hul oplevelse.

Hvis vi f.eks. tager et nummer som ”Appetite”, har vi at gøre med et klassisk eksempel på et nummer bygget op efter den progressive model – lag på lag. Her er det farlige at lade lytteren hænge, altså at undlade at levere forløsningen, der sætter kog i kedlen. Jeg sad gennem hele nummeret og forventede braget, men det kom aldrig. Hvis så der var andre elementer, som retfærdiggjorde denne afvigelse fra ‘normen’ (en ting, der jo ellers ofte betyder selvstændighed og identitet), men hverken i teksten – der består af to tekststykker, som gentages – eller musikken finder man et holdepunkt, der fastholder og overbeviser lytteren.

Lidt håb er der dog at finde i den slumrende ”BIGSTAR”, der starter som et flydende synthpræludium, som giver plads til Anna Valgreens spændte vokal, for midtvejs at skifte harmoniseringsdynen ud med en skærende guitar og et sprudlende rytmisk underlag. Et nummer, der tillader sig at udfordre lytteren en smule, både ved at bryde med den ellers meget forudsigelige opbygning, men også ved at benytte sig af Valgreens vokal, der – hvis den er brugt rigtigt – umiddelbart egner sig meget bedre i et mere afdæmpet musisk miljø. Noget der ellers står i skarp kontrast til resten af numrene.

Pladen indeholder også et Supertroels-remix af nummeret ”Rip It Off”. Og her fuldføres intentionen om en klubbaseret lyd, hvor bandet går hele vejen – med bas i front og klassiske bræk i intensiteten. Jeg kan sagtens forestille mig, at det nummer ryger ind på en dj’s repertoire.

The Artificial Limbs er som proteser: De kan bruges, men er ikke som den ægte vare, blot et forsøg på at efterligne den. Men igen: De er også, hvad man gør dem til, og kan man benytte dem rigtigt, kan man komme langt. Som album er det dog som en protese: Ikke noget, jeg ville ønske mig.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat