Nyheder

Oppenheimers Eftermiddag byder på dansk talentmasse

Tiger Tunes,  The Blue Van, EPO-555 og Lis Er Stille. Det er blot et lille udsnit af de bands, der igennem tiden har spillet til musikarrangementet Oppenheimers Eftermiddag i Århus. Siden arrangementet løb af stablen første gang i 1999, har Oppenheimers bestræbt sig at på at tiltrække kernen af den spirende, danske, musikalske talentmasse, og i år er bestemt ingen undtagelse.

Fra Silver Gleaming Sound Machines psykedelisk klingende popmusik til Forgotten Fields on Fires danske britpop-udskejelser, er der blevet lagt i kedlen til en musikalsk varieret happening i det jyske. The Kites kigger minsandten også forbi med deres twee-klingende guitarpop, og Caspian & The Good Times vil også være at finde i Århus, hvor de forhåbentlig disker op med deres stemningsfulde, og nordisk melankolske, folkmusik. Og sidst men ikke mindst, vil det også være muligt at stifte bekendtskab med Lastbandalive og Jeremy Sparrows melodiske rockmusik. Afslutningsvis garanterer Oppenheimers en overraskelse i programmet i form af et endnu unavngivet band.

Arrangementet  finder sted lørdag den 21. august på Voxhall i Århus fra klokken 15 til 2.

Om skribenten

Frederik Frimann Nielsen


boeger